Indsigelse mod restgæld på lån, der i 1997 overgik til inkasso.

Sagsnummer:151/2005
Dato:11-10-2005
Ankenævn:Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Anne Dehn Jeppesen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
Ledetekst:Indsigelse mod restgæld på lån, der i 1997 overgik til inkasso.
Indklagede:GE Money Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod restgælden på et lån, der i 1997 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Ved lånedokument af 13. juni 1987 optog klageren og dennes daværende ægtefælle et lån på 83.063 kr. i et finansieringsselskab, nu indklagede. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.450 kr.

Ved skrivelse af 1. december 1994 fik klageren og ægtefællen tilsagn om bortfald af en aktuel restance på lånet og en nedsættelse af den månedlige ydelse til 1.000 kr. frem til udgangen af 1996 og herefter 1.500 kr. pr. måned. Klageren og ægtefællen underskrev i den forbindelse et tillæg til lånedokumentet, hvori det skyldige beløb blev opgjort til 64.312,70 kr.

I april 1997, hvor lånet var i restance med to ydelser, overgik sagen til inkasso. I samme måned ophørte den automatiske rentetilskrivning på lånet.

Ved skrivelse af 23. maj 1997 bekræftede indklagede, at der under et fogedretsmøde samme dag var blevet indgået aftale om, at gælden fra den 1. juni 1997 og fremover skulle afvikles med 1.000 kr. pr. måned. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"…

Renten tilskrives p.t. ikke, men beregnes internt ud fra en rente p.t. på 13% p.a. Såvel manglende rentetilskrivning som fremtidig rente vil blive tilskrevet i det omfang forholdene, efter [indklagedes] skøn, tillader det, og vil ved normalt afviklingsforløb ske successivt."

Ydelserne blev med mindre uregelmæssigheder betalt som aftalt frem til og med maj 1999.

Ved skrivelse af 15. juni 1999 blev klageren og ægtefællen bevilget fritagelse med betaling af ydelsen for juli 1999. Som betingelse for ydelsesfritagelsen underskrev klageren og ægtefællen et nyt "Tillæg til lånedokument", hvori det skyldige beløb pr. den 1. juni 1999 blev opgjort til 30.479,46 kr. Under forudsætning af bl.a. uændret rente (11,75% p.a.) ville gælden med den aftalte ydelse på 1.000 kr. pr. måned været afviklet den 1. august 2002, hvor der skule betaltes en restydelse på 360,30 kr.

De 30.479,46 kr. svarede til den aktuelle gæld eksklusiv renter fra og med april 1997.

Ydelserne blev med mindre uregelmæssigheder betalt frem til og med oktober 2001.

Ifølge årsopgørelsen for 2001 var restgælden pr. den 31. december 2001 på 3.341,96 kr. Renteudgifterne var 0,00 kr.

I perioden 4. januar - 19. marts 2002 blev der betalt tre ydelser på i alt 3.341,96 kr. Klagerens ægtefælle meddelte samtidig indklagede, at hun herefter anså lånet for afviklet.

Indklagede meddelte, at lånet ikke var afviklet, idet der fortsat skyldtes renter fra og med april 1997 på i alt 25.657,79 kr. Heraf var 12.000 kr. blevet tilskrevet pr. den 1. februar 2002. Indklagede anmodede derfor om fortsat afvikling med 1.000 kr. pr. måned.

Der blev ikke foretaget yderligere indbetalinger.

I foråret 2002 tilskrev indklagede yderligere ca. 23.000 kr. i renter på lånet. Restgælden blev herefter opgjort til ca. 38.000 kr., som klageren blev anmodet om at betale.

Parternes påstande.

Den 30. maj 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde sit krav.

Indklagede har under sagen foretaget en omberegning af lånet og på baggrund heraf nedsat sit krav til 11.195,66 kr. inklusiv renter (11,25% p.a.) til den 30. juni 2005. Omberegningen tager udgangspunkt i den tidligere opgjorte restgæld pr. den 1. juni 1999 på 30.479,46 kr., således at indklagede nu har frafaldet renter for perioden fra og med april 1997 til og med maj 1999. Ifølge den nye beregning var restgælden pr. den 31. december 2001 på 9.154,22 kr.

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at den afviklingsaftale, der blev indgået i 1997, stort set blev overholdt. Det var derfor urimeligt, at indklagede ganske kort før den 5-årige forældelsesfrist manuelt tilskrev renter på 12.000 kr. og efterfølgende afkrævede et beløb på ca. 38.000 kr.

På baggrund af den lange afviklingstid og årsopgørelsen for 2001 kunne de berettiget forvente, at restgælden blev indfriet med betalingerne i begyndelsen af 2002.

Den af indklagede påståede restgæld stemmer ikke overens med de beløb, der fremgår af kontoudskrifterne. Det er urimeligt, at sagen har kunnet trække ud i så mange år. Han er nu blevet skilt fra ægtefællen, og en manglende afklaring af sagen har vanskeliggjort bodelingen.

Indklagede har anført, at saldoen på 3.341,96 kr., der fremgår af årsopgørelsen for 2001, ikke indeholder renter for perioden 31. marts 1997 til den 1. februar 2002. Rentebeløbet er derfor anført til 0,00 kr.

I forbindelse med indbetalingerne i begyndelsen af 2002 blev klageren gjort opmærksom på, at lånet på grund af tilskrevne renter ikke var indfriet. Der er ikke blevet opkrævet forældede renter. For så vidt angår renteforældelse er indbetaling af afdrag afbrydende, såfremt disse følger en fast amortiseringsplan.

Sagen er på grund af opkøb og sammenlægninger blevet ført i flere forskellige systemer, hvilket har medført visse uregelmæssigheder. For at rette op herpå har man foretaget en ny beregning af restgælden. Der er i beregningen taget højde for, at der i Tillæg til lånedokument af 15. juni 1999 ikke blev oplyst om tilskrevne renter i perioden 31. marts 1997 - 1. juni 1999, som nu frafaldes. Beregningen viser en restgæld pr. den 30. juni 2005 på 11.195,66 kr., hvilket krav fastholdes overfor klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Da indklagede i juni 1999 bevilgede henstand med ydelsen for samme måned, underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle et nyt tillæg til det oprindelige lånedokument, hvori der blev taget udgangspunkt i en restgæld på 30.479,46 kr.

Det beror muligvis på en fejl hos indklagede, at der ved opgørelsen af restgælden ikke blev indregnet renter fra og med april 1997, hvor den automatiske renteberegning blev stillet i bero. Indklagede har imidlertid under sagen omberegnet og nedsat sit krav, således at klageren stilles, som om restgælden den 1. juni 1999 faktisk var 30.479,46 kr. som anført i aftalen.

Klageren og ægtefællen var fra og med den 1. juni 1999 forpligtet til at afvikle de 30.479,46 kr. med tillæg af renter, hvorved gælden ifølge den til aftalen knyttede amortiseringsoversigt ville være afviklet i august 2002.

Efter indgåelsen af aftalen fortsatte indklagede imidlertid med at undlade automatisk rentetilskrivning, hvilket medførte, at de årlige årsoversigter blev misvisende, idet indklagedes rentekrav ikke fremgik. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren desuagtet måtte indse, at gælden skulle forrentes i overensstemmelse med aftalen af juni 1999. Klageren kunne derfor ikke berettiget forvente, at gælden var fuldt indfriet med betalingerne i begyndelse af 2002. Klageren er derfor forpligtet til at betale restgælden inklusive renter, som under sagen endeligt er opgjort til 11.195,66 kr. pr. 30. juni 2005.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.