| Sagsnummer: | 77/2024 |
| Dato: | 14-11-2024 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Morten Winther Christensen, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Jørn Ravn. |
| Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning Rådgivning - investering Forældelse - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om mangelfuld rådgivning vedrørende salg af aktier i slutningen af 1990’erne. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om mangelfuld rådgivning vedrørende salg af aktier i slutningen af 1990’erne. Spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde et aktiedepot -443 med en tilknyttet konto -697.
Klageren har oplyst, at han i slutningen af 1990’erne blev kontaktet af en rådgiver fra banken, der anbefalede ham at sælge sine aktier i Oticon Holding A/S, da disse ikke ville stige mere i værdi. Klageren har oplyst, at han fulgte bankens anbefaling og solgte sine aktier, og at han kort tid efter konstaterede, at aktierne i Oticon Holding A/S var steget voldsomt i værdi.
Klageren har oplyst, at han straks herefter anmodede banken om at møde. På mødet deltog direktøren, en ledende medarbejder – medarbejder P – og klageren. Klageren har anført, at han på mødet fik en forklaring om, at den medarbejder, der havde kontaktet ham vedrørende det uønskede salg af sine aktier i Oticon Holding A/S, ikke længere var ansat i banken, og at denne derfor var sagesløs og ikke kunne drages til ansvar.
Banken har oplyst, at Oticon Holding A/S blev børsnoteret i 1995, og at selskabet skiftede navn til William Demant Holding A/S i 1997.
Banken har fremlagt en salgsnota af 18. februar 2000, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren solgte 500 stk. aktier i William Demant Holding A/S til kurs 1.130 kr. til en samlet kursværdi på 565.000 kr., som efter kurtage udgjorde 562.175 kr.
Klageren har oplyst, at salget af 500 stk. aktier i William Demant Holding A/S ikke var de aktier, som klagen omhandlede, da klagen omhandlede salget af 500 stk. aktier i Oticon Holding A/S, som blev solgt på et tidligere tidspunkt. Klageren har anført, at han undrede sig over, at banken kunne finde en salgsnota fra 2000 vedrørende salget af 500 stk. aktier i William Demant Holding A/S, men ikke kan finde en salgsnota vedrørende salget af 500 stk. aktier i Oticon Holding A/S, og at banken ikke ønskede, at denne salgsnota skulle se dagens lys.
Banken har anført, at det ikke er muligt at finde yderligere dokumenter, kommentarer, referater eller lydfiler i bankens systemer vedrørende dens rådgivning eller salget af 500 stk. aktier i Oticon Holding A/S eller det efterfølgende møde mellem banken og klageren.
Banken har fremlagt en udskift fra Google Finance over kursudviklingen for aktierne i William Demant Holding A/S, hvoraf fremgår, at kursen på aktierne var steget fra ca. 50 kr. pr. styk i 2000 til 350 kr. pr. styk i marts 2024.
Den 27. december 2023 gjorde klageren indsigelse mod bankens rådgivning i slut 1990’erne.
Den 10. januar 2024 afviste banken klagerens indsigelse.
Parternes påstande
Den 5. februar 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham det fulde tab for den fejlagtige rådgivning og uønskede salg af aktierne.
Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken kontaktede ham af egen drift og uden hans ønske for at opfordre ham til at sælge sine aktier i Oticon Holding A/S, da disse ikke ville stige mere. Han havde sin tvivl herom, men blev beroliget af banken med, at man altid kunne regne med banken, og at det var på tide at investere i andre aktier.
På baggrund af bankens opfordring solgte han sine aktier i Oticon Holding A/S. Han blev meget overrasket, da han kort tid efter var vidne til, at aktierne steg voldsomt. ”Hans aktier” var steget til en formue på mere end 500.000 kr.
Efter han klagede til banken over dens rådgivning, blev han spist af med en forklaring om, at medarbejderen, der havde rådgivet ham, ikke længere var ansat i banken, hvorfor medarbejderen var sagesløs og ikke kunne drages til ansvar. Han har derfor ikke været passiv indtil sin klage den 27. december 2023.
Han har i mange år forsøgt at glemme sagen, da den har givet ham mange søvnløse nætter. Fra tid til anden får han sagen på afstand, men han har ikke kunnet fortrænge de grimme følgevirkninger.
Det undrer ham, at banken kan finde en salgsnota fra salget af 500 stk. aktier i William Demant Holding A/S, men ikke kan finde en salgsnota fra salget af hans aktier i Oticon Holding A/S. Det var disse aktier, banken franarrede ham for selv at score gevinsten. Banken kender til disse salgsnotaer og har forsømt at fremlægge disse. Han har selv kontaktet selskabet for at få selskabet til at fremlægge en salgsnota, men dette var ikke muligt.
Han ønsker kompensation for det uønskede salg af sine aktier i Oticon Holding A/S. Han ønsker at få refunderet det fulde tab.
Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det fremgår af klagerens oplysninger, at rådgivningen fandt sted i slutningen af 1990’ne, og at aktierne steg kort tid efter rådgivningen og salget. Klageren gør gældende, at aktien steg ”kort tid efter”, hvilket bekræfter, at klageren var bekendt med, at han havde lidt et tab. Klageren var således senest i 2000 bevidst om sit tab. Klageren forholdt sig imidlertid passiv, indtil han i december 2023 indgav klagen til banken. Den nuværende forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008. Loven finder anvendelse på krav stiftet tidligere, hvis de ikke var forældet på lovens ikrafttrædelsesdag, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1. Efter forældelseslovens § 30, stk. 1, forældes et krav tidligst 1. januar 2011 medmindre kravet ville være forældet efter både den nuværende og den dagældende forældelseslov. Et krav om erstatning som følge af potentiel mangelfuld rådgivning blev forud for forældelseslovens ikrafttræden forældet efter 5 år, jf. forældelsesloven af 1908 § 1, litra e og efter den nuværende forældelseslov efter tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Klagernes påståede erstatningskrav er dermed forældet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at der ikke er fremført dokumentation for, at banken har givet klageren rådgivning, eller hvad den eventuelle rådgivning i øvrigt har omhandlet. Den manglende tilgængelighed af dokumentation for hændelsesforløbet medfører, at det er uklart hvad der reelt er sket og aftalt. Banken kan på daværende tidspunkt have vurderet, at aktien ikke kunne anbefales. Denne tese støttes af kursudviklingen, idet aktiekursen faldt i 2001 til under det niveau, som klageren solgte til i 2000. Andre momenter der kan have ligget til grund for anbefalingen, kan være klagerens daværende risikoprofil, investeringsformål, tidshorisont, gæld og øvrige engagement. Ligesom det fremgår af notaen, at opbevaringsdepotet var pantsat, hvilket også kan have haft en indflydelse på rådgivningen.
Bankens rådgivning sker på baggrund af anerkendte ratingbureauers vurdering af værdipapirer. Der vil altid være en risiko for tab, idet markedet ikke altid kan forudsiges. Denne risiko er i sidste ende kundens.
Det er ikke muligt at opgøre et tab. Klageren oplyser, at aktien steg til ”en formue af mere end kr. 500.000”. Udsagnet kan fortolkes som en samlet aktieværdi, men også som en samlet kursgevinst. Afregningsbeløbet er på 562.175,00 kr. Klageren har ikke oplyst, redegjort for eller sandsynliggjort et tab. En opgørelse af tabet må afhænge af, hvornår han rent faktisk ville have solgt aktien, hvis han ikke havde fulgt bankens påståede rådgivning. Opgørelsen vil derfor være baseret på et gæt.
Bankens eventuelle fejl i forbindelse med investeringsrådgivningen medførte ikke et økonomisk tab, men nærmere skuffede forventninger. Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde et aktiedepot -443 med en tilknyttet konto -697.
Klageren har oplyst, at han i slutningen af 1990’erne blev kontaktet af en rådgiver fra banken, der anbefalede ham at sælge sine aktier i Oticon Holding A/S. Klageren har oplyst, at han fulgte bankens anbefaling og solgte sine aktier, og at han kort tid efter konstaterede, at aktierne i Oticon Holding A/S var steget voldsomt i værdi.
Klageren har oplyst, at han straks herefter anmodede banken om at møde. På mødet deltog direktøren, en ledende medarbejder – medarbejder P – og klageren. Klageren har anført, at han på mødet fik en forklaring om, at den medarbejder, der havde kontaktet ham vedrørende salg af aktier i Oticon Holding A/S ikke længere var ansat i banken, og at denne derfor var sagesløs og ikke kunne drages til ansvar.
Banken har fremlagt en salgsnota af 18. februar 2000, hvoraf blandt andet fremgår, at klageren solgte 500 stk. aktier i William Demant Holding A/S til kurs 1.130 kr. til en samlet kursværdi på 565.000 kr., som efter kurtage udgjorde 562.175 kr. Banken har anført, at det ikke er muligt at finde yderligere dokumenter, kommentarer, referater eller lydfiler i bankens systemer vedrørende salget af 500 stk. aktier i Oticon Holding A/S eller vedrørende det efterfølgende møde mellem banken og klageren.
Af § 1, nr. 1, litra e i den dagældende lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-forældelsesloven) fremgår, at fordringer, som støttes på udførelse af arbejde eller ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art, forældes efter fem år.
Ankenævnet finder, at klagerens erstatningskrav udgør en fordring, som støttes på bankens rådgivning. Forældelsesfristen for kravat er derfor 5 år, jf. §1, nr. 1, litra e i den dagældende lov om forældelse af visse fordringer. Da klageren har anført, at bankens mangelfulde rådgivning blev udført i slutningen af 1990’erne, og da klageren allerede kort tid efter salget konstaterede, at aktierne var steget i værdi, finder Ankenævnet, at klagerens krav var forældet, da klagen den 5. februar 2024 blev indbragt til Ankenævnet.
Klageren får derfor ikke medhold i sin klage.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.