Værdipapirer, køb, salg. Erstatning.

Sagsnummer:305/1991
Dato:20-11-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Søren Geckler, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer, køb, salg. Erstatning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 5. juli 1990 blev klagerens og dennes ægtefælles engagement, der bl.a. bestod af 125 stk. Hope-aktier, købt til kurs 890, som lå i åbent depot, overført til indklagede fra Unibank. Klageren oplyste indklagede om, at han havde til hensigt at beholde aktierne i 3 år med henblik på at hjemtage en kursgevinst skattefrit. Der er mellem parterne enighed om, at parterne aftalte, at indklagede skulle sælge aktierne, såfremt kursen faldt til et vist punkt. Klageren har anført, at det aftaltes, at aktierne skulle sælges, hvis kursen faldt til kurs 900, indklagede hvis kursen faldt til 950.

Den 24. august 1990 solgte indklagedes investeringsservice 5 stk. af aktierne til kurs 990, og den 27. august 1990 solgtes 100 stk. aktier til kurs 980. Da salget var sket som følge af en misforståelse mellem afdelingen og investeringsservice, tilbagekøbtes 105 stk. aktier til klageren, hvorefter denne var stillet som før salget. I efteråret 1990 anmeldte Hope-computer betalingsstandsning, hvorefter kursen faldt væsentligt.

Klageren har, efter at have afholdt møder med afdelingen om sagen, indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det tab, han har lidt som følge af, at indklagede ikke solgte aktierne, da kursen for disse var 900. Klageren har opgjort tabet til 110.000 kr.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ikke som anført af indklagede er blevet informeret om, at den stopklossordre på 900, som han afgav vedrørende aktierne, var annulleret, ligesom klageren bestrider, at hans ægtefælle skulle være blevet kontaktet telefonisk den 6. september 1990 af afdelingen vedrørende annulleringen af denne aftale. Det er korrekt, at indklagedes medarbejder løbende har tilsendt klageren oplysninger om kursudsving, men disse oplysninger var uden værdi, eftersom de var daggamle, og meningen med aftalen var netop, at indklagede skulle handle hurtigt ved et eventuelt kursfald.

Indklagede har anført, at afdelingen den 28. august 1990, hvor kursen på aktierne var 1.000, meddelte klageren, at aftalen om at sælge aktien til kurs 950 annulleredes, idet det ikke var muligt at køre en stop-lossordre på aktien, idet denne ofte omsættes i mindre mængder ad gangen, hvorfor sælger løber den risiko, at kursen falder drastisk, hvis der pludselig udbydes en stor aktiepost på grund af en stop-lossordre. Annullationen af aftalen blev telefonisk gentaget overfor klagerens ægtefælle den 6. september 1990. Uanset at klageren løbende er blevet gjort bekendt med kursudviklingen i hele efteråret 1990 samt i tiden op til betalingsstandsningen ultimo februar 1991, har klageren på intet tidspunkt gjort gældende, at der skulle foreligge en fejl fra indklagedes side ved, at aktierne ikke blev afhændet.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at spørgsmålet om, hvorvidt klageren er blevet informeret om annullation af stop-lossordren er af afgørende betydning for sagen, og at afgørelsen af dette spørgsmål vil kræve en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, hvilket ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har gjort gældende, at klageren blev oplyst om, at stop-lossordren blev annulleret den 28. august 1990, hvilket klageren har bestridt.

En stillingtagen hertil findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, hvorfor klagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.