Indsigelse mod betalingstransaktioner på kort, som klageren bestrider at have bestilt

Sagsnummer:90/2017
Dato:01-02-2018
Ankenævn:Vibeke Rønne, Michael Reved, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Indsigelse mod betalingstransaktioner på kort, som klageren bestrider at have bestilt
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod betalingstransaktioner på kort, som klageren bestrider at have bestilt

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor hun havde et Visa/Dankort (herefter Kort 1). 

Den 18. marts 2015 blev der ved opringning til banken bestilt et yderligere Visa/Dankort (herefter Kort 2) tilknyttet klagerens konto i banken. Klageren har anført, at hun ikke havde bestilt kortet. Banken har oplyst, at banken har en generel procedure til at sikre sig, at det er den pågældende kunde, der kommunikeres med ved henvendelse til telefonbanken, og at banken som led i proceduren stiller et antal sikkerhedsspørgsmål, som kun den pågældende kunde bør kende.

Kort 2 blev sendt til klagerens adresse. Kort 1 og Kort 2 havde samme kode. Klageren har anført, at hun ikke har set Kort 2.

Klageren har oplyst, at hun var på rejse til Tyrkiet fra den 28. marts 2015 til den 5. april 2015, hvor hun medbragte Kort 1. Klageren har fremlagt en flybillet til Tyrkiet udstedt til hende med af- og hjemrejse de pågældende datoer.

Banken har fremlagt et eksempel på et brev, der blev anvendt ved fremsendelse af Kort 2. Af brevet fremgår, at det tilsendte kort enten kan aktiveres via log ind på netbank eller ved et telefonopkald til banken med indtastning af kortnummer samt et i brevet beskrevet aktiveringsnummer, bl.a. bestående af de sidste fire cifre i kundens cpr. nummer. Endvidere fremgår, at koden er den samme som på kundens gamle kort. Kort 2 blev aktiveret den 29. marts 2015 kl. 17.10 via telefonopkald (voice response). Klageren har anført, at aktiveringen af kortet ikke blev foretaget af hende.

Samme dag i tidsrummet fra kl. 17.31.14 til kl. 23.10.27 blev der foretaget 25 transaktioner med Kort 2 på i alt ca. 135.000 kr., som klageren ikke kan vedkende sig, heraf 24 transaktioner i danske butikker og én hævning i en hæveautomat i Danmark. Banken har oplyst, at transaktionerne blev foretaget ved brug af chip og indtastning af korrekt pinkode. Af en transaktionsoversigt fra banken fremgik endvidere, at to transaktioner samme dag kl. 23.20.02 og kl. 23.20.24 på henholdsvis 4.020,50 kr. og 2.020,50 kr. blev afvist.

Den 16. april 2015 indgav klageren en indsigelsesblanket til banken vedrørende de 25 transaktioner på i alt ca. 135.000 kr. Klageren oplyste bl.a., at hun havde forsøgt at bruge sit kort i Tyrkiet den 29. marts 2015, men at det blev afvist to gange. Hun kontaktede derefter banken telefonisk. Banken oplyste, at kortet var blevet spærret på grund af store transaktioner. Klageren anførte endvidere bl.a.:

”… [medarbejder i banken] nævnte nogle høje beløb og nogle forskellige danske butikker hvor hun sagde mit kort blev brugt og om jeg kendte noget til det. Sagde til hende jeg slet ikke aner hvor de tal kom fra, da jeg ellers var på rejse på det tidspunkt vi talte sammen og havde kortet i min lomme i Istanbul. … Medarbejderen bad mig tjekke min konto og kontakte min afdeling, når jeg kom tilbage fra rejsen … Jeg ringede den 10/04/2015 til politiet… [medarbejder hos politiet] sagde det var banken der skulle melde det…”

Den 3. juni 2015 anmeldte banken sagen til politiet. Af anmeldelsen fremgik, at banken havde foretaget charge back for i alt 58.508,40 kr. for ni transaktioner hos seks butikker som et tab for butikkerne, at to butikker havde indgivet separate politianmeldelser, og at én butik havde sendt overvågningsbilleder til politiet. Banken har oplyst, at bankens charge back over for butikkerne blev foretaget på grund af manglende dækning på klagerens konto. Af bankens anmeldelse til politiet fremgik endvidere, at der den 23. og 25. marts 2015 var blevet indsat henholdsvis 31.500 kr. og 29.000 kr. på klagerens konto.

I en e-mail af 3. juni 2015 til klageren oplyste banken, at Kort 2 var blevet sendt til klagerens adresse, men at pinkoden ikke blev sendt, da koden var den samme som på Kort 1. Banken anførte endvidere, at klageren ville høre fra banken, når banken havde modtaget svar fra politiet.

Ved e-mail af 6. juli 2015 til klageren afviste banken klagerens indsigelse. Banken meddelte, at den ville se på sagen igen, hvis der kom nye oplysninger i forbindelse med politiets efterforskning. Banken anførte endvidere, at Kort 2 var sendt til klagerens adresse, hvor der ikke havde været tegn på indbrud. Ved e-mail af 3. august 2015 til klageren fastholdt banken sin afvisning af indsigelsen.

Til inddækning af overtræk på klagerens konto som følge af de omtvistede transaktioner underskrev klageren den 5. august 2015 et gældsbrev vedrørende et lån i banken på 67.400 kr. Klageren indbetalte løbende en månedlig ydelse på 1.000 kr. til banken til afvikling af lånet. Klageren har anført, at hun underskrev gældsbrevet under pres, da banken ellers ville lukke hendes konto og kort, og at banken meddelte, at banken ville frafalde gælden, når politiet var færdig med efterforskningen. Banken har bestridt dette.

Den 25. november 2016 meddelte politiet, at politiet i henhold til retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 havde besluttet at opgive sigtelsen mod klageren, da politiet ikke forventede, at klageren ”vil blive fundet skyldig i at have medvirket til databedrageriet, hvis sagen indbringes for retten.”

Banken har oplyst, at klageren har haft tre kortindsigelsessager mod banken i årene 2012, 2013 og 2014.

Parternes påstande

Den 20. marts 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal annullere lånet og tilbagebetale de ydelser, som hun har betalt på lånet.

Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at Kort 2 blev bestilt uden hendes kendskab. Kort 2 blev misbrugt i Danmark under hendes rejse til Tyrkiet. Hun havde intet at gøre med misbruget.

Hun følte sig tvunget til at underskrive gældsbrevet. Banken meddelte, at den kun ville åbne/aktivere hendes konto igen, hvis hun underskrev. Hun havde ingen anden udvej end at underskrive gældsbrevet, da hun intet havde at leve af.

Hun aftalte med banken, at de skulle vente på afgørelsen fra politiet. Banken lovede, at lånet ville blive annulleret, så snart politiet var færdig med efterforskningen. Hun ville aldrig have underskrevet gældsbrevet, hvis ikke banken havde lovet hende at droppe gælden, hvis hun blev fundet uskyldig. Banken valgte imidlertid alligevel at afslutte sagen inden politiets afgørelse. Hun fortryder, at hun ikke fik en skriftlig bekræftelse fra banken, men hun var som følge af en depression i den periode ikke i stand til at tænke klart.

Hun har siden afdraget 1.000 kr. om måneden og afventet politiets afgørelse.

Politiet besluttede ikke at rejse sigtelse i november 2016. Det er dermed bevist, at hun ikke er skyldig.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene.

Nordea Bank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at de omtvistede transaktioner blev gennemført ved aflæsning af kortets chip og anvendelse af korrekt pinkode. Sagsforløbet taler afgørende for, at transaktionerne blev foretaget med klagerens accept eller medvirken. Hvis de omtvistede transaktioner blev foretaget uden klagerens accept eller medvirken, ville dette forudsætte, at tredjemand havde bestilt Kort 2 den 18. marts 2015 uden klagerens vidende, havde opsnappet kortet i klagerens postkasse, havde afluret pinkoden inden klagerens afrejse, havde været bekendt med, at pinkoden var den samme på de to kort, havde ventet med at aktivere det nye kort til dagen efter klagerens afrejse og ved aktiveringen kunne angive de sidste fire cifre i klagerens cpr. nummer. Det bestrides, at kortet ikke kom frem til klagerens adresse. Betalingstjenestelovens § 60, stk. 3 finder ikke anvendelse i sagen. For det tilfælde at der forelå uberettiget anvendelse af kortet, gøres det gældende, at betalingsmodtagerne hverken vidste eller burde vide, at dette var tilfældet. Det bestrides således, at banken som udbyder hæfter for de omtvistede transaktioner i medfør af betalingstjenestelovens § 62, stk.9.

Klageren var bekendt med, at banken havde anmeldt sagen til politiet. Med denne viden og efter, at banken havde fastholdt sin afvisning af indsigelsessagen, anerkendte klageren ved sin underskrivelse af gældsbrevet de omtvistede transaktioner.

Banken stillede ikke i forbindelse med klagerens underskrivelse af gældsbrevet eller på noget andet tidspunkt klageren i udsigt, at banken ville tilbageføre de omtvistede transaktioner til klageren. Banken oplyste alene til klageren, at banken ville se på sagen igen, hvis der kom nye oplysninger i forbindelse med politiets efterforskning. Der er ikke fremkommet sådanne oplysninger i forbindelse med politiets afslutning af efterforskningen. Det forhold, at politiet har besluttet at opgive sigtelsen mod klageren for databedrageri, medfører ikke, at klageren ikke fortsat hæfter over for banken for de omtvistede transaktioner, som klageren har anerkendt ved sin underskrift på gældsbrevet.

Ankenævnets bemærkninger

I overensstemmelse med de fremlagte oversigter lægges til grund, at chippen på klagerens Visa/Dankort blev aflæst ved de ikke vedkendte transaktioner, at korrekt pinkode blev indtastet ved samtlige transaktioner, og at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Af den dagældende lov om betalingstjenester § 64, stk. 1, 3. pkt. følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget med klagerens samtykke.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.