Indsigelse om ugyldighed som følge af kautionisters helbred.

Sagsnummer:219/2001
Dato:28-12-2001
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jørn Ravn.
Klageemne:Kaution - stiftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse om ugyldighed som følge af kautionisters helbred.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indsigelser mod en kautionsforpligtelse med hensyn til kautionisternes svækkede helbred på tidspunktet for etableringen af kautionen.

Sagens omstændigheder.

Denne klage blev indgivet den 14. juni 2001 ved en advokat på vegne ægtefællerne M og H. M og H er født i henholdsvis 1923 og 1925. Den 18. august 2001 døde H. Boet efter H er overtaget af M til hensidden i uskiftet bo.

Den 22. juli 1998 underskrev M og H som selvskyldnerkautionister et gældsbrev, hvorefter indklagede ydede M's og H's datter et lån på 1.506.901 kr. til en rente på 6,9277% p.a. gældende indtil 1. august 2008. Gældsbrevet indeholder en bestemmelse om beregningen af indfrielseskursen ved førtidig indfrielse, herunder i tilfælde, hvor indfrielse sker efter indklagedes opsigelse.

M og H underskrev samtidig særskilt kautionsdokument, hvoraf fremgår, at de som selvskyldnerkautionister indestår for opfyldelse af, hvad deres datter måtte blive indklagede skyldig i medfør af kautionslånet. Af dokumentets fortrykte tekst fremgår, at M og H inden underskrift var blevet vejledt om, at kautionslånet ikke blev stillet til debitors disposition, men benyttet til betaling af andre af debitors forpligtelser over for indklagede. Ved en individuel tilføjelse er det anført, at der er tale om indfrielse af et anlægslån med ca. 173.000 kr., to gældsbreve til to tredjemænd på henholdsvis 560.000 kr. og 250.000 kr., således at der til disposition på datterens driftskonto var ca. 517.000 kr.

Underskrift af dokumenterne fandt sted på M's og H's bopæl. Til stede var datteren samt den medarbejder fra indklagede, som varetog datterens engagement. I en kreditindstilling af 28. juli 1998 har pågældende medarbejder anført:

"Det skal bemærkes, at jeg "hentede" underskrifterne i […], dels for at hilse på forældrene, dels for at få et indtryk af "forholdene". Jeg blev bestemt ikke skuffet, og selv om forældrene begge er over 70 år, var der fuld opbakning til datteren, og huset i […] bar præg af god økonomi, både inde og ude."

M's og H's datter havde i 1996 overtaget en tandlægepraksis. Indklagede bevilgede et engagement i denne forbindelse. M og H tilkendegav, at de ikke ønskede at kautionere i forbindelse med datterens etablering af selvstændig virksomhed.

Om baggrunden for etableringen af kautionslånet har indklagede anført, at afdragsbyrden på datterens kredit hos indklagede var blevet for stor, ligesom datteren havde overtrukket driftskontoen. På et møde den 10. juli 1998 med klageren og dennes revisor havde revisoren foreslået etableringen af et nyt anlægslån på 1,5 mio. kr. med kaution fra M og H.

M havde i november 1996 gennemgået en operation for strubekræft, hvilket medførte, at M mistede talens brug. Ved årsskiftet 1996/1997 fik M en hjerneblødning. H var i sommeren 1998 forud for underskriften på kautionsdokumenterne svækket som følge af en netop gennemgået hofteoperation.

I februar 1999 var det på tale, at M og H skulle påtage sig yderligere kautionsforpligtelse i forbindelse med en forhøjelse af datterens kassekredit. Indklagede har anført, at M og H afslog at påtage sig yderligere kautionsforpligtelse. M's advokat har anført, at indklagede efter at have indhentet en soliditetsoplysning meddelte, at M og H ikke kunne anvendes som kautionister; M og H blev desuden afkrævet regnskaber i denne forbindelse, hvorfor de afviste at kautionere.

M kom den 1. november 1999 på plejehjem.

I efteråret 2000 satte datteren sin tandlægeklinik til salg.

Ved skrivelse af 29. januar 2001 anmodede indklagede M og H om indfrielse af kautionsforpligtelsen under henvisning til, at engagementet med datteren var opsagt. Kautionslånets restgæld blev oplyst til 1.422.268,68 kr. pr. 23. januar 2001. Hertil kom renter samt et kursreguleringsbeløb på ca. 122.000 kr.

Af en neuropsykologisk undersøgelse af M den 30. januar 1997 foretaget på Vejle Sygehus fremgår, at M "er ikke orienteret med hensyn til måned eller årstal, kan ikke oplyse sin egen alder, og synes ikke at have nogen egentlig sygdomserkendelse. … Regnefunktionen er meget usikker, og selv meget simple regneopgaver er han ikke i stand til at løse". Af en fremlagt journal fra samme sygehus fremgår under datoen 19. januar 1998, at M "hvis problem er hemiparese, har vanskelig kommunikation og brug af vibratoren, der er også nogen afsi." Af en ergoterapeutisk vurdering foretaget 25. november 1998 samme sted fremgår, at M "har meget vanskeligt ved at forstå og udføre instrukser. Der kan sandsynligvis være impressiv afasi."

Af fremlagte journaler vedrørende H fremgår, at H i januar 1998 brækkede lårbenet. Den 30. juni 1998 fik H udskiftet hoften.

Parternes påstande.

M har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen af 22. juni 1998 er ugyldig samt at betale 150.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Indklagede har under sagen forberedelse frafaldet kautionen for så vidt angår 248.144 kr.

Parternes argumenter.

M's advokat har anført, at kautionsforpligtelsen bør tilsidesættes som ugyldig, idet hverken M eller H var i stand til at overskue konsekvenserne, ligesom de ikke var klar over, hvad de skrev under på. De modtog heller ikke kopi af underskrevne dokumenter.

M og H var på underskriftstidspunktet svækkede, hvilket er dokumenteret ved fremlagte erklæringer. M var svært dement, og H var som følge af den netop gennemgåede hofteoperation påvirket af et stærkt øget medicinforbrug og i øvrigt svækket, såvel fysisk som psykisk.

Der er tale om kaution for tidligere stiftet gæld, hvorved bemærkes, at M og H oprindelig havde afvist kaution i forbindelse med datterens etablering som selvstændig.

Med hensyn til den yderligere kautionsforpligtelse, der var på tale i 1999, er det korrekt, at M og H over for datteren havde givet indtryk af at ville kautionere. Dette skete på baggrund af M og H's opfattelse af, at dette ikke ville medføre nogen form for risiko. Dette indtryk havde M og H fået fra såvel indklagede som fra datterens daværende revisor. Datteren, der havde fået samme indtryk, blev først klar over, hvilken risiko M og H havde påtaget sig i forbindelse med, at en anden af indklagedes afdelinger frarådede en bekendt til datteren at kautionere på grund af den forbundne risiko.

For så vidt angår opgørelsen af kautionslånet bemærkes, at det ikke fremgår af kautionsdokumentet, at der er tale om kaution for et lån med kursrisiko, eller at kautionisterne hæfter for denne. Det fremgår alene, at kautionisterne tillige hæfter for renter, provision samt misligholdelsesomkostninger.

Ved vurderingen af spørgsmålet om den oprindelige forpligtelses gyldighed må der lægges vægt på, at kautionslånet er et yderst kompliceret lån med en væsentlig kursrisiko, hvilket klagerne ikke havde nogen chance for at vurdere.

Påstanden om betaling af 150.000 kr. angår ydelser på kautionslånet, som M og H har betalt til indklagede.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at M og H ved underskrivelsen af kautionsdokumentet var i en sådan mental tilstand, at kautionen af denne grund må anses for ugyldig.

M og H's datters daværende revisor har i en fremlagt erklæring af 5. juli 2001 oplyst, at han i sommeren 1998 deltog i et møde med datteren samt M og H, hvor muligheden af at afgive kaution blev drøftet. Det var revisorens indtryk, at alle parter var sig fuldt bevidste om, hvilke konsekvenser en kaution kunne få. Tilsvarende fremgår af indklagedes medarbejders bemærkninger i kreditindstillingen af 28. juli 1998.

Det er ikke ved de fremlagte erklæringer om H's helbredstilstand i juli 1998 dokumenteret, at H ikke forstod, hvilken forpligtelse hun påtog sig ved underskriften på kautionsdokumentet.

Fremlagte erklæringer vedrørende M's helbredstilstand indikerer, at M's helbred var svækket i sær fysisk og talemæssigt, men det bestrides, at M i juli 1998 ikke forstod indholdet og konsekvenserne af kautionen.

Hvis M's tilstand var så svækket, som det nu påstås, kan det være svært at forstå, at H og datteren lod M underskrive kautionserklæringen.

Da M og H i foråret 1999 afslog yderligere kaution må de have været fuldt ud bevidst om den tidligere afgivne kaution, uden at dette gav dem anledning til at fragå denne. Indklagedes indhentelse af årsregnskaber for M og H var uafhængig af den ønskede kreditudvidelse, idet der var tale om en opfølgning på den i 1998 givne kaution. Man ønskede at vurdere M's og H's bonitet på grundlag af et regnskab, Regnskabet blev modtaget i sommeren 1999; på dette tidspunkt var spørgsmålet om yderligere kaution afsluttet.

For så vidt angår opgørelsen af kautionslånet bemærkes, at M og H påtog sig kaution for opfyldelsen af, hvad deres datter måtte blive indklagede skyldig i medfør af lånet. inkl. kursrisikoen. Indklagedes medarbejder gennemgik fastrenteklausulen med M og H, og M og H underskrev lånedokumentet.

Baggrunden for nedsættelsen af kautionsforpligtelsen med 248.144 kr. er, at det af kautionsdokumentet fremgår, at der skulle stilles ca. 517.000 kr. til datterens disposition på driftskontoen. Denne var imidlertid ved indsættelsen af det tiloversblevne provenu på 545.251,68 kr. overtrukket med 276.395 kr., således at datteren faktisk fik stillet 268.856,68 kr. til disposition.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Spørgsmålet om, hvorvidt M og H måtte være helt eller delvist bundet af kautionserklæringen af 22. juli 1998, afhænger af en vurdering af M og H's mentale tilstand ved underskrivelsen af erklæringen. Da en stillingtagen hertil findes at måtte forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales.