Renteændring.

Sagsnummer:585/1991
Dato:09-07-1992
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Renteændring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 7. april 1986 ydede indklagede klageren et billån på 87.700 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.640 kr., første gang 1. maj 1986. Om tilbagebetaling var i lånedokumentet anført:

"Ydelsens størrelse er fastsat således, at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt ca. den 1.5.1992. Ændres renten, er banken berettiget til at forlange ydelsen ændret, således at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato"

Lånets rentesats fremgik ikke af lånedokumentet. Det er under klagesagen oplyst, at den var 11% p.a.

Til sikkerhed for lånet kautionerede en tredjemand.

I november 1987 blev lånet forlænget med ydelsen pr. 1. december 1987. Pr. 15. februar 1988 indførte indklagede et rentespænd for billån, således at renten blev fastsat ud fra en total vurdering af kundens engagement og rentabilitet samt udbetalingens størrelse og bilens alder. I denne forbindelse blev rentesatsen på klagerens lån forhøjet med 1%. Klageren blev ikke særskilt orienteret herom. Indklagede har oplyst, at renteforhøjelsen på 1% har medført, at lånets løbetid er forlænget med under en måned.

Af kontoudskrift af 29. maj 1991 fremgik, at lånets restgæld var 30.927,67 kr., og at renten var 15% p.a. Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede vedrørende lånets afvikling. Pr. 1. februar 1992 har klageren frivilligt forhøjet den månedlige ydelse til 1.800 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er indfriet ved klagerens betaling af 1.640 kr. månedlig til 1. september 1992. Klageren har endvidere bestridt, at indklagede har været berettiget til at forhøje renten på hendes lån med 1% i forbindelse med indførelse af et rentespænd for billån.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det ved lånets etablering blev oplyst, at løbetiden kunne have en margin på højest 3-4 måneder. Indklagede har indtil maj 1991 undladt at orientere klageren om rentestigninger, og klageren har således ikke haft mulighed for at sætte ydelsen på lånet tilsvarende op. Klageren bestrider, at hun ikke har lidt et tab ved den forlængede løbetid, som medfører betaling af næsten 10.000 kr. mere i rente.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren har modtaget årlige opgørelser, hvoraf udviklingen i lånets restgæld er fremgået. Lånets rente er siden etableringen reguleret med generelle renteændringer for billån, og meddelelse herom er annonceret i dagspressen. Hertil kommer, at lånets rente er forhøjet med 1% i forbindelse med indførelse af rentespænd på billån. Klageren burde have indset, at det ville være umuligt at tilbagebetale lånet inden 1. september 1992, og klageren har igennem modtagelse af regelmæssige kontooversigter tydeligt kunnet følge med i lånets nedbringelse. Det må derfor have stået klageren klart, at udløbsdatoen 1. maj 1992 selv med en margin på 3-4 måneder ikke ville kunne overholdes. I lånedokumentet er anført, at renten kan ændres, og at banken i så fald er berettiget til at forlange ydelsen ændret. Endeligt har klageren ikke lidt noget tab i forbindelse med lånets afvikling.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en bevisførelse om aftalens indhold for så vidt angår tilbagebetalingsperioden vil være af en art, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren burde havde indset, at en forhøjelse af lånets rente kunne medføre en forlængelse af lånets løbetid også ud over den margin på 3-4 måneder, som ifølge klageren blev nævnt ved lånets indgåelse. Hertil kommer, at klageren ved modtagelsen af de årlige kontooversigter har kunnet følge lånets afvikling. Uanset at indklagede ikke i gældsbrev og kontooversigter har oplyst om rentens størrelse, findes der herefter ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at tage klagerens principale påstand til følge.

3 medlememr - Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen og Lars Pedersen - udtaler herefter:

Vi finder, at forhøjelse af renten på et lån som udgangspunkt alene kan ske i forbindelse med en generel forhøjelse af pengeinstituttets rente for lån af den pågældende art. En adgang til herudover at forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold må efter vor opfattelse i hvert fald forudsætte, at lånedokumentet indeholder udtrykkelig hjemmel herfor. Vi finder derfor, at indklagede ikke har været berettiget til at forhøje renten på klagerens lån med 1% i forbindelse med indførelsen pr. 15. februar 1988 af et såkaldt "rentespænd" for billån.

2 medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:

Vi finder, at lånedokumentet og indklagedes almindelige forretningsbetingelser giver indklagede fornøden hjemmel til at forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold. I forbindelse med en sådan individuel renteforhøjelse må det imidlertid påhvile et pengeinstitut at orientere kunden enten om forhøjelsen eller om den efter forhøjelsen gældende rentesats med et varsel, som passende kan sættes til en måned.

Det fremgår af sagen, at indklagede ikke orienterede klageren om den i februar 1988 gennemførte ekstraordinære forhøjelse af renten på lånet, og at klageren først ved modtagelsen af kontoudskriften af 29. maj 1991 fik orientering om den efter forhøjelsen (og senere generelle rentejusteringer) gældende rentesats.

Disse medlemmer finder derfor, at indklagede bør anerkende, at man først pr. 29. juni 1991 har været berettiget til at forhøje renten på klagerens billån med 1% at i forbindelse med indførelsen af "rentespænd", og at indklagede bør nedsætte restgælden på klagerens lån i overensstemmelse hermed.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf


Indklagede bør anerkende ikke at have været berettiget til at forhøje renten på klagerens lån med 1% i forbindelse med indførelsen af et "rentespænd" for billån og bør inden 4 uger nedsætte rente og restgæld på klagernes lån i overensstemmelse hermed. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.