Kapitalpension, manglende indbetaling.

Sagsnummer:490/1989
Dato:13-03-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kapitalpension, manglende indbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 29. december 1987 oprettede klageren i indklagedes Enghave afdeling en kapitalpensionsaftale for sin ægtefælle, som var ansat i den af ham drevne virksomhed. Det var ved afkrydsning af den skematiske forside på aftalen anført, at klagerens ægtefælle selv ville foretage indbetalingerne på kontoen.

Indbetalingen på kontoen ved udgangen af 1987 blev foretaget af afdelingen.

For 1988 blev der ikke indbetalt noget beløb på kontoen.

I foråret 1989 foregik der herefter en brevveksling mellem indklagede og klagerens bopælskommune om muligheden for at give klageren tilladelse til at indbetale på kapitalpensionskontoen med virkning for skatteåret 1988. Indklagede anførte i sine skrivelser til kommunen, at den manglende indbetaling skyldtes en misforståelse og oplyste i skrivelse af 16. marts 198.9 nærmere, at klageren i løbet af 1988 flere gange havde været i afdelingen og meddelt sin bankrådgiver: "Hvis der er noget, der skal betales så sig til." Hvortil bankrådgiveren havde svaret "Hvis der er noget, der skal betales, så vil det blive betalt." På baggrund af dette hændelsesforløb, som bankrådgiveren og klageren var enige om, var det indklagedes opfattelse, at klageren måtte have tænkt på enhver indbetaling, som han skulle foretage, mens den pågældende bankrådgiver havde haft tanke for de indbetalinger, som det ifølge aftale påhvilede indklagede at foretage.

Ved skrivelse af 25. april 1989 meddelte kommunen endeligt afslag på anmodningen om at lade klageren indbetale et beløb med virkning for 1988.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham og hans ægtefælle, som om indbetaling for 1988 på hans ægtefælles kapitalpensionskonto var foretaget rettidigt. Klageren har ved en telefonisk henvendelse til indklagede opgjort tabet til 16.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om frifindelse imod betaling af et lavere beløb end det af klageren opgjorte.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han ved oprettelsen af kapitalpensionskontoen med sin daværende bankrådgiver indgik en mundtlig aftale om, at indklagede, uanset det på kontrakten anførte, af egen drift ville foretage de nødvendige indbetalinger, og rådgiveren gjorde klageren opmærksom på, at han ville påføre indbetaling til kapitalpensionskontoen på et særligt kort, som han førte vedrørende de betalinger, som indklagede foretog for klageren. Den pågældende medarbejder flyttede i løbet af 1988 til en anden afdeling, og det var dette, der var baggrunden for, at han ved flere lejligheder i 1988 gjorde sin nye bankrådgiver opmærksom på, at alle betalinger skulle foretages. Dette bekræftede den pågældende.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand henvist til det tidligere i skrivelse af 16. marts 1989 overfor klagerens bopælskommune anførte og har tilføjet, at det er korrekt, at indbetaling på kapitalpensionskontoen for 1987 blev foretaget af indklagede uden klagerens medvirken, men at dette var i overensstemmelse med den aftale, som blev indgået ved oprettelse af kapitalpensionskontrakten. Det bestrides derimod, at der ved oprettelsen - i strid med kontraktens udvisende skulle være blevet indgået en aftale om, at indklagede til stadighed ville foretage indbetalinger på kontoen.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede gjort gældende, at klagerens tabsopgørelse hviler på en udregning af ægtefællens merskat som følge af det mistede fradrag og ikke tager hensyn til det forhold, at udbetaling fra en kapitalpensionskonto til sin tid skal afgiftsberigtiges.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til klagerens anbringende om at der ved oprettelsen af kapitalpensionsaftalen blev indgået en mundtlig aftale, hvorefter indklagede - uanset det på kontrakten anførte - af egen drift skulle foretage de årlige indbetalinger, findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke findes at burde finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.