Sagsnummer: | 514/2024 |
Dato: | 01-05-2025 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Duerlund, Tina Thygesen og Jørgen Lanng. |
Klageemne: | Netbank - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner |
Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af kortbetalinger og kontooverførsler til kryptovalutabørs til brug for investering via andet firma. Indsigelse om svindel. |
Indklagede: | Lunar Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af kortbetalinger og kontooverførsler til kryptovalutabørs til brug for investering via andet firma. Indsigelse om svindel.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han havde en konto -332 med et tilknyttet betalingskort -585 og mobiladgang via Lunar-app.
Klageren drev endvidere en enkeltmandsvirksomhed, der havde en erhvervskonto -510 med et tilknyttet betalingskort -271 i banken.
Af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser businesskunder” gældende fra den 18. september 2023 fremgår blandt andet:
”…
11. Oplysning om og kontrol af betalingstransaktioner
…
Betalingslovens kapitel 5 og § 80, § 82, stk. 3, og §§ 97, 98, 100-102, 104, 111,112, 117-119 og 125 finder ikke anvendelse med mindre andet fremgår af disse vilkår.
…”
I en besked af 6. marts 2024 kl. 03:54 PM til klageren skrev banken:
”Vi skriver til dig, da du har 3 ventende overførsel fra udlandet på 2.550,01, 2.219,00 og 228,79 EUR.
Du bedes uddybe I hvilken anledning du modtager disse? Jeg skal i den forbindelse ligeledes bede dig indsende dokumentation for midlerne der modtages. Såfremt midlerne stammer fra en eventuel investerings-, privat-, casino-, eller kryptokonto, skal jeg bede om et komplet kontoudskrift samt evt. handelshistorik fra afsenderkontoen
Du vil finde en anmodning i app’en, hvor du kan uploade dokumentationen. For en hurtigere sagsbehandling, må du gerne vende tilbage i tråden her, så snart ovenstående er uploadet. Er dokumentationen/svar ikke modtaget indenfor 3 bankdage, vil overførslen blive returneret.
Giv os endelig besked når det er gjort, så vi kan fortsætte behandlingen af overførslen.”
I en besked af 6. marts 2024 kl. 05:46 PM skrev klageren:
”Hej, ja disse indbetalinger er blot tilbagesendelse fra min konto på [kryptovalutabørs A].
Jeg fik ikke brugt pengene til at investere i krypto, så jeg sendte dem blot tilbage fra min fiat wallet igen
Jeg uploader et kontoudskrift fra min konto på [kryptovalutabørs A], men jeg kan kun få lov til at downloade CSV-fil fra appen. Det tænker jeg er okay ?”
I en besked af 7. marts 2024 til banken skrev klageren:
”Jeg ringede ind til jeres kundeservice her til morgen og snakkede med [medarbejder]. Jeg forklarede hende min situation, og hun lovede at formidle det videre til international payments, men sagde at jeg også selv skulle skrive det til jer, så det gør jeg her:
Tilbage i August 2023 kom jeg i kontakt med en kvinde, som jeg begyndte at skrive privat med. Hun overbeviste mig om at hun var day trader med krypto og fik mig over tid overtalt mig til at downloade 2 apps, [kryptovalutabørs A] som er en verdenskendt krypto app og [investeringsfirma B], som er en scam app, har jeg fundet ud af her i søndags.
Siden september har hun løbende fået mig overtalt til først at overføre penge til [kryptovalutabørs A] og derefter til [investeringsfirma B], hvor vi skulle ”trade”.
I starten tjekkede jeg om jeg kunne trække penge ud og det kunne jeg, hvorfor jeg blev tryg med appen.
Dog begyndte de her for nylig at bede mig om at betale bøder for at ‘bryde deres politik’.
En bøde på 5000 USDT (samme som $5000)
Jeg skulle til at betale denne bøde i mandags, da I godkendte min overførsel til [kryptovalutabørs A] på 2220 EUR, hvis det ikke havde været fordi min ven sendte mig en artikel, der berettede om en anden person, der har oplevet det fuldstændig samme som jeg, hvorefter jeg lavede en masse research og fandt frem til, at det var en scam.
