Krav om erstatning begrundet i manglende oplysninger om tab på engagement, hvortil tredjemand havde fuldmagt.

Sagsnummer:462/2008
Dato:06-04-2009
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Ole Simonsen
Klageemne:Terminsforretninger - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Krav om erstatning begrundet i manglende oplysninger om tab på engagement, hvortil tredjemand havde fuldmagt.
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i, at Saxo Bank afslog at give ham oplysninger om sit engagement, hvortil tredjemand havde fuldmagt.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er udlænding med bopæl i England, blev i august 2007 kunde i Saxo Bank, der er en internetbaseret investeringsbank.

Kundeforholdet blev formidlet af et udenlandsk selskab, A, som banken samarbejdede med. Klageren underskrev en fuldmagt, hvorefter A blev bemyndiget til bl.a. at investere på klagerens vegne.

Den 10. august 2007 oprettede Saxo Bank en konto (konto nr. -123) med klageren som kontohaver. Ved e-mail af samme dato sendte banken bruger-id og password til klageren med nærmere information om, hvordan han kunne få adgang til kontoen. E-mailen blev sendt til den e-mail-adresse, som klageren havde anført i aftalen med banken.

I løbet af efteråret 2007 indsatte klageren i alt ca. 100.000 GBP på kontoen, hvorefter der blev gennemført en række valutaterminsforretninger.

I midten af februar 2008 var kontoens saldo på 102.759,40 GBP. I de følgende måneder var saldoen faldende. I april-maj 2008 var saldoen i størrelsesorden 15.000-35.000 GBP.

Den 12. maj 2008 underskrev klageren en anmodning om overførsel af sin konto i banken til en nærmere angivet konto hos A, der nu var blevet bankens såkaldt White Label Partner, hvilket indebar, at A til sine egne kunder kunne tilbyde investeringer via bankens handelsplatform.

Den 14. maj 2008 blev den aktuelle saldo på konto -123, som udgjorde 34.169,31 GBP, overført til A.

Den 30. maj 2008 blev der indsat renter på 17,74 GBP på konto -123.

Ved e-mail af 4. juli 2008 til Saxo Bank rejste klageren krav om erstatning for sit tab på engagementet. Det fremgår, at klageren havde indgået en aftale med et udenlandsk firma, B, vedrørende sine investeringer. Ifølge aftalen skulle han kontaktes ved et tab på 5 %. Denne aftale var ikke blevet overholdt. Klageren anførte bl.a., at banken uberettiget havde afskåret ham fra at få adgang til saldoen på hans konto, idet banken ved hans gentagne anmodninger herom havde henvist ham til at henvende sig til A/B. Han havde derfor været uvidende om den negative udvikling i engagementet, der begyndte i februar 2008. Så vidt han var informeret, var det desuden almindelig praksis at stoppe investeringerne og informere kunden ved et tab på 20 %. Han ville ikke have anmodet om overførslen til A, hvis han havde haft kendskab til tabet, eller at overførslen skete til en konto, hvorpå han ikke var kontohaver. Banken burde derfor i hvert fald tilbageføre det overførte beløb. Klageren tilbagekaldte fuldmagterne til A/B og anmodede om ændring af brugernavn og password.

Banken afviste at have pådraget sig noget erstatningsansvar over for klageren. Banken fremhævede bl.a., at klageren som kunde i banken altid var berettiget til at få oplysninger om sin konto, og at banken var uden ansvar for dispositioner foretaget af klagerens befuldmægtigede. Banken var uden kendskab til den af klageren omtalte aftale med B om en tabsgrænse på 5 %. Efter overførslen den 14. maj 2008 var klageren investeringskunde hos A.

Der blev i en efterfølgende korrespondance ikke opnået enighed mellem parterne.

Parternes påstande.

Den 13. november 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal erstatte hans tab helt eller delvis.

Saxo Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken har pådraget sig et ansvar i forbindelse med tabet på hans engagement.

Han anmodede gentagne gange banken om oplysninger om kontoen, hvilket blev afslået, idet banken henviste ham til A/B. Han blev herved afskåret fra at kontrollere de oplysninger, som han modtog fra B, med hvem han havde en aftale om et tabsmaksi­mum på 5 %. Ifølge aftalen skulle han straks informeres, hvis der opstod et tab i denne størrelsesorden, og handlerne skulle stoppe. Denne garanti viste sig at være værdiløs.

Fra februar til maj 2008 modtog han fra A/B positive meldinger om udviklingen i investeringerne, selvom der var tale om store tab.

Hvis banken ikke uberettiget havde afskåret ham fra at få oplysningerne, kunne han have reageret i februar 2008, hvor tabene begyndte at opstå.

Hvis han havde været klar over tabet på engagementet, ville han ikke have accepteret overførslen til A i maj 2008. Banken bør derfor i hvert fald tilbageføre det overførte beløb på 34.169,31 GBP. Banken er kontoførende for A, og beløbet beror således i banken.

I juni 2008 blev han klar over, at hans tab udgjorde mindst 80 %. Han kontaktede banken på ny for at få oplysninger om sit engagement, hvilket den pågældende medarbejder i første omgang afslog, men efterfølgende imødekom efter at have talt med sin chef.

A har afvist, at han er kunde, og har med den begrundelse afslået at udbetale den del af det investerede beløb, der fortsat er i behold. Samtidig har Saxo Bank afvist ham med henvisning til, at han ikke er kunde i banken men hos A. Banken dækker på den måde over sin White Label Partner, A, som på bedragerisk måde forsøger at tilegne sig sine kunders penge. Banken har tilmed støttet A under en fogedsag i London, hvor en gruppe investeringskunder forsøgte at få gennemført en arrest i relation til A og B.

Banken må have en pligt til at sikre sig, at dens samarbejdspartner optræder hæderligt, ligesom banken må påtage sig et ansvar herfor.

Saxo Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke er egnet til behandling i Ankenævnet, idet en afgørelse ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer ved en domstol.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ved åbningen af kontoen fik adgang til fuld information om kontoforholdet via Internettet. Som internetbaseret pengeinstitut sender banken ikke kontoudskrifter til sine kunder.

Det bestrides, at banken på noget tidspunkt har nægtet klageren information om sin konto. Under en telefonsamtale i juni 2008 opstod der imidlertid tvivl hos den medarbejder, som klageren talte med. Dette skyldtes formentlig, at klagerens spurgte til det beløb, der var blevet overført til en konto i A's regi. Banken kunne således kun oplyse om klagerens konto (-123) i banken.

Banken har intet kendskab til den af klageren anførte aftale med B, som ikke er en af bankens forretningsforbindelser.

Banken er uden ansvar for eventuelle bedrageriske forhold fra A's eller B's side, og klageren må i givet fald henvises til at indgive politianmeldelse mod de pågældende.

Banken blev involveret i den af klageren omtalte fogedsag i London, idet en gruppe investorer under en arrestsag mod B forsøgte at inddrage et indestående, som banken havde i Deutsche Bank i London. Investorerne erklærede sig enige i, at de for deres krav mod B ikke kunne søge sig fyldestgjort i bankens midler.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.