Spørgsmål om krav på delvis refusion af stiftelsesomkostnin-ger på lån i forbindelse med førtidig indfrielse af lånet

Sagsnummer:39/2021
Dato:27-08-2021
Ankenævn:Henrik Waaben, George Wenning, Morten Bruun Pedersen, Poul Erik Jensen.
Klageemne:Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Ledetekst:Spørgsmål om krav på delvis refusion af stiftelsesomkostnin-ger på lån i forbindelse med førtidig indfrielse af lånet
Indklagede:Nordania Finans
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om klageren har krav på delvist at få refunderet stiftelsesomkostningerne på et billån, som han indfriede før tid.

Sagens omstændigheder

Ved købekontrakt af 1. juli 2020 købte klageren hos en forhandler en bil til en kontantpris på 84.200 kr. med en udbetaling på 20.000 kr. Restbeløbet på 64.200 kr. med tillæg af etableringsomkostninger på i alt 17.395 kr., eller i alt 81.595 kr., skulle afvikles over tre år med en månedlig ydelse på 2.371,74 kr., første gang den 1. september 2020. Den årlige pålydende rente var 1,99 % og den årlige debitorrente var 2,0082 %. Renten var fast og blev tilskrevet månedligt bagud. De årlige omkostninger i procent var 20,74. Købekontrakten, der var med ejendomsforbehold, blev transporteret til Nordania Finans. Stiftelsesomkostninger inklusive eventuel formidlingsprovision til sælger/kreditformidler var følgende:

Stiftelsesprovision

kr.

9.500,00

Dokumentgebyr

kr.

4.295,00

Forsikringsadministration, jf. § 6 B

kr.

950,00

Fast afgift (tinglysning)

kr.

1.750,00

Variabel afgift (tinglysning)

kr.

900,00

Stiftelsesomkostninger i alt

kr.

17.395,00

Af købekontrakten fremgik endvidere blandt andet:

”…

§ 2.D.

ØVRIGE OPLYSNINGER I HENHOLD TIL LOV OM FORBRUGERAFTALER OG LOV OM KREDITAFTALER

Opsigelse/førtidig tilbagebetaling:

Køber er i henhold til kreditaftaleloven berettiget til at foretage førtidig hel eller delvis indfrielse/tilbagebetaling af gælden i henhold til nærværende købekontrakt. Køber kan rette henvendelse til kreditgiver herom.

Da renten i nærværende købekontrakt er fast, har kreditgiver ret til kompensation for eventuelle omkostninger ved købers førtidige hele eller delvise indfrielse/tilbagebetaling af gælden. Kompensationen udgør 1% af den førtidige betaling, hvis denne sker mere end et år før købekontraktens ophørstidspunkt og ellers 0,5%.

Kreditgiver kan dog i undtagelsestilfælde kræve en højere kompensation, hvis der kan dokumenteres et tab, der overstiger 1% henholdsvis 0,5% af den førtidige indbetaling, dog maksimalt 2%. Ingen kompensation for købers førtidige betaling vil dog overstige det rentebeløb, køber skulle have betalt i perioden mellem den førtidige betaling og til købekontraktens aftalte ophørstidspunkt.

§ 2.F.

GEBYROVERSIGT

Herudover er kreditgiver, hvis finansieringsforholdet giver anledning hertil, berettiget til at kræve betaling af følgende gebyrer:

Aflysning af ejendomsforbehold                 500,00 kr. pr. aftale

…”

Den 15. oktober 2020 indfriede klageren lånet ved betaling af 77.752,49 kr., som efter det oplyste svarede til restgælden plus et gebyr på 500 kr. for aflysning af ejendomsforbeholdet i bilen. Klageren anmodede i den forbindelse Nordania Finans om at refundere en del af stiftelsesomkostningerne, hvilket Nordania Finans afslog.

Den 21. januar 2021 indgav klageren en klage over Nordania Finans til Det finansielle Ankenævn.

Klageren har under sagen påberåbt sig en dom af 11. september 2019 afsagt af EU-Domstolen i en sag C-383/2018 vedrørende artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler (forbrugerkreditdirektivet).

