Spørgsmål om hæftelse for transaktioner foretaget på to græske natklubber.

Sagsnummer:89/2009
Dato:09-09-2009
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for transaktioner foretaget på to græske natklubber.
Indklagede:Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod at hæfte for to betalingstransaktioner foretaget på to græske natklubber.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Ringkjøbing Landbobank, hvor han har en konto med et tilknyttet Visa/Dankort.

I september 2008 var klageren i arbejdsmæssig sammenhæng i Grækenland.

Den 20. september 2008 kl. 01.04 samt kl. 05.59 blev der foretaget to Visa/Dankort transaktioner på henholdsvis 2.000 EUR og 400 EUR, som ifølge Ringkjøbing Landbobank skete ved brug af klagerens Visa/Dankort. Transaktionen på 2.000 EUR blev foretaget på natklubben A, mens transaktionen på 400 EUR blev foretaget på natklubben B.

Klageren har anført, at han ankom til natklubben A omkring midnat sammen med en englænder, som han havde truffet på sit hotel, men i øvrigt ikke kendte. Englænderen arbejdede med arbejdsområder, som hans selv havde erfaring med, og de snakkede en del herom og delte nogle øl. Ved betaling anvendte han kun kontanter og ikke sit Visa/Dankort. Han mener at have haft kortet hele tiden og har ikke bemærket, at det var væk på noget tidspunkt. Kortet lå i hans baglomme. Han forlod stedet i en taxa kl. ca. 6 om morgenen. Englænderen var ca. ½ time forinden taget til en anden bar.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at transaktionen på 2.000 EUR er chiplæst, hvorfor det korrekte fysiske kort er benyttet ved transaktionen. Transaktionen på 400 EUR er magnetstribelæst.

For begge transaktioner er fremlagt kopi af notaer, der bærer en underskrift, som klageren bestrider er hans.

Den 29. september 2008 underskrev klageren indsigelsesblanket vedrørende transaktionerne. Heraf fremgår, at han den 19. september 2008 kl. ca. 17.30 havde forsøgt at betale en regning på en cafe, hvor en ansat "gik ud bag ved med kortet, og kom tilbage med kortet, og sagde at der var problemer med systemet". De henviste ham til en bankautomat tæt på. Kl. ca. 18.00 forsøgte han forgæves at hæve i en bankautomat.

Ringkjøbing Landbobank forelagde klagerens indsigelse for PBS, som i en redegørelse af 8. januar 2009 anførte, at man ikke fandt det sandsynligt, at tredjemand skulle have brugt klagerens kort på to natklubber med fem timers mellemrum for derefter at give det tilbage i klagerens besiddelse.

Den 3. februar 2009 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Under sagens forberedelse har Ringkjøbing Landbobank fremlagt to dankortbetalinger med nota foretaget af klageren i januar måned 2009. Notaerne fremtræder som underskrevet af klageren.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal betale modværdien af 2.400 EUR svarende til 18.081,35 kr.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke har underskrevet de to fremlagte notaer.

Han opdagede først misbruget, da han skulle betale på sit hotel, idet hans Visa/Dankort da var spærret. På kortet har han ikke skrevet sin underskrift. Hans underskrift er altid med små bogstaver.

Han mener, at han havde kortet hele tiden og bemærkede ikke, at det på noget tidspunkt var væk.

Underskrifterne på de to notaer fra januar 2009 er ikke hans; betalingsmodtageren er en beværtning. Indehaveren og en ansat har underskrevet med klagerens tilladelse.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at der ikke er nogen forklaring på, hvordan klageren har fået kortet tilbage efter, at det ifølge hans forklaring har været misbrugt den pågældende nat omkring midnatstid samt kl. 6 om morgenen. Den sidste betaling er foretaget på natklubben B, som klageren oplyser, at han ikke har besøgt.

Klageren oplysning om, at hans underskrift altid er med små bogstaver, stemmer ikke overens med notaerne fra januar 2009 fremlagt under sagen. Banken har endvidere fremlagt yderligere to dokumenter underskrevet af klageren i 1998 samt 2004.

Såfremt underskrifterne på notaerne i Grækenland skulle være forfalskede, er det påfaldende, at en udlænding kender bogstavet ø, der indgår i klagerens navn, og husker at sætte en streg gennem bogstavet.

Det er ikke sandsynligt, at en tredjemand skulle have misbrugt kortet på to forskellige natklubber med fem timers mellemrum for derefter at give kortet tilbage i klagerens besiddelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at de omhandlede transaktioner er foretaget under anvendelse af klagerens Visa/Dankort. Sagens afgørelse beror herefter på, hvorvidt der må antages at være tale om misbrug, eller om betalingerne foretaget af klageren selv. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen vil forudsætte en yderligere bevisførelse af en karakter, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.