Forrentning af obligationer udstedt i ITL.

Sagsnummer:405/1998
Dato:06-05-1999
Ankenævn:Niels Waage, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Værdipapirer - forhold vedrørende udenlandske papirer
Ledetekst:Forrentning af obligationer udstedt i ITL.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren har opnået den forrentning af en post obligationer udstedt af indklagede i ITL (italienske lire), som han var berettiget til.

Sagens omstændigheder.

Ved skrivelse af 20. december 1991 fremsendte indklagede et tegningsprospekt vedrørende obligationer udstedt af indklagede i ITL (supplerende kapital). Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Nu har De muligheden for at sikre Dem en høj rente i de næste fem år. [Indklagede] udsteder obligationer til en rente på 12,85%.

Udstedelsen sker i Italienske Lire. På grund af den høje rente i Italien er der tale om en meget fordelagtig investering, hvor renten er ca. 3,50 procentpoint højere end for tilsvarende danske statsobligationer."

Af prospektet fremgår bl.a.:

"Udsteder:

[Indklagede].

.....

Salg:

......

Obligationerne afregnes i ITL.

.....

Tegningskurs:

100% franco

.....

Forrentning:

Obligationerne forrentes med 12,85% p.a. af den pålydende værdi fra den 20. januar 1992 til 20. januar 1997 (1. renteperiode). Renten for 1. renteperiode erlægges helårligt bagud første gang 20. januar 1993 og sidste gang 20. januar 1997.

.....

Amortisation:

.....

Udbetaling af renter og tilbagebetaling af hovedstol finder sted i ITL via de i Værdipapircentralen registrerede konti.

Opsigelighed:

.....

[Indklagede] har mulighed for med Finanstilsynets godkendelse at førtidsindfri lånet den 20. januar 1997 til kurs 100 med afgivelse af varsel 30 kalenderdage før. ....."

Den 2. januar 1992 underskrev klageren en blanket, ifølge hvilken han i henhold til prospektet tegnede 9 stk. obligationer à 5 mio. ITL.

Obligationskøbet blev afregnet på grundlag af den daværende kurs på ITL på 0,5145, svarende til 25.725 kr. pr. obligation.

På tidspunkterne for udbetaling af rente den 20. januar 1993-97 var kursen på ITL følgende:

0,4206 0,3988 0,3763 0,3590 0,3896

Renten på 12,85% p.a., der beregnedes af obligationernes pålydende, blev udbetalt i DKK til den gældende kurs for ITL.

Den 20. januar 1997 blev obligationerne førtidsindfriet af indklagede til kurs 100. Indfrielsesbeløbet blev omregnet til DKK på grundlag af ITL kursen den 20. januar 1997 på 0,3896, svarende til 19.480 kr. pr. obligation.

På baggrund af en henvendelse fra klageren beregnede indklagede i april 1997, at den effektive forrentning af investeringen udgjorde 5,38% p.a.

Parternes påstande.

Den 26. november 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale yderligere afkast af investeringen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ved skrivelsen af 20. december 1991 uden forbehold gav tilsagn om en fast høj rente på 12,5% p.a. i 5 år, hvilket blev bekræftet af en medarbejder hos indklagede under et efterfølgende møde. Han har nu konstateret, at forrentningen ikke har oversteget 5,38% p.a., hvorfor han ikke har opnået det afkast, som han berettiget kunne forvente. Indklagede, der anbefalede investeringen og vurderede denne som helt sikker, bør tilpligtes at dække det manglende afkast.

Indklagede har anført, at klageren har opnået den forrentning på 12,85% af den pålydende værdi af obligationerne, som han var berettiget til. Det er nu cirka 7 år efter klagerens køb af obligationerne ikke muligt nærmere at redegøre for den rådgivning, som klageren modtog i forbindelse med købet. Klageren burde imidlertid have indset, at en investering i udenlandske valuta indebar en risiko på grund af mulige ændringer i valutakursen. Baggrunden for udstedelsen af obligationerne i ITL var en forventning om et stærkt EMS samarbejde. Man havde ikke mulighed for at forudse devalueringen af den italienske lire, der medførte, at klageren modtog en lavere effektiv forrentning end forventet. Klageren traf selv den endelige beslutning om investeringen, og det afvises, at man er erstatningsansvarlig for klagerens skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det fremgår ikke tydeligt af indklagedes skrivelse af 20. december 1991 og tegningsprospektet, at forrentningen af den samlede investering kunne blive større eller mindre end de 12,85% p.a. Ankenævnet finder det naturligt, om indklagede som led i markedsføringen af produktet havde gjort tydeligt opmærksom herpå. Da det imidlertid fremgår klart af prospektet, at obligationernes pålydende var i italienske lire, hvoraf følger, at udbyttet af investeringen afhang af udviklingen i den italienske valuta, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med købet har handlet ansvarspådragende, eller at indklagede har tilsikret klageren et bestemt afkast af den samlede investering. Det kan derfor ikke pålægges indklagede at yde erstatning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.