Nordania Finans har under sagen fremlagt den af klageren påberåbte dom og har endvidere fremlagt og påberåbt sig følgende:

1)

Hans Helge Beck Thomsen og Claus Rohde: ”Kreditaftaler og Ejendomsforbehold”, 2. udgave, 2017, side 111

2)

Pengeinstitutankenævnets afgørelse af 18. december 2019 i sag 152/2019

3)

Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2014 side 914

4)

Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2017 side 824

5)

Niels Fenger, Folketingets Ombudsmand, og Morten Broberg, Professor ved Københavns Universitet: ”Danske domstoles forhold til EU-Domstolen”, Ugeskrift for Retsvæsen 2020B side 177

6)

Betænkning 1546/2014, side 44-45

7)

Betænkning 839/1978, side 81

8)

Folketingstidende 1981-82 (2. saml), tillæg A, spalte 1709

9)

Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 2072

10)

Pengeinstitutankenævnets kendelse af 26. januar 1998 i sag 318/1997

11)

Betænkning 1509/2009

12)

Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordania Finans skal refundere en forholdsmæssig del af stiftelsesomkostningerne.

Nordania Finans har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han tre måneder efter stiftelsen af lånet tilbagebetalte hele det skyldige beløb. Nordania Finans bør derfor imødekomme hans anmodning om forholdsmæssig tilbagebetaling af de oprettelsesomkostninger, der var knyttet til lånet, jævnfør EU-Domstolens afgørelse C383/18 (Lexitor).

Nordania Finans har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et principielt juridisk spørgsmål og derfor bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, også henset til at afgørelsen kan få betydning for et stort antal kreditaftaler i landets finansielle virksomheder.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Nordania Finans anført, at efter kreditaftalelovens § 26, stk. 1, har forbrugeren til enhver tid ret til helt eller delvis at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale, og at forbrugeren herefter har ”ret til en reduktion af de samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid”.

Lovbestemmelsens ordlyd svarer ordret til artikel 16, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet. Det betyder imidlertid ikke, at lovbestemmelsen skal eller kan fortolkes på samme måde som direktivbestemmelsen.

At stk. 1 skulle indebære en ret til reduktion af stiftelsesomkostninger, forekommer umiddelbart at være i strid med ordlyden, særligt ordene ”i den resterende del af aftalens løbetid”.

EU-Domstolen medgav i dommen i sag C-383/18, at artikel 16, stk. 1, kunne fortolkes på forskellige måder, idet Domstolen fandt, at fortolkningsspørgsmålet ikke EU-retligt var afgjort ved ordlyden.

Sammenhængen for EU-Domstolens fortolkning af forbrugerkreditdirektivet er forskellig fra sammenhængen for danske domstoles fortolkning af kreditaftaleloven, og Højesteret har i flere sammenhænge lagt vægt på, at fortolkningsprincipper i EU-retten er anderledes end i dansk ret.

Frem til gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet fremgik det udtrykkeligt og konkret som en del af lovbestemmelser i dansk ret, at forbrugeren ikke ved førtidig indfrielse ville have ret til en reduktion af stiftelsesomkostninger, forudsat de var særskilt opgjort i aftalen (og ikke urimelige).

Ved gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet blev der som nævnt i § 26 indsat bestemmelser, hvis ordlyd byggede på direktivets tekst, og som var mere abstrakt formuleret. Det blev i forarbejderne præsenteret som en højere grad af detaljering sammenlignet med det tidligere direktiv.

At ordlyden af § 26, stk. 1, skulle eller kunne have nogen betydning i forhold til stiftelsesomkostninger konkret, blev ikke nævnt eller analyseret. Faktisk blev stiftelsesomkostninger slet ikke behandlet i forarbejderne.

Det blev således overhovedet ikke forudset, at EU-Domstolen – trods ordene ”i den resterende del af aftalens løbetid” – kunne vælge en fortolkning af forbrugerens ret til reduktion af kreditomkostninger efter direktivets artikel 16, stk. 1, som ville omfatte stiftelsesomkostninger.

