Dankort, misbrug. Bevis vedrørende tidspunkt for meddelelse om bortkomst.

Sagsnummer:387/1990
Dato:12-02-1991
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, misbrug. Bevis vedrørende tidspunkt for meddelelse om bortkomst.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 14. juni 1990 blev der forøvet et tyveri fra klagerens personbil, der holdt parkeret i Herholdtsgade, København. I følge anmeldelse til Politiet var gerningstidspunktet kl. 11.05, og klageren anmeldte forholdet til politiet samme dag kl. 13.40. Ved tyveriet forsvandt klagerens taske indeholdende bl.a. dankort.

Klageren har oplyst, at den til dankortet hørende PIN-kode var noteret i en i tasken opbevaret telefonliste, kamufleret som et telefonnummer.

Klageren kontaktede indklagedes kontoførende afdeling samme dag. Klageren har oplyst, at henvendelsen til afdelingen skete kl. 11.14, medens indklagede har oplyst, at kortet først blev spærret kl. 12.45 straks efter klagerens telefoniske henvendelse.

Gerningsmanden misbrugte dankortet i forbindelse med hævning med 2.000 kr. fra en kontantautomat den 14. juni 1990 kl. 12.40, ligesom der er hævet 2.000 kr. ved hjælp af kortet samme dag kl. 13.00 i Den Danske Banks pengeautomat opstillet på Hovedbanegården, København. Forinden første misbrug af kortet er registreret et forkert PIN-kode forsøg.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre det hævede beløb på 4.000 kr.

Indklagede har under klagesagens behandling tilbageført 2.000 kr. til klagerens konto vedrørende den sidste af de to hævninger, og har herefter nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at en af hendes kolleger kan bevidne tidspunktet for hendes henvendelse til afdelingen vedrørende spærringen af kortet. Vedrørende tilbageførslen af 2.000 kr. til kontoen har klageren stillet sig undrende over for, at dette først er sket i forbindelse med klagesagen, idet indklagede på et tidligere tidspunkt har haft de fornødne oplysninger for at kunne foretage tilbageførslen. Klageren bestrider at have udvist grov uagtsomhed i forbindelse med opbevaring af kortet og den tilhørende PIN-kode.

Indklagede har anført, at den til kortet tilhørende PIN-kode blev opbevaret sammen med kortet. Det må anses for grov uagtsomhed at efterlade kortet i en parkeret bil, og en sådan samlet opbevaring af kort og kode må bevirke, at der stilles skærpede krav til opbevaringsmåden, idet risikoen for misbrug ved denne opbevaringsform er forøget betydeligt. Den foretagne kamuflering af koden har ikke været tilstrækkelig, idet gerningsmanden efter blot ét forgæves PIN-kodeforsøg har været i stand til at foretage hævninger. Indklagede fastholder, at anmeldelsen af kortets bortkomst først er sket den pågældende dag kl. 12.45. Til støtte for indklagedes afvisningspåstand gøres det gældende, at en stillingstagen til klagen vil forudsætte en parts- og vidneafhøring om anmeldelsestidspunktet, og en sådan afhøring kan ikke ske for Ankenævnet. Vedrørende tilbageførslen af 2.000 kr. har indklagede oplyst, at man først under klagesagens behandling er blevet opmærksom på de nærmere forhold omkring misbruget af dankortet.

Ankenævnets bemærkninger:

Medlemmerne Peter Blok, Hans Rex Christensen og Erik Sevaldsen udtaler:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun i den stjålne taske tillige opbevarede en telefonbog, hvori koden var noteret. Uanset at koden var søgt kamufleret som et telefonnummer, findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed, og disse medlemmer finder derfor, at klageren selv må bære tabet ved misbruget den 14. juni 1990 kl. 12.40, med mindre klagerens meddelelse til indklagedes afdeling om kortets bortkomst er sket forinden, jf. herved lovens § 21, stk. 5.

Klageren har gjort gældende, at hun den 14. juni 1990 kl. 11.14 meddelte indklagedes afdeling, at hendes dankort var bortkommet, medens indklagede har gjort gældende, at denne meddelelse først blev givet umiddelbart før kl. 12.45 den pågældende dag. En stillingtagen til dette tvistepunkt vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Disse medlemmer finder derfor, at sagen bør afvises i medfør § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Medlemmerne Niels Busk og Kirsten Nielsen udtaler:

Den ovenfor citerede bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1 findes efter ordlyden at måtte forstås således, at den alene omfatter uagtsomhed udvist i forbindelse med selve bortkomsten af dankortet. Da det efter det foreliggende ikke kan lægges til grund, at klageren i denne henseende har udvist grov uagtsomhed, stemmer disse medlemmer allerede af denne grund for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet finder anledning til at bemærke, at indklagede på et tidligere tidspunkt end sket burde have tilbageført de sidst hævede 2.000 kr., idet kortets spærringstidspunkt - som erkendt af indklagede - var kl. 12.45, medens nævnte hævning blev foretaget kl. 13.00.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.