Indsigelse mod hæftelse for lån og om utilstrækkelig vurdering af kreditværdighed. Misbrug af NemID. Falsk.

Sagsnummer:465/2020
Dato:27-08-2021
Ankenævn:Henrik Waaben, George Wenning, Morten Bruun Peder-sen, Poul Erik Jensen.
Klageemne:Udlån - hæftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse for lån og om utilstrækkelig vurdering af kreditværdighed. Misbrug af NemID. Falsk.
Indklagede:Bank Norwegian
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for lån og om utilstrækkelig vurdering af kreditværdighed. Misbrug af NemID. Falsk.

Sagens omstændigheder

Klageren har oplyst, at hun den 5. marts 2020 blev kontaktet af en bekendt, M, på Facebook via Messenger. M kontaktede hende, idet han hævdede, at hun havde syntes godt om en side vedrørende lån på Facebook. Hun bad ham slette oplysningerne om hende på siden, men til det skulle han bruge hendes CPR-nummer. Klageren lod sig overbevise om, at hun ville modtage en opkrævning på et lån og en efterfølgende regning fra kreditors advokat, hvis hun ikke blev slettet i kreditors system. Klageren har fremlagt en kopi af chatten med M på Messenger, og det fremgår heraf, at hun via Messenger sendte de efterspurgte oplysninger i form af sit CPR-nummer og sine NemID-oplysninger, blandt andet flere nøgler til sit NemID, til M, da han ville hjælpe hende. Hun videregav ligeledes sine kortoplysninger til et betalingskort, som hun havde i pengeinstituttet, P, til M.

Klageren har oplyst, at hendes NemKonto i P blev ændret til en konto i et andet pengeinstitut af tredjemand uden hendes samtykke.  

Bank Norwegian modtog herefter en elektronisk låneansøgning, som ikke er fremlagt i sagen.

Ved et gældsbrev af 6. marts 2020 blev der optaget et lån på 40.000 kr. hos Bank Norwegian i klagerens navn. Ifølge gældsbrevet, der blev underskrevet elektronisk med klagerens NemID, var klageren debitor på lånet, og der var angivet klagerens postnummer, et telefonnummer, en mailadresse og et CPR-nummer (dog overstreget i den fremlagte kopi af gældsbrevet).

Klageren har oplyst, at hendes adresse ikke var anført, og at det ikke var hendes telefonnummer og mailadresse, som fremgik af gældsbrevet.

Det fremgik af gældsbrevet, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 617 kr., første gang den 1. maj 2020.

Den 6. marts 2020 udbetalte banken låneprovenuet på 40.000 kr. fratrukket et stiftelsesgebyr på 950 kr. til den konto, der på daværende tidspunkt var registreret som klagerens NemKonto.

Klageren har oplyst, at hun den 10. marts 2020 blev opmærksom på, at der var noget galt og kontaktede sit pengeinstitut, P. Hun fik sit kort i P spærret. Hun fik efterfølgende også flyttet sin NemKonto tilbage til P.

Den 11. marts 2020 indgav klageren endvidere politianmeldelse. Klageren har oplyst, at hun af politiet har fået oplyst, at den formodede gerningsmand har svindlet ca. 25 andre personer på samme måde.

Da