Spørgsmål om underretning, passivitet.

Sagsnummer:60/2001
Dato:03-07-2001
Ankenævn:Peter Blok, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om underretning, passivitet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører, om klagerens kautionsforpligtelse for et lån til hans datter kan anses for bortfaldet.

Sagens omstændigheder.

Ved kautionsbevis underskrevet af klageren den 26. februar 1987 indestod klageren som kautionist og selvskyldner for et lån på 91.000 kr. ydet til klagerens datter. Kautionshæftelsen kunne ikke overstige 50.000 kr.

Klageren har anført, at hans datter misligholdt lånet umiddelbart efter dets etablering. Datteren flyttede først til Sverige og senere til Spanien. I forbindelse med datterens misbrugsproblemer havde han ikke kontakt med hende på dette tidspunkt. Han modtog heller ikke orientering fra indklagede om misligholdelsen.

I april 1988 flyttede klageren til Spanien. Klageren orienterede ikke indklagede herom.

Indklagede har anført, at kautionslånet på grund af misligholdelse blev overgivet til inkasso i august 1988. Indklagedes advokat fremsendte den 24. august 1988 inkassoskrivelse til klageren til den adresse i Spanien, som ved forespørgsel i folkeregisteret var oplyst som værende såvel klagerens som dennes datters opholdsadresse. Advokaten afregnede efterfølgende sagen som uerholdelig.

Indklagede har anført, at man efter sædvanlig praksis udsendte saldomeddelelser årligt til såvel datteren som klageren. Dette var dog ikke muligt for så vidt angik klageren, da dennes opholdsadresse var ukendt, i hvert fald siden primo 1993.

I sommeren 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende kautionen. Ifølge klageren henvendte han sig primo august 2000 for at få bekræftet, at kautionen var ude af verden, men han fik et henholdende svar. Ifølge indklagede kontaktede klageren den 19. juni 2000 indklagedes Jylland Midtvest afdeling og oplyste, at han ville søge at formå datteren til at betale gælden. Det bestrides, at klageren skulle have forespurgt, om kautionen fortsat bestod.

Indklagede har anført, at klagerens datter den 8. september 2000 rettede henvendelse og anmodede om en opgørelse af gælden. Hun meddelte samtidig, at hun forventede at kunne betale senest 1. november 2000.

Ved skrivelse af 8. september 2000 stilet til klagerens datter opgjorde indklagede sit krav vedrørende lånet til 99.625,91 kr. med tillæg af 5 års rente.

Ved skrivelse af 4. oktober 2000 rettede klageren gennem advokat henvendelse til indklagede om kautionsforpligtelsen. Bl.a. med henvisning til, at låneforholdet var mere end 15 år gammelt, anmodede advokaten indklagede om at bekræfte, at kautionsforpligtelsen var ophørt. Ved skrivelse af 26. s.m. afviste indklagedes advokat, at kautionsforpligtelsen var bortfaldet.

Parternes påstande.

Klageren har den 14. februar 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse er bortfaldet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har tilsidesat oplysningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede var i besiddelse af hans spanske adresse, som fremgår af skrivelsen af 24. august 1988.

Uanset at kautionen er undergivet den 20-årige forældelse efter dansk lov 5-14-4, har indklagede ved passivitet gennem mange år forringet hans mulighed for at formå datteren til at betale gælden eller hans mulighed for at søge regres.

Hans forringede regresmulighed illustreres af, at datterens gæld på tidspunktet for kautionens etablering var 91.000 kr., men nu opgøres til over 200.000 kr.

Indklagede har anført, at det stedse har været indklagedes forretningsgang, at der efter en periode på 6 måneders ubevilget overtræk på en kautionssikret fordring sendes meddelelser til kautionisten, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Meddelelser herunder rykkerskrivelse, saldomeddelelser m.v. tilbage fra perioden 1988-1989 opbevares ikke længere.

Indklagede har på intet tidspunkt bibragt klageren en berettiget forventning om, at kautionskravet var frafaldet.

At indklagede gennem en årrække ikke rettede henvendelse til klageren, hvilket havde baggrund i klagerens egne forhold, da han ikke løbende gav meddelelse om ændring i opholdsadressen, medfører ikke, at fordringen anses for bortfaldet ved passivitet.

En eventuel manglende meddelelse fra indklagedes side har ikke forringet muligheden for regres. Klageren har bevisbyrden for, at den manglende underretning har forringet hans regresmulighed, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

At klagerens datters gæld til indklagede blev forøget fra 91.000 kr. til ca. 212.000 kr. er udtryk for, at klagerens datter gennem perioden har haft en nødlidende økonomi og således ingen mulighed for at indfri, hverken indklagede eller et eventuelt regres­krav fra klageren.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Den kautionsforpligtelse maksimeret til 50.000 kr., som klageren ved kautionsdokumentet af 26. februar 1987 påtog sig for datterens lån på 91.000 kr., er - når bortses fra eventuelle renter - alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet. På baggrund af denne forældelsesregel findes den omstændighed, at indklagede gennem en længere årrække undlod at rette henvendelse til klageren vedrørende kautionsforpligtelsen, ikke at kunne medføre, at indklagedes fordring mod klageren er bortfaldet ved passivitet.

Indklagede har ikke godtgjort, at indklagede har overholdt pligten efter bank- og sparekasselovens § 41 til at give meddelelse til kautionisten senest 6 måneder efter, at lånet blev misligholdt. Det bemærkes herved, at meddelelse efter § 41 skal gives ved anbefalet brev, og at det af skrivelsen af 24. august 1988 fra indklagedes inkassoadvokat fremgår, at indklagede i hvert fald på dette tidspunkt var bekendt med klagerens adresse i Spanien.

Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til, hvorvidt indklagedes manglende iagttagelse af underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41 har forringet klagerens regresmuligheder, ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1, i Nævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren