Indsigelse mod spærring af Dankort på grund af overtræk og mod ombytning af kortet til et MasterCard Debit.

Sagsnummer:303/2024
Dato:19-12-2024
Ankenævn:Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Andreas Moll Årsnes, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng.
Klageemne:Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort
Ledetekst:Indsigelse mod spærring af Dankort på grund af overtræk og mod ombytning af kortet til et MasterCard Debit.
Indklagede:Sparekassen Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod spærring af Dankort på grund af overtræk og mod ombytning af kortet til et MasterCard Debit.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark og havde sammen med en medkontohaver, M, en fælles indlånskonto -206. Både klageren og M havde tilknyttet et Dankort til kontoen.

Sparekassen har fremlagt kontoudskrifter for fælleskonto -206 for perioden fra den 29. november 2023 til den 29. maj 2024. Sparekassen har oplyst, at det fremgår heraf, at fælleskontoen i denne periode var i overtræk mere end 30 gange. Overtrækkene var af varierende størrelse. Et overtræk var på 5.751,43 kr., mens andre overtræk var ganske små.

Sparekassen har oplyst, at den gentagne gange meddelte klageren og M, at overtrækkene skulle inddækkes. Efter sparekassens henvendelser blev overtrækkene sædvanligvis inddækket. Kort tid efter et overtræk var inddækket, opstod der imidlertid et nyt overtræk.

Den 21. marts 2024 kunne sparekassen igen konstatere, at fælleskontoen var i overtræk. Sparekassen sendte klageren og M en besked, hvoraf fremgik:

”Jeg kan se at jeres konto er i overtræk. Vil I få inddækket dette snarest.

Hvis overtræk fortsat bliver ved med at ske hver måned, bliver vi nødt til at skiftet jeres Visakort ud med et MasterCard debit kort.

[kontonummer -206] - basal betalingskonto

Overtræksbeløb: 1.324,29 kr.”

Sparekassen har oplyst, at den i perioden fra den 21. marts 2024 til den 29. maj 2024 gentagne gange konstaterede, at fælleskontoen var i overtræk.

Den 29. maj 2024 var konto -206 igen i overtræk. Sparekassen sendte henholdsvis klageren og M en besked, hvoraf fremgik:

”…

Grundet gentagende overtræk, så har jeg bestilt et Mastercard til dig. Om 2 uger vil dit Visakort blive spærret.

[Kontonummer -206] - basal betalingskonto

Overtræksbeløb: 5.587,93 kr.”

Sparekassen sendte endvidere en SMS til klageren og M om, at den på grund af gentagne overtræk havde bestilt et MasterCard, og at Visa/dankortet ville blive spærret om to uger.

I en SMS til sparekassen svarede klageren:

”Godmorgen

Der er overtræk, da [virksomhed A] igen har trukket 2 beløb, som de ikke skal

Da jeg opdagede det i går kl. 16-00 ringede jeg straks til dem og skælde ud

De vil lave en straksoverførsel inden banken åbner i dag

Jeg er meget ked af det men det er ikke min skyld, så håber ikke du spærre kortet

Jeg sender et vedhæftet billede med telefon nr. du er velkommen til at ringe til dem og spørge om det ikke er rigtigt, hvis du ikke tror på mig

Det er fordi [virksomhed A] der er lavet om til [navn], derfor kan de åbenbart ikke finde ud af det.

Mvh

[klageren]”

Af sparekassens ”Regler for Dankort” gældende fra den 1. maj 2023 fremgik blandt andet:

11.1 Pengeinstituttets ret til at spærre dit kort

Pengeinstituttet er berettiget til at spærre for brug af dit kort:

  • Hvis du overtræder reglerne, herunder hvis kontoen, som kortet er knyttet til, kommer i overtræk

I tilfælde af overtræk vil du blive rykket skriftligt, før kortet bliver spærret. Øjeblikkelig spærring uden forudgående kontakt kan dog være nødvendig, hvis der er tale om særligt grove og/eller gentagne overtræk.

…”

Parternes påstande

Den 31. maj 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal ophæve spærringen af hendes Dankort og genetablere kortet. Hun skal derfor ikke skal betale for et MasterCard Debit.

Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen uberettiget har opsagt hendes Dankort aftale og spærret hendes kort med en frist på 14 dage. Sparekassen har i stedet bestilt et MasterCard Debit

Sparekassen anfører, at hun har lavet 30 overtræk inden for en periode på 30 dage, og at den har oplyst om, at kortet ville blive spærret ved flere overtræk.

Hun fik af en rådgiver i sparekassen oplyst, at hvis hun dækkede overtræk ind om morgenen, ville det ikke være overtræk, da netbanken blev opdateret om natten.

Sparekassen valgte at opsige Dankort aftalen i slutningen af maj 2024, da en virksomhed, A, ved en fejl hævede ”dep” på 1.000 kr., og 5.066 kr. Da hun opdagede det om aftenen, ringede hun til chefen for A, og han oplyste, at det var en fejl, og at pengene ville blive tilbageført næste dag, inden sparekassen åbnede. Hun oplyste sparekassen om dette.

Virksomhed A tilbageførte pengene, men sparekassen mente, at det var grunden til opsigelsen

Det var en situation, som hun ikke selv var herre over, da hun ikke kunne gøre for, at disse beløb fejlagtigt blev hævet. Hun har ikke hævet disse beløb og hun har ikke lavet overtræk. Det var kun på grund af virksomhed A.

Sparekassen Danmark har anført, at sparekassen ikke accepterer, at en kunde uden samtykke bringer sin konto i overtræk.

Fælleskonto -206 har over en kortere periode gentagne gange været i overtræk. Fælleskontoen har ikke været tilknyttet en kredit eller lignende. Samtlige overtræk er sket uden aftale med sparekassen.

Sparekassen har varslet klageren om, at sparekassen ved fortsatte overtræk ikke længere ville tilbyde brug af Dankort. Sparekassen var som følge af de gentagne overtræk berettiget til at opsige klagerens Dankort med 14 dages varsel som sket.

Sparekassen har ikke stillet klageren i udsigt, at overtræk ikke ville medføre spærring af Dankortet. Sparekassen har heller ikke udtalt, at et overtræk skal være sket i sparekassens åbningstid, forinden overtrækket betragtes som et overtræk.

Bestilling af et Dankort hos sparekassen forudsætter, at kunden accepterer sparekassens ”Regler for Dankort.” Det følger af sparekassens Regler for Dankort, at sparekassen er berettiget til at spærre for brug af Dankort, hvis kortholderen ”… overtræder reglerne, herunder hvis kontoen, som kortet er knyttet til, kommer i overtræk.”

Derudover fremgår følgende af Regler for Dankort; ”I tilfælde af overtræk, vil du blive rykket skriftligt, før kortet bliver spærret. Øjeblikkelig spærring uden forudgående kontakt kan dog være nødvendig, hvis der er tale om særligt grove og/eller gentagne overtræk.”

Klageren har anført, at et par af overtrækkene på fælleskontoen skyldtes, at en virksomhed, A, uberettiget foretog nogle hævninger på klagerens konto. Selv om der ses bort fra de overtræk, som klageren henviser til, har klagerens konto været i overtræk gentagne gange over en kortere periode. Samtlige overtræk skete uden aftale med sparekassen. Allerede af den grund var sparekassen berettiget til at spærre klagerens Dankort.

Sparekassen har ikke spærret klagerens Dankort straks, men ladet spærringen vente 14 dage. Derved havde klageren mulighed for at modtage og aktivere det tilsendte Mastercard Debit, inden Dankortet blev spærret. Klageren vil blive opkrævet betaling for Mastercard Debit i henhold til sparekassens prisbog.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark og havde sammen med en medkontohaver, M, en fælles indlånskonto -205. Både klageren og M havde tilknyttet et Dankort til kontoen.

Sparekassen har fremlagt kontoudskrifter for fælleskonto -206 for perioden fra den 29. november 2023 til den 29. maj 2024. Sparekassen har oplyst, at det fremgår heraf, at fælleskontoen i denne periode var i overtræk mere end 30 gange. Overtrækkene har været af varierende størrelse. Et overtræk har været på 5.751,43 kr., mens andre overtræk har været ganske små.

Sparekassen har oplyst, at den gentagne gange meddelte klageren og M, at over-trækkene skulle inddækkes. Efter sparekassens henvendelser blev overtrækkene sædvanligvis inddækket. Kort tid efter et overtræk var inddækket, opstod der imidler-tid et nyt overtræk.

Den 21. marts 2024 kunne sparekassen igen konstatere, at fælleskonto -206 var i overtræk. Den bad derfor klageren og M om at inddække overtrækket og advarede samtidig mod, at sparekassen ved fortsatte overtræk ville blive nødt til at udskifte deres Dankort med et MasterCard Debit.

I perioden fra 21. marts 2024 til 29. maj 2024 var fælleskontoen gentagne gange i overtræk.

Den 29. maj 2024 meddelte sparekassen klageren og M, at den grundet gentagne overtræk havde bestilt et MasterCard Debit til dem begge, og at deres Dankort tilknyttet fælleskonto -206 ville blive spærret efter 14 dage.

Ankenævnet finder, at sparekassen den 29. maj 2024 var berettiget til at opsige klagerens Dankort med et varsel på 14 dage på grund af gentagne overtræk af fælleskonto -206. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at sparekassen den 21. marts 2024 havde rykket klageren skriftligt for inddækning af overtræk og samtidig varslet klageren om, at forsat overtræk ville medføre, at klagerens Dankort ville blive udskiftet til et MasterCard Debit, jf. sparekassens ”Regler for Dankort” punkt 11.1. Det forhold, at klageren har oplyst, at overtrækket den 29. maj 2024 skyldtes, at en virksomhed, A, fejlagtigt havde trukket to beløb på klagerens konto, og at A umiddelbart herefter returnerede beløbene til kontoen, ændrer ikke herpå, idet der flere gange i april og maj 2024 ligeledes var overtræk på fælleskontoen af en ikke ubetydelig størrelse.

Ankenævnet kan således ikke pålægge sparekassen at retablere klagerens Dankort. Da klagerens Dankort er blevet udskiftet med et MasterCard Debit, er klageren forpligtet til at betale herfor i henhold til sparekassens prisbog.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen. 

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.