Forsinket hjemtagelse af ejerskiftelån, bevis for sælgers tab i henhold til reguleringsklausul i slutseddel.

Sagsnummer:745/1994
Dato:06-09-1995
Ankenævn:Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl
Klageemne:Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst:Forsinket hjemtagelse af ejerskiftelån, bevis for sælgers tab i henhold til reguleringsklausul i slutseddel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved slutseddel af 24. februar 1994 solgte klageren sin ejerlejlighed. Ved handelen forudsattes optaget et ejerskiftelån (kontantlån) på 575.000 kr. i Realkredit Danmark og udstedt et sælgerpantebrev på 91.000 kr. Slutsedlen indeholdt en reguleringsbestemmelse, hvorefter afvigelser i kontantlånets forudsatte obligationsmængde skulle reguleres over sælgerpantebrevet på en nærmere angiven måde.

Ved tillæg til slutsedlen af 10. marts 1994 ændredes finansieringen af ejendommen således, at ejerskiftelånet skulle udgøre 432.000 kr. og sælgerpantebrevet 251.000 kr. Endvidere aftaltes, at køber indfriede sælgerpantebrevet for 91.000 kr. til kurs 81 og for 160.000 kr. til kurs 80.

Den 11. marts 1994 modtog indklagede fra den ved handlen medvirkende ejendomsmægler handlens dokumenter med anmodning om, at indklagede forestod hjemtagelse af ejerskiftelån m.v. Under henvisning til et af Realkredit Danmark taget forbehold for lånets udbetaling oplyste mægleren, at han havde anmodet køberen om at fremsende gældsovertagelseserklæring samt fraflytningserklæring til Realkredit Danmark.

Den 14. marts 1994 kontaktede indklagede klageren telefonisk vedrørende handlen. Kurssikring blev drøftet, og indklagedes medarbejder udtalte, at kurssikring måtte anses overflødig, da lånet ville blive hjemtaget den følgende dag.

Den 15. marts 1994 måtte indklagede konstatere, at betingelserne for lånets hjemtagelse ikke var opfyldt, idet fraflytnings- og gældsovertagelseserklæring endnu ikke var modtaget i Realkredit Danmark. Samme dag kontaktede indklagede klageren telefonisk og oplyste herom. Medarbejderen opfordrede klageren til at kontakte køberen og indhente de nødvendige papirer med henblik på at hjemtage lånet hurtigst muligt, da obligationskursen var vigende.

Efter at de nævnte dokumenter var fremskaffet, blev lånet udbetalt den 25. marts 1994.

Ved skrivelse af 2. maj 1994 fremsatte klageren krav om erstatning som følge af, at lånet ikke var blevet hjemtaget den 15. marts, men først den 25. marts 1994. Klageren beregnede sit tab til 12.875 kr. Under en efterfølgende korrespondance mellem parterne anførte indklagede, at man muligt var ansvarlig over for klageren, men at man som betingelse for at betale erstatning ønskede tabet dokumenteret. Hverken af det ved handlen udstedte skøde eller af refusionsopgørelsen fremgik, at der var foretaget regulering i medfør af slutsedlens bestemmelse.

I skrivelse af 2. november 1994 stillede klageren krav om, at indklagede udstedte en friholdelseserklæring til klageren for det krav, køberen af ejendommen måtte fremsætte. Dette afviste indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning opgjort til 15.180,59 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært frifindelse for tiden.

Klageren har anført, at indklagede den 14. marts 1994 fejlagtigt oplyste, at lånet kunne udbetales den følgende dag, hvorfor kurssikring måtte anses for overflødig. Udbetaling skete imidlertid først den 25. marts 1994. Indklagede bør derfor betale erstatning for det kurstab, der er opstået i den omhandlede periode.

Indklagede har anført, at man ikke umiddelbart kan anerkende at have pådraget sig ansvar over for klageren ved den 14. marts 1994 at have oplyst, at det omhandlede lån ville kunne afregnes den følgende dag. Dette skyldes, at indklagede efter af være blevet opmærksom på den fejlagtige forudsætning for lånets afregning telefonisk den 15. marts 1995 meddelte klageren, at hjemtagelsen ville blive forsinket. Klageren har accepteret risikoen for kurstab ved ikke at kræve dette kurssikret i den mellemliggende periode. Man har imidlertid kulancemæssigt tilbudt klageren at betale erstatning for et konstateret tab. Dette må svare til den regulering, som klageren har måttet tåle som følge af købsaftalens reguleringsbestemmelse. En sådan regulering er ikke dokumenteret. Indklagede er herefter ikke forpligtet til udbetale klageren erstatning, eller er i hvert fald ikke for tiden forpligtet hertil.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet forstår indklagedes standpunkt således, at indklagede vedstår sit tilbud om kulancemæssigt at erstatte klageren et dokumenteret tab. Det er derfor unødvendigt at tage stilling til, hvorvidt indklagede retligt ville være forpligtet hertil.

Kursfaldet på de bag kontantlånet liggende obligationer fra den 15. til den 25. marts 1994 er ikke umiddelbart kommet klageren som sælger af ejerlejligheden til skade. Ankenævnet finder derfor, at klageren alene kan gøre krav på erstatning i det omfang, hun godtgør, at hun har opfyldt et berettiget krav fra køberen af ejerlejligheden om regulering af købesummen som konsekvens af kursfaldet i den nævnte periode. Da klageren ikke på denne måde har godtgjort at have lidt et tab, tages klagen ikke til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.