En sådan mulig fortolkning af EU-retten blev heller ikke efterfølgende italesat, hvilket litteratur og praksis blot bekræfter.

Om nogen havde fået den tanke, at forbrugerens ret til reduktion af omkostninger ”i den resterende del af aftalens løbetid” efter kreditaftaleloven omfatter stiftelsesomkostninger, ville danske domstole have fastslået, at det er i strid med en klar retstilstand.

Det følger af nyere højesteretspraksis, at en klar retstilstand i Danmark ikke kan tilsidesættes ved såkaldt direktivkonform fortolkning. Med andre ord kan kreditaftaleloven ikke bringes i overensstemmelse med EU-Domstolens dom af 11. september 2019 ved en fortolkning. Hertil kræves en lovændring.

Det gælder så meget desto mere, eftersom det på grund af ordlyden af kreditaftalelovens § 26, stk. 2-4, ville være vanskeligt at imødekomme dommen i sag C-383/18 i forhold til kreditgivers adgang til kompensation, uanset denne adgang hænger sammen med forbrugerens ret, både efter EU-Domstolens dom og efter kreditaftalelovens forarbejder.

Stærke reale hensyn støtter resultatet, idet kreditgivere ellers kan imødese meget betydelige tab, herunder for noget så åbenbart urimeligt som delvist at skulle tilbagetale allerede erlagt tinglysningsafgift.

Ankenævnets bemærkninger

Den 1. juli 2020 købte klageren en bil af en forhandler til en kontantpris på 84.200 kr. med en udbetaling på 20.000 kr. Etableringsomkostninger udgjorde 17.395 kr., heraf tinglysningsafgifter med 2.650 kr. Restbeløbet på 81.595 kr. (64.200 kr. + 17.395 kr.) blev finansieret af Nordania Finans. De årlige omkostninger i procent var 20,74. Den 15. oktober 2020 indfriede klageren lånet ved betaling af 77.752,49 kr., som efter det oplyste svarede til restgælden med tillæg af et gebyr på 500 kr. for aflysning af ejendomsforbeholdet i bilen.

Klager anmodede i forbindelse med indfrielsen Nordania Finans om at refundere en del af stiftelsesomkostningerne, hvilket Nordania Finans afslog. Herefter indbragte klager sagen for Ankenævnet.

Klager har til støtte for sit krav om forholdsmæssig tilbagebetaling af de stiftelsesomkostninger, der var knyttet til lånet, påberåbt sig EU-Domstolens dom af 11. september 2019 i sag C-383/2018 (Lexitor). Ved den dom udtalte Domstolen, at artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 (forbrugerkreditdirektivet), som er gennemført i dansk ret ved kreditaftalelovens § 26, stk. 1, skal fortolkes således, at forbrugerens ret til en reduktion af de samlede kreditomkostninger i tilfælde af førtidig tilbagebetaling af kreditten omfatter alle de omkostninger, som pålægges forbrugeren.

Nordania Finans har til støtte for sin påstand om afvisning anført, at klagen vedrører et principielt juridisk spørgsmål og derfor bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, også henset til at afgørelsen kan få betydning for et stort antal kreditaftaler i landets finansielle virksomheder. Nordania Finans har henvist til, at kreditaftalelovens § 26, stk. 1, i Danmark efter helt fast praksis har været fortolket sådan, at reduktionen ved førtidig indfrielse ikke omfatter stiftelsesomkostninger, og at det følger af Højesterets praksis, jf. bl.a. U 2017 824 H (Ajos), at en klar retstilstand i Danmark ikke kan tilsidesættes ved direktivkonform fortolkning. Kreditaftaleloven kan derfor ikke ved fortolkning bringes i overensstemmelse med EU-Domstolens dom af 11. september 2019, idet det kræver en lovændring.

Ankenævnet finder på baggrund af parternes indlæg, at klagen rejser spørgsmål af principiel juridisk karakter, som gør, at sagen ikke er egnet til behandling i Nævnet, men i givet fald må indbringes for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen, jf. § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.