Indsigelser vedrørende betalinger foretaget via Betalingsservice fejlagtig tilmeldt hver måned i stedet for kun en gang.

Sagsnummer:16/2025
Dato:28-05-2025
Ankenævn:Katrine Waagepetersen, Kritte Sand Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin.
Klageemne:Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelser vedrørende betalinger foretaget via Betalingsservice fejlagtig tilmeldt hver måned i stedet for kun en gang.
Indklagede:Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen angår indsigelser vedrørende betalinger foretaget via Betalingsservice fejlagtig tilmeldt hver måned i stedet for kun en gang.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark.

Banken har fremlagt en bestilling af et Nordea Gold oprettet af banken den 26. juli 2026 og underskrevet af klageren den 5. august. Banken har oplyst, at dette kort var et MasterCard.

Banken har oplyst, at klageren i juni 2020 modtog et girokort fra MasterCard, og at han den 4. juni 2020 i sin netbank indtastede girokortet vedrørende sit forbrug på sit Nordea Gold til betaling. Klageren fik ved en fejl tilmeldt beløbet på 1.828,37 kr. til betaling hver måned i stedet for, at beløbet kun skulle betales en gang.

Den 1. november 2024 henvendte klageren sig til sin rådgiver i banken, da han var uforstående over for, hvorfor han havde betalt 1.828,37 kr. hver måned siden juli 2020.

Banken har oplyst, at den undersøgte, hvordan det forholdt sig med de månedlige betalinger. Det fremgik af klagerens BS-oversigter, at det månedlige beløb fra den 1. juli 2020 til maj 2023 først var blevet trukket på klagerens konto tilknyttet Nordea Gold og herefter med det samme var blevet indsat igen.

Fra maj 2023 til oktober 2024 var beløbet ikke automatisk blevet returneret til klageren. Banken har fremlagt en rapport fra MasterCard, hvoraf de månedlige betalinger fra klageren fra maj 2023 til oktober 2024, dvs. i alt 18 betalinger, fremgår. Banken har oplyst, at det ikke er klart, hvorfor beløbet i denne periode ikke automatisk er blevet indsat på klagerens konto igen, sådan som det tilsvarende foregik i perioden 1. juli 2020 til maj 2023.

Banken har oplyst, at den derfor returnerede beløbet for de 18 måneder, som ikke var tilbageført automatisk til klageren. Beløbet udgjorde i alt 32.910,66 kr. Beløbet blev returneret til klageren med et beløb på 31.082,29 kr. den 19. december 2024 og med 1.828,37 kr. den 1. januar 2025.

Parternes påstande

Den 7. januar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Nordea Danmark skal dokumentere, at han ikke har penge til gode i forbindelse med fejlagtig tilmelding af en betaling til Betalingsservice.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han i efteråret 2024 opdagede, at der var blevet trukket et månedligt beløb på 1.828,37 kr. i årevis, uden at han kunne se, hvad det var. Der stod bare MasterCard konto. Han har ikke et MasterCard. Han kunne se, at udgiften var registreret i april 2020.

Han skrev og bad om hjælp, først til den klageansvarlige i filialen og derefter til bankens hovedkontor. Han fik at vide, at udgiften var modregnet. Det kan han imidlertid ikke se nogen steder, selv om det skulle fremgå af BetalingsService. Han kunne kun se tilbage til december 2022.

Han forstår det ikke, og han har ikke fået svar på sin klage fra bankens hovedkontor.

Han ønsker oplysning om, hvad det oprindelige køb var, og hvad der var sket før 2023.

Lille juleaften fik han en opringning fra banken, der oplyste, at nu var alt i orden. Han konstaterede, at der var blevet indsat ca. 30.000 kr. på hans konto, men der var ingen forklaring, intet regnskab og ingen undskyldning. Efterfølgende har han forgæves forsøgt at få udleveret et regnskab fra banken.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har lidt et økonomisk tab, og at der dermed ikke er tale om en konkret formueretlig tvist.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren har bestilt et Nordea Gold MasterCard.

Klageren har ved betaling af et girokort vedrørende forbrug på sit Nordea Gold MasterCard ved en fejl foranlediget beløbet sat til månedlig betaling med uendeligt udløb.

Beløbet er tilbageført fuldt ud til klageren, først ved at beløbet løbende straks blev indsat på klagerens konto og i de sidste 18 måneder ved, at banken har tilbageført det samlede beløb for de 18 måneder.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Danmark.

Banken har oplyst, at klageren i juni 2020 modtog et girokort fra MasterCard, og at han den 4. juni 2020 i sin netbank indtastede girokortet vedrørende sit forbrug på sit Nordea Gold til betaling. Klageren fik ved en fejl tilmeldt beløbet på 1.828,37 kr. til betaling hver måned i stedet for, at beløbet kun skulle betales en gang.

Den 1. november 2024 henvendte klageren sig til sin rådgiver i banken, da han var uforstående over for, hvorfor han havde betalt 1.828,37 kr. hver måned siden juli 2020.

Banken har oplyst, at den undersøgte, hvordan det forholdt sig med de månedlige betalinger. Det fremgik af klagerens BS-oversigter, at det månedlige beløb fra den 1. juli 2020 til maj 2023 først var blevet trukket på klagerens konto tilknyttet Nordea Gold og herefter med det samme var blevet indsat igen. Fra maj 2023 og til oktober 2024 var beløbet ikke automatisk blevet returneret til klageren.

Banken har endvidere oplyst, at den derfor returnerede beløbet for de 18 måneder, som ikke var tilbageført automatisk, til klageren. Beløbet udgjorde i alt 32.910,66 kr. Beløbet blev returneret til klageren med et beløb på 31.082,29 kr. den 19. december 2024 og med 1.828,37 kr. den 1. januar 2025.

Ud fra bankens oplysninger og de fremlagte bilag lægger Ankenævnet til grund, at klagerens fejlagtige tilmelding af 1.828,37 kr. til betaling hver måned fremfor kun en enkelt gang, er blevet rettet, og at klageren har fået tilbageført de beløb, som han har betalt for meget. Ankenævnet finder på dette grundlag, at banken har godtgjort, at klageren ikke har yderligere beløb til gode hos banken, og Ankenævnet kan ikke pålægge banken at fremlægge yderligere dokumentation i sagen.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.