Sagsnummer: | 035/2025 |
Dato: | 28-05-2025 |
Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Kritte Sand Nielsen, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
Klageemne: | Konto - øvrige spørgsmål Konto - dispositionsforhold Indlån - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Krav om ophævelse af spærring af klagerens konto iværksat af banken efter indsigelse fra klagerens tidligere partner om, at overførsel af beløb til klagerens konto fra partnerens konto var sket uden dennes samtykke. |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om ophævelse af spærring af klagerens konto iværksat af banken efter indsigelse fra klagerens tidligere partner om, at overførsel af beløb til klagerens konto fra partnerens konto var sket uden dennes samtykke
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank.
Klageren og hans tidligere partner, H, solgte deres fælles hus i forbindelse med deres samlivsophævelse. Det blev mellem parterne aftalt, at provenuet fra salget af huset på 2.280.065,73 kr. skulle deles ligeligt mellem dem. Som følge heraf modtog klageren og H den 17. juli 2024 hver 1.140.032,87 kr. på deres respektive konti.
Banken har oplyst, at der umiddelbart derefter via H’s netbank blev overført 1.026.200 kr. fra H’s konto til klagerens konto, hvoraf et beløb på 1.000.000 kr. sammen med midler tilhørende klageren blev indsat på en Danske Toprente-konto i banken i klagerens navn. Den 17. juli 2024 indgik banken aftale med klageren om indskud af 2.148.425,36 kr. på en Danske Toprente konto med en bindingsperiode til den 20. januar 2025.
Banken har oplyst, at H den 18. juli 2024 gjorde indsigelse over for banken vedrørende overførslen på 1.026.200 kr. fra hendes konto til klageren samt en række andre overførsler. H oplyste, at overførslerne var sket via hendes netbank, men uden hendes medvirken eller viden, og at overførslerne var uberettigede. Banken kontaktede klageren, der oplyste, at parterne havde lavet overførslerne sammen, og at han ikke forstod indsigelsen, men at han ville tale med H. Som følge af usikkerheden og uenigheden om ejerskabet af indeståendet på klagerens Toprente-konto valgte banken at spærre Toprente-kontoen indtil videre.
Banken har oplyst, at klageren den 20. august 2024 bad banken om hurtigst muligt at overføre 148.425,36 kr. fra Toprente-kontoen til H. Banken meddelte i den forbindelse, at alle transaktioner fra Toprente-kontoen skulle godkendes af både klageren og H. Den 21. august 2024 oplyste klageren, at det var aftalt med H’s advokat, at der skulle overføres 700.000 kr. til H, hvoraf klageren havde valgt, at 148.425,36 kr. skulle overføres via Danske Bank. H’s advokat bekræftede, at beløbet skulle udbetales til H, og banken accepterede derefter, at der blev hævet 148.675,36 kr. fra klagerens Toprente-konto mod en dekort.
Den 26. august 2024 skrev klageren til banken:
”Som du er bekendt med, har [H] fået tilbageført 700.000 kr. af de 1.000.000 kr., hun tidligere overførte til mig. De resterende 300.000 kr., som vi stadig skal forhandle om, vil blive håndteret af vores advokater eller om nødvendigt af retten. Derfor er der ikke behov for yderligere handling fra bankens side, og spærringen på min konto kan ophæves.
Jeg anmoder derfor om, at spærringen fjernes, så jeg har fuld råderet over de 1.700.000 kr. på kontoen, som jeg skal bruge til et ejendomskøb. …”
Den 27. august 2024 skrev banken til klageren, at den så sig nødsaget til at opretholde spærringen, og at det krævede begge advokaters accept, hvis spærringen skulle ophæves, eller hvis der skulle ske hel eller delvis udbetaling fra kontoen.
Den samme dag skrev klageren til banken, at han var enig i, at de 300.000 kr. kunne forblive spærret, men at det resterende beløb på Toprente-kontoen skulle frigives, da klageren havde underskrevet en købsaftale på en ejendom.
Den 30. august 2024 meddelte H’s advokat, at H havde modtaget 700.000 kr. af de 1.140.032 kr., som var halvdelen af det fulde provenu, og at H var berettiget til at få yderligere 440.032 kr. tilbageført, hvilket beløb efter advokatens opfattelse fortsat skulle være spærret.
Den 30. august 2024 skrev klagerens advokat til banken, at hun havde bedt H’s advokat redegøre for det juridiske grundlag for, at klageren skulle fralægge sig mere, end han havde modtaget, men at klagerens advokat ikke havde modtaget svar. Klagerens advokat anførte, at der ikke kunne spærres mere, end hvad der var overført til klageren, hvilket ville sige 1 mio. kr., hvoraf der var tilbageført 700.000 kr. til H.
Den 30. august 2024 skrev banken til klageren, at spærringen af beløb over 440.032 kr. kunne fjernes. Banken har oplyst, at den efterfølgende efter omstændighederne valgte alene at opretholde en spærring af et beløb på 300.000 kr., og at beløb herudover blev udbetalt til klageren i forbindelse med klagerens boligkøb.
Banken har oplyst, at klageren den 30. september 2024 anmodede banken om at frigive de resterende 300.000 kr. Banken afviste dette og meddelte, at den fortsat afventede en afklaring fra klagerens og H’s advokater.
