Finansiering af ædelstene.

Sagsnummer:107/1999
Dato:07-09-1999
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
K - Kreditkøb
Ledetekst:Finansiering af ædelstene.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

I 1987 købte klageren diverse ædelstene for ca. 600.000 kr. af et firma. Købet blev finansieret delvis ved optagelse af et lån på 500.000 kr. ydet af indklagede. Ædelstenene solgtes i 1991 og 1992 med et betydeligt tab. Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan gøre indklagede ansvarlig i denne forbindelse.

Sagens omstændigheder.

Ifølge klageren blev hun i juni 1986 på sin bopæl kontaktet af en sælger fra firmaet D, der formidlede investering i ædelstene. Henvendelsen førte til, at klageren investerede for 599.533 kr. i forskellige ædelstene.

Klageren har anført, at sælgeren fra D formidlede kontakt til indklagedes Lundtofte afdeling. Hun var på dette tidspunkt allerede kunde i indklagedes Trørød afdeling.

Den 15. juli 1986 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et lån på 500.000 kr. ydet af indklagede. Af gældsbrevet fremgår, at klageren bemyndigede indklagede til at fremsende lånets provenu til D. Indklagede modtog til sikkerhed et ejerpantebrev på 850.000 kr. med pant i klagerens ejendom.

Klageren har anført, at på opfordring fra D blev ædelstenene solgt i 1991-92 for et samlet provenu på 33.397,29 kr.

Gennem sin advokat rettede klageren ved skrivelse af 16. april 1997 henvendelse til indklagedes direktion med krav om, at indklagede skadesløsholdt hende for tabet ved låneoptagelsen. Ved skrivelse af 22. s.m. afviste indklagede kravet, da man anså det for forældet.

Parternes påstande.

Klageren har den 10. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede primært tilpligtes "at godtgøre klageren det tab, som hun led som følge af kreditgivers/indklagedes partsansvar i forbindelse med investeringen i ædelstenene, herunder at tilbagebetale differencen mellem det oprindelige lånebeløb og salgsværdien af ædelstenene med tilskrevne og betalte renter på lånet i perioden fra lånets oprettelse den 15.07.1986 og indtil betaling sker. Endvidere tilpligtes kreditgiver/indklagede at frigøre klageren for debitorhæftelsen på restgælden samt at tiltransportere ejerpantebrevet til klageren." Sekundært skal indklagede meddele klageren saldokvittering for restgælden.

Indklagede har nedlagt påstand om, at klagen principalt afvises, subsidiært ikke tages til følge.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der forelå en samarbejdsaftale mellem indklagede og D om finansieringen, og på grundlag heraf blev lånetilbud indhentet fra indklagede. Der forelå således et oprindeligt trepartsforhold, jf. den dagældende kreditkøbslov § 1, stk. 2, nr. 2. Endvidere var der tale om et forbrugerkøb, idet hendes investering ikke var af erhvervsmæssig karakter. Indklagede burde have udvist mere forsvarlighed i sin vurdering af kundeforholdet. Alene hendes forholdsvis høje alder - født i 1921 - og manglende økonomisk indsigt burde have fået indklagede til at vurdere hendes investeringshorisont samt økonomiske formåen ved tab på så risikofyldt en investering. Lånet blev ydet på et meget spinkelt grundlag. En lånefinansiering af den aktuelle størrelse til en privatperson må betinge en udvidet rådgivningsforpligtelse, og indklagede bør derfor ifalde ansvar som følge af manglende påpasselighed og omhu i denne henseende.

Lånedokumentet samt beregninger for lånets afvikling blev drøftet i hendes hjem, hvor underskrift også fandt sted. En medarbejder fra D skrev til vitterlighed. Der var ingen personlig kontakt mellem hende og indklagedes Lundtofte afdeling. Hendes direkte tab på 566.135,73 kr. er opstået i kraft af samme retsforhold, som gældsbrevet er underskrevet, hvorfor fordringerne kan karakteriseres som konnekse. Ved konnekse fordringer gælder en videre modregningsadgang, idet modregning sker ex tunc, således at modregning har tilbagevirkende kraft; der kan endvidere ske modregning mellem konnekse fordringer, selv om de almindelige modregningsbetingelser ikke længere er opfyldt, idet modfordringen nu måtte være forældet efter 1908-loven, ligesom hun kan gøre det forældede erstatningskrav gældende til kompensation.

Indklagede har anført, at man ikke nu er i besiddelse af andet skriftligt materiale end det af klageren under sagen fremlagte. Det afvises, at man anbefalede og godkendte investeringsprojektet, og at der forelå et samarbejde mellem D og indklagede. Klageren har ikke godtgjort, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold i forbindelse med ydelsen af lånet. Klagerens eventuelle erstatningskrav må anses for forældet efter § 1 i 1908-loven. Som udgangspunkt løber den 5-årige forældelsesfrist fra klagerens indgåelse af købsaftalen i 1986. Selv om forældelsen måtte anses for suspenderet efter lovens § 3 som følge af, at klageren har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, har klageren i hvert fald senest ved salget i marts 1991 ikke længere været i en sådan uvidenhed. Forældelsesfristen løber derfor i alle tilfælde fra dette tidspunkt, hvorfor et eventuelt krav er forældet. Som følge af at der ikke foreligger et trepartsforhold, foreligger der heller ikke en sådan konneksitet mellem indklagedes krav mod klageren og dennes påståede erstatningskrav. Klageren har heller ikke rettet et erstatningskrav mod D. En vurdering af, om der forelå et oprindeligt trepartsforhold, vil kræve bevisførelse i form af vidne- og partsforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor klagen bør afvises.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

En stillingtagen til, hvorvidt der bestod en sådan forbindelse mellem klagerens køb af ædelstene af selskabet D og indklagede i forbindelse med bevilling af lånet, således at forholdet måtte anses for omfattet af kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, og om der foreligger en sådan konneksitet, at forældelse ikke er indtruffet, findes at ville forudsætte en bevisførelse, som efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.