Rådgivning om valg af renteprocent.

Sagsnummer:9805083/1999
Dato:10-05-1999
Ankenævn:Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen, Jeanette Werner, Keld Christiansen, Nils Guttenberg
Klageemne:Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
Ledetekst:Rådgivning om valg af renteprocent.
Indklagede:Nordea Kredit Realkreditaktieselskab
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Klagerne indgik i januar 1995 aftale om køb af en ejerlejlighed. Ifølge købsaftalen var der forudsat optaget et 30-årigt kontantlån baseret på 7 pct. obligationer hos et andet realkreditinstitut end det indklagede. Ifølge købsaftalen havde klagerne modtaget alternativt finansieringsforslag baseret på 9 pct. obligationer, ligesom klagerne af ejendomsmægleren var informeret om muligheden for valg af anden finansieringsform. Derudover fremgik det af købsaftalen, at klagerne ønskede at optage lånet hos det indklagede realkreditinstitut. Efter ansøgning fra klagerne fremsendte instituttet i februar 1995 et lånetilbud til sælgeren af ejendommen vedrørende et 30-årigt kontantlån baseret på salg af 7 pct. obligationer til en anslået kurs på 79,85. Lånetilbudet indeholdet en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene. Lånet blev udbetalt i marts 1995 ved salg af 7 pct. obligationer til kurs 80,05 i henhold til en fastrenteaftale. Klagerne rettede i februar 1998 henvendelse til instituttet, idet de fandt, at de som følge af en mangelfuld rådgivning fra instituttets side havde lidt et tab, der svarede til forskellen mellem kontantlånshovedstolen og indfrielsesværdien af de bagvedliggende obligationer. Under henvisning til indholdet af købsaftalen fastholdt instituttet at have behandlet sagen korrekt og afviste, at der på nogen måde var grundlag for at yde erstatning.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for den forøgede indfrielsesværdi af deres lån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet havde ikke mulighed for nærmere at vurdere indholdet og omfanget af den konkrete rådgivning, som klagerne havde modtaget. Nævnet tilføjede dog, at det af købsaftalen fremgik, at klagerne havde fået forelagt et alternativt finansieringsforslag vedrørende kontantlån baseret på 9 pct. obligationer, og at instituttets lånetilbud, der var afgivet i overensstemmelse med det i købsaftalen og låneansøgningen anførte, indeholdt de relevante oplysninger om kontantlånskonstruktionen og de aktuelle kursforhold. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen ud fra en generel vurdering af forholdene i 1995 havde været urigtig eller mangelfuld. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at et kontantlån i 1995 baseret på 7 pct. obligationer ikke var usædvanlig i perioden, og at det - afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner - var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.