Jeg tog derfor fat i et privat firma her i mandags, der arbejder med disse sager i håb om at de kan få nogle af mine penge igen, hvorfor jeg overførte mine penge tilbage til Lunar igen fra [kryptovalutabørs A] (altså de indbetalinger som jeg nu har ventende, som I beder om dokumentation for)
Jeg skal bruge pengene til at betale dette firma for deres hjælp.
Det eneste format jeg kan direkte eksportere min kontoudtog fra [kryptovalutabørs A] er i form af en CSV-fil. De tilbyder ikke at jeg kan downloade i pdf, hvorfor jeg ringede til kundeservice.
[Medarbejder] sagde, at I i nødstilfælde tager imod CSV-filen hvis jeg konverterer den til en pdf.
Er det okay?”
Banken har oplyst, at den efter, at den modtog en udskrift fra klagerens konto hos kryptovalutabørs A, og efter at den havde noteret, at de pågældende ind og udbetalinger fra klagerens Lunar konto-332 til kryptovalutabørs A stemte overens med det indsendte kontoudskrift, frigav indbetalingerne til klageren.
Ved et Demand Letter af 9. april 2024 rejste klageren over for banken krav om tilbageførsel af i alt 320.106,21 DKK og vedlagde udskrifter fra sine konti, hvor han havde overstreget nogle transaktioner. Banken henviste klageren til at gøre indsigelse og opgøre sit tab.
Ved en tro- og loveerklæring af 24. maj 2024 gjorde klageren indsigelse mod følgende kortbetalinger foretaget fra privatkonto -332 med kort -585 med den indsigelsesårsag, at han havde foretaget et køb, men at varen/servicen ikke var leveret:
Købsdato |
Forretning |
Beløb i DKK |
22-10-2023 |
Kryptovalutabørs A |
9.822,90 |
01-11-2023 |
Kryptovalutabørs A |
8.960,13 |
04-11-2023 |
Kryptovalutabørs A |
15.500,00 |
21-11-2023 |
Kryptovalutabørs A |
9.990,03 |
Klageren anførte, at han ikke havde fået beløbet tilbage efter, at købet blev annulleret, og anførte følgende om hændelsesforløbet:
”Jeg er ikke sikker på dette er det rigtige filter at vælge. Det der skete er, at jeg ønskede at tjene nogle penge på at investere. Jeg hørte om en platform der hedder [B], så jeg oprettede en bruger og kom i kontakt med god "kundeservice"
Dette er en krypto platform, og for at få krypto coins ind på platformen, må man overføre dem fra et andet sted, hvor man har købt disse krypto coins. Så jeg oprettede en konto hos [kryptovalutabørs A], hvor man kan købe sådanne. Herfra godkendte min bank Lunar store beløber varierende fra 5000kr - 40.000 kr i perioden 26/09/23 - 05/02/24.
Nogle overførsler og køb var i form af kortbetalinger, som fx denne og andre var større beløber i form af bankoverførsler, som jeg ikke kan få lov at vælge her hos Nets. Jeg købte krypto coins hos [kryptovalutabørs A] og sendte dem til exchange platformen [B], som viste mig store "gevinster" når jeg lavede handler, men som til sidst viste sig at være scam, og jeg kunne ikke hæve mine penge igen.
…”
Ved en tro- og loveerklæring af 24. maj 2024 gjorde klageren ligeledes indsigelse mod følgende kortbetalinger foretaget fra erhvervskonto -510 med kort -271 med den indsigelsesårsag, at han havde foretaget et køb, men at varen/servicen ikke var leveret:
Købsdato |
Forretning |
Beløb i DKK |
26-09-2023 |
Kryptovalutabørs A |
8.000 |
30-09-2023 |
Kryptovalutabørs A |
9.000 |
Klageren anførte ligeledes, at han ikke havde fået beløbet tilbage efter, at købet blev annulleret, og anførte det samme hændelsesforløb som i indsigelsesblanketten vedrørende indsigelse mod transaktionerne på privatkontoen.
Den 27. maj 2024 afviste banken både klagerens indsigelse vedrørende transaktionerne på kort -585 og på kort -271 på grund af, at transaktionerne var sket med klagerens medvirken og samtykke.
Den 10. oktober 2024 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
I klagen til Ankenævnet vedlagde klageren en kontoudskrift for privatkonto -332, hvor han udover de kortransaktioner, som han over for banken havde gjort indsigelse mod, havde markeret, at han gjorde indsigelse mod følgende udenlandske overførsler foretaget gennem hans Lunar mobilbank:
Dato |
Titel |
Beløb i EUR |
Beløb i DKK |
24-10-2024 |
Klagerens navn |
+500 |
+3.713,90 |
27-10-2023 |
Klagerens navn |
1.334 |
10.006,00 |
31-10-2023 |
Klagerens navn |
9.315 |
69.878,31 |
01-11-2023 |
Klagerens navn |
533 |
3.998,22 |
27-12-2023 |
Klagerens navn |
4.384 |
32.843,87 |
29-12-2023 |
Klagerens navn |
6.338 |
47.472,30 |
15-01-2024 |
Klagerens navn |
1.757 |
13.169,71 |
17-01-2024 |
Klagerens navn |
3.468 |
25.994,62 |
22-01-2024 |
Klagerens navn |
4.313 |
32.326,87 |
05-02-2024 |
Klagerens navn |
2.593 |
19.429,35 |
Banken har oplyst, at de omtvistede betalingstransaktioner fra såvel klagerens privatkonto -332 som klagerens erhvervskonto -510 er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl jf. betalingslovens § 98, stk. 1.
Alle korttransaktionerne fra klagerens privatkonto er godkendt med 3D Secure. Kontooverførslerne er godkendt fra klagerens Lunar app med kode.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Lunar Bank A/S skal tilbageføre 320.106,21 DKK.
Lunar Bank A/S har nedlagt påstand om frifindelse for så vidt angår transaktionerne foretaget på privatkonto -332 og afvisning for så vidt angår transaktionerne foretaget på erhvervskonto -510.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han har været udsat for online investeringssvindel.
Hans investering hos investeringsfirma B startede i september 2023. Han kom i kontakt med en kvinde, som overbeviste ham om, at hun var day trader med krypto. Hun fik ham overtalt til at downloade to apps, kryptovalutabørs A, som er en verdensberømt krypto app og investeringsfirma B, som han senere fandt ud af var en scam app. Hun fik ham overtalt til at først at overføre penge til kryptovalutabørs A og derefter til investeringsfirma B, hvorefter de skulle ”trade”.
Han overførte penge som kontooverførsler og korttransaktioner gennem en mellemmand, kryptovalutabørs A, for et samlet beløb på 320.106,21 DKK ved at anvende bankens services.
Transaktionerne blev autoriseret under falske forudsætninger. Han blev udsat for løgn og svindel. Han blev udsat for ”socialengineering” i forbindelse med svindlen og blev manipuleret til at sende pengene til et bedragerisk investeringsfirma B.
Han er en sårbar kunde i banken. Banken har forsømt at opfylde sine forpligtelser til at beskytte ham og hans midler, herunder gennem bankens systemer, selvom banken havde mulighed for og anledning til at gøre dette.
Banken har ikke opfyldt sine forpligtelser i henhold til love og anden regulering, herunder betalingstjenestedirektiverne, der har til formål at øge sikkerheden for digitale betalinger og forbrugerbeskyttelsen og i videst muligt omfang reducere risikoen for svindel.
Banken har forsømt at træffe rimelige foranstaltninger, herunder i sit system, til at hindre eller begrænse risikoen for svindel. Banken har alene varetaget sine egne interesser.
Banken har ikke løftet sin bevisbyrde for, at den har opfyldt sine forpligtelser.
Banken vidste eller burde vide, at han var udsat for bedrageri.
Banken forsømte at meddele ham, at han var udsat for bedrageri.
Bankens klagehåndering var ineffektiv.
Lunar Bank A/S har til støtte for afvisningspåstanden for så vidt angår transaktionerne foretaget på erhvervskonto -510 anført, at de to korttransaktioner fra klagerens erhvervskonto ikke bør behandles i Ankenævnet. Der er tale om et kundeforhold med en erhvervsdrivende virksomhed med eget CVR-nummer, og kundeforholdet adskiller sig væsentligt fra klagerens private kundeforhold.
Derudover adskiller klagen for Ankenævnet vedrørende erhvervskontoen sig væsentligt fra klagen vedrørende klagerens privatkonto, da kundeforholdet er underlagt andre betingelser. Af de for kundeforholdet gældende forretningsbetingelser for businesskunder fremgår: “Betalingslovens kapitel 5 og § 80, § 82, stk. 3, og §§ 97, 98, 100-102, 104, 111, 112, 117-119 og 125 ikke finder anvendelse med mindre andet fremgår af disse vilkår.”
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden for så vidt angår transaktionerne foretaget på privatkonto -332 anført, at det er ubestridt, at alle transaktionerne skete med klagerens viden og samtykke. Dette følger af klagerens egne forklaringer samt sagens faktiske omstændigheder. Betalingslovens § 100 om uautoriserede betalinger finder derfor ikke anvendelse.
Betalingslovens §112 finder ikke anvendelse på kontooverførslerne til kryptovalutabørs A, da klageren foretog overførslerne gennem sin mobilbank.
Tjenesteydelsen, som klageren købte hos kryptovalutabørs A, blev leveret, jf. jf. betalingslovens § 112, stk. 1, idet der blev købt ”krypto coins”, som kryptovalutabørs A leverede til den af klageren angivne konto/wallet. På baggrund heraf finder betalingsloven § 112, stk. 1, nr. 2 om manglende levering ikke anvendelse på kortbetalingerne.
Der foreligger intet andet grundlag, hvorefter banken er forpligtet til at godtgøre eller tilbagelevere det påståede beløb til klageren.
Det bestrides endvidere, at klageren har lidt et tab på 320.106,21 DKK. Summen af de beløb, som klageren har markeret på kontoudtoget i sin klage til Ankenævnet udgør 312.678,41 DKK (når den markerede indbetaling på 3.713,90 DKK fra klagerens konto hos kryptovalutabørs A fratrækkes). Herudover fremgår det af kontoudtoget fra klagerens konto -332 i Lunar Bank samt kontoudtoget fra klagerens konto hos kryptovalutabørs A, at klageren har modtaget en række udbetalinger fra sin konto hos kryptovalutabørs A, som der ikke er taget højde for i tabsopgørelsen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han havde en konto -332 med et tilknyttet betalingskort -585 og mobiladgang via Lunar-app.
Klageren drev endvidere en enkeltmandsvirksomhed, der havde en erhvervskonto -510 med et tilknyttet betalingskort -271 i banken.
Klageren ønskede at investere hos et online investeringsfirma, B. Fra den 28. september 2023 til den 5. februar 2024 foretog klageren fire korttransaktioner fra sin privatkonto -332 og to korttransaktioner fra sin virksomheds erhvervskonto -510 i banken til en kryptovalutabørs, A. Herudover foretog klageren en række udenlandske overførsler gennem sin Lunar mobilbank. Klageren har oplyst, at han først overførte penge til kryptovalutabørs A og derefter til investeringsfirmaet B med henblik på at ”trade”.
Klageren gjorde indsigelse mod transaktionerne, som banken afviste på grund af, at transaktionerne var sket med klagerens medvirken og samtykke.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at transaktionerne fra klagerens privatkonto -332 skete med hans medvirken og samtykke. Betalingslovens § 100 om uautoriserede betalinger finder derfor ikke anvendelse for disse transaktioner.
Betalingslovens § 112 vedrører betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument. Ankenævnet finder ikke, at bestemmelsen finder anvendelse på de i sagen omhandlede transaktioner, der blev gennemført som kontooverførsler i klagerens mobilbank.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at kryptovalutabørs A leverede den aftalte kryptovaluta til den af klageren angivne konto/wallet. Ankenævnet finder på den baggrund heller ikke, at Lunar Bank i medfør af betalingslovens § 112 om manglende levering er forpligtet til at opfylde klagerens krav om tilbageførsel af korttranstransaktionerne.
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at Lunar Bank på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren beløbene.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen for så vidt angår transaktionerne foretaget på privatkonto -332.
Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, behandler Ankenævnet klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Vedrørende kortransaktionerne fra virksomhedens erhvervskonto -510 finder Ankenævnet, at disse transaktioner angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, der adskiller sig væsentligt fra en klage over et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i den del af klagen, der vedrører transaktionerne fra klagerens privatkonto -332.
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører transaktionerne fra virksomhedens erhvervskonto -510.