Klageren klagede til banken, der fastholdt spærringen.
Ved bindingsperiodens udløb den 20. januar 2025 blev klagerens Toprente-konto ændret til en Danske Indlånkonto. Banken opretholdt spærringen af et beløb på 300.000 kr. på Danske Indlånkontoen.
Klageren har oplyst, at der verserer en retssag mellem ham og H om tvisten.
Parternes påstande
Den 20. januar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal ophæve spærringen af hans konto.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han havde oprettet en højrente-sparkonto hos banken, som skulle være bindende i seks måneder og udløbe den 20. januar 2025.
Imidlertid har banken spærret hans konto på grund af en konflikt mellem ham og H.
Sagen er under behandling i retten. Banken blander sig unødvendigt i en privat sag og tager parti. Dette er en privat sag, som skal afgøres i retten, ikke hos banken.
Derfor bør banken ophæve spærringen af hans konto.
Han har forgæves forsøgt at bede banken om at lade være med at blande sig, da det er rettens opgave at løse private civilretlige sager/konflikter, men banken har afvist hans anmodning.
Banken skal ophæve spærringen af hans konto og lade retten passe sit arbejde.
Han har akut brug for sine penge for at tage sig af sine børn efter skilsmissen.
Banken har ikke ret til at holde hans konto spærret uden en gyldig begrundelse eller klarhed over, hvad eller hvem de afventer.
Danske Bank har anført, at banken uforvarende er havnet i en konflikt mellem klageren og H. Banken skal ikke bære den økonomiske risiko som følge af parternes uenighed
Der er ikke noget at bebrejde banken i denne sag.
Banken har pligt til at reagere, når den modtager en indsigelse vedrørende en uberettiget overførsel, ligesom det kan blive nødvendigt for banken at spærre en konto, hvis der er begrundet tvivl eller usikkerhed om, hvem indeståendet på en konto reelt tilhører.
Klageren er tilmed blevet sagsøgt af H i forhold til en afklaring af, hvem indeståendet på Toprente-kontoen (nu Danske Indlån-kontoen) reelt tilhører.
Toprente-kontoen var oprettet med en seks måneders bindingsperiode, så indeståendet på Toprente-kontoen var under alle omstændigheder som udgangspunkt bundet fra den 18. juli 2024 til den 20. januar 2025.
Spærringen af klagerens Toprente-konto var berettiget.
Klageren oplyste tilmed den 27. august 2024, at han var enig i, at de 300.000 kr. kunne forblive spærret. Klagerens advokat tiltrådte også den 30. august 2024, at der fortsat kunne spærres et beløb på 300.000 kr.
Banken har løbende sørget for at udbetale de beløb, der ikke har været uenighed om, men banken er ikke forpligtet til at udbetale omstridte beløb fra en spærret konto uden begge parters accept.
Der hersker fortsat uenighed om ejerskabet til indeståendet på 300.000 kr. på Toprente-kontoen (nu Danske Indlån-kontoen), hvorfor banken har fastholdt spærringen af kontoen efter bindingsperiodens udløb. Spærringen kan ophæves, så snart klageren og H kommer til enighed, eller der foreligger en afgørelse fra retten.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank.
Klageren og hans tidligere partner, H, solgte deres fælles hus i forbindelse med deres samlivsophævelse. Provenuet fra salget af huset på 2.280.065,73 kr. skulle deles ligeligt mellem parterne, og klageren og H modtog den 17. juli 2024 hver 1.140.032,87 kr. på hver deres konto.
Umiddelbart derefter blev der via H’s netbank overført 1.026.200 kr. fra H’s konto til klagerens konto, hvoraf et beløb på 1.000.000 kr. sammen med midler tilhørende klageren blev indsat på en nyoprettet Toprente-konto i banken i klagerens navn.
Den 18. juli 2024 gjorde H indsigelse over for banken mod overførslen på 1.026.200 kr. samt andre overførsler. H oplyste, at overførslerne var sket uden hendes medvirken eller viden, og at overførslerne var uberettigede.
Banken spærrede herefter klagerens Toprente-konto. Klageren tilbageførte efterfølgende 700.000 kr. til H vedrørende beløbet på 1.000.000 kr., der var overført til klagerens Toprente-konto. Banken fjernede spærringen af beløb over 300.000 kr., men opretholdt spærring af beløbet på 300.000 kr. på klagerens konto.
Ankenævnet finder, at banken under de foreliggende omstændigheder, henset til den usikkerhed og uenighed, der er mellem klageren og H om ejerskabet til de 300.000 kr., er berettiget til at spærre beløbet på 300.000 kr. på klagerens konto, indtil det ved aftale mellem klageren og H eller endelig retsafgørelse er afklaret, hvem beløbet tilkommer.
Ankenævnet har herved lagt vægt på det oplyste om, at provenuet ved salget af huset skulle deles ligeligt mellem klageren og H, at H umiddelbart efter overførslen af 1.000.000 kr. af hendes del af provenuet til klageren rejste indsigelse mod overførslen overfor banken, og at klageren og hans advokat i august 2024 oplyste, at de var enige i, at de 300.000 kr. kunne forblive spærret.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.