Indsigelse mod overtræk på indlånskonto og honorering af checks i tilknytning til kontoen.

Sagsnummer:53/2007
Dato:09-09-2009
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne:Indlån - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod overtræk på indlånskonto og honorering af checks i tilknytning til kontoen.
Indklagede:Noedea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod et overtræk på hans konto i Nordea Bank og bankens honorering af checks i tilknytning til kontoen.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1919, er kunde i Nordea Bank.

Klageren ejede en fast ejendom, der tjente som bopæl for ham og en logerende, L, som flyttede ind i ejendommen i foråret 2005.

Klageren havde en grundkonto i banken, hvorpå der løbende blev indsat pension, gennemført betalinger i betalingsservice og foretaget hævninger, herunder ved udstedelse af checks. I begyndelsen af 2005 blev der månedligt udbetalt i alt ca. 2.000 kr. - 3.500 kr. fra kontoen. I slutningen af 2005 steg de samlede månedlige udbetalinger fra kontoen til beløb i intervallet ca. 4.000 kr. - 21.000 kr.

Pr. den 31. december 2005 var klagerens indestående i banken på i alt ca. 69.000 kr. fordelt med knap 6.000 kr. på grundkontoen, ca. 52.000 kr. på en Pluskonto og ca. 11.000 kr. på en Gevinstopsparingskonto. Efter det oplyste havde klageren endvidere et værdipapirdepot med en værdi på ca. 30.000 kr.

På grundkontoen opstod der fra begyndelsen af 2006 løbende overtræk på grundkontoen, som blev inddækket ved overførsler fra pluskontoen og gevinstopsparingskontoen. I maj/juni 2006 var indeståenderne på pluskontoen og gevinstopsparingskontoen opbrugt.

Banken har oplyst, at man i løbet af foråret 2006 blev kontaktet af L, som på vegne klageren informerede om, at klageren ønskede at sælge sin ejendom og flytte på plejehjem.

Ved brev af 20. april 2006 til klageren sendte banken en oversigt over engagementet, hvorpå der var en samlet opsparing på ca. 67.000 kr., inklusiv værdien af depotet. Med henvisning til overvejelserne om at sælge ejendommen vedlagde banken et visitkort fra en ejendomsmægler.

Fra slutningen af juni 2006 bevilgede banken et overtræk på klagerens grundkonto. Beløbsgrænsen blev efterfølgende reguleret i takt med, at der blev trukket på kontoen.

Ved brev af 19. juli 2006 til klageren tilbød banken efter aftale med L et møde til drøftelse af ejendomssalget.

Banken har oplyst, at man i løbet af sensommeren eller starten af efteråret 2006 modtog et udkast til formidlingsaftale til gennemsyn. Klagerens ejendom blev vurderet til 1.050.000 kr. Ved brev af 4. oktober 2006 returnerede banken udkastet til klageren med tak for lån. Efterfølgende meddelte L, at klageren alligevel ikke ønskede at fraflytte ejendommen.

Banken har anført, at man på baggrund af klagerens salgsbestræbelser havde en forventning om, at likviditetsbehovet var midlertidigt, og at overtrækket ville blive inddækket senest i forbindelse med salget af ejendommen. Der blev løbende sendt skriftlig oplysning om det bevilgede overtræks størrelse. De konkrete meddelelser kan ikke genudskrives, og det har derfor i forbindelse med sagen kun været muligt at fremlægge et eksempel på en meddelelse. Klageren fik desuden tilsendt kontoudskrifter hver måned.

Ved brev af 24. oktober 2006 anmodede L om, at der blev aftalt et møde med klageren med henblik på en afklaring af uforudsete udgifter på 25-30.000 kr.

På den baggrund tilbød banken ved brev af 25. oktober 2006 til klageren et møde den 8. november 2006. Mødetidspunktet blev gentagne gange udskudt efter anmodning fra L med henvisning til klagerens helbred.

Den 8. februar 2007 ringede banken til klageren. Opkaldet blev besvaret af klagerens datter, med hvem der blev aftalt et møde til den 14. februar 2007. Mødet blev aflyst på grund af klagerens sygdom. Datteren oplyste, at hun og hendes bror havde mistanke om, at L havde misbrugt klagerens midler bl.a. ved at udstede falske checks.

Det bevilgede overtræk, som da var på 50.000 kr., blev af banken nedsat til 43.500 kr., svarende til den aktuelle saldo på grundkontoen. Samtidig blev klagerens checkhæfte inddraget, og alle checks spærret.

Den 20. februar 2007 indgav klagerens datter med fuldmagt fra klageren en klage til Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skulle frafalde klagerens hæftelse for overtrækket.

Under sagen har klageren gjort indsigelse mod bankens honorering af 58 checks på i alt 89.600 kr., udstedt i perioden 27. november 2005 – 16. juni 2006, som klageren ikke kan vedkende sig at have underskrevet. Klageren har endvidere indtalt et erstatningskrav i forbindelse med en straffesag mod L.

Parternes påstande.

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordea Bank skal frafalde hans hæftelse for overtrækket på grundkontoen og tilbageføre checkbeløbene på i alt 89.600 kr.

Banken har nedlagt påstand principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at overtrækket på 50.000 kr. blev bevilget af banken uden hans viden eller samtykke. Bevillingen skete alene på grundlag af en aftale mellem banken og L, som ikke havde fuldmagt til at disponere på hans vegne.

Han er ikke bekendt med nogen korrespondance med banken, hverken vedrørende bevilget overtræk eller en formidlingsaftale om ejendomssalg.

Bankens medarbejder burde have stillet sig undrende over for den manglende kontakt med ham som kontohaver. L, der er født i 1968, fik midlertidig bopæl i hans ejendom og var i forhold til hans kundeforhold i banken en ganske uvedkommende person.

Det fritager ikke banken for ansvar, selv om L bliver dømt for bedrageri.

L tilstod dokumentfalsk over for politiet, men trak senere tilståelsen tilbage, hvorfor der nu skal føres straffesag med vidneførsel.

Klagen over Nordea Bank er ikke afhængig af, hvorvidt L bliver dømt.

Banken bevilgede et overtræk til L på hans konto uden på noget tidspunkt at kontakte ham. Banken hæfter derfor alene for overtrækket med tillæg af renter.

Nordea Bank Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen på grund af bevisbedømmelsen er uegnet til behandling i Ankenævnet. Straffesagen mod L er ikke afsluttet. Desuden er der en sådan tvivl forbundet med de checks, som klageren ikke kan vedkende sig, at banken ikke ser sig i stand til at returnere de pågældende checks uden en forudgående bevisbedømmelse for retten. Det er bankens indtryk, at klageren ikke har klar erindring om de omtvistede checks. Banken kan ikke vurdere, om underskrifterne på checkene er klagerens. Klageren oplyste i første omgang et større antal checks, som han ikke mente at have underskrevet. Antallet blev herefter indskrænket til 58 checks.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren ikke har dokumenteret et økonomisk tab. Hvis det ved straffesagen mod L viser sig, at L har forfalsket klagerens underskrift ved udstedelse af checks, vil banken have mulighed for at returnere de falske checks til indløsende pengeinstitut. Det formodes derfor, at klageren ikke kommer til at lide et tab som følge af en eventuel kriminel adfærd fra L’s side.

Hvis det mod forventning måtte vise sig, at klageren kommer til at lide et økonomisk tab, gøres det gældende, at banken ikke er erstatningsansvarlig herfor. Banken har ikke haft anledning til at nære mistanke om, at der kunne finde et misbrug af klagerens konto sted.

Fra den 21. juni 2006 har man på baggrund af oplysninger fra L bevilget klageren overtræk af varierende størrelse. Det var bankens klare opfattelse, at L hjalp klageren under hans sygdom, og at der var etableret et adfærdsfuldmagtsforhold mellem klageren og L. Banken har ikke foretaget udbetalinger eller ført egentlige drøftelser med L om klagerens forhold, ligesom al bankens korrespondance blev stilet og sendt til klageren selv, herunder samtlige bankens mødeindkaldelser samt meddelelser om overtrækbevilling. Klageren har herudover hver måned modtaget kontoudskrifter. Banken har således på trods af klagerens sygdom haft en berettiget forventning om, at klageren ville reagere, hvis der var posteringer, som han ikke kunne vedkende sig.

Der har ikke været tale om ansvarspådragende adfærd fra bankens side, og et eventuelt erstatningskrav kan således kun rettes mod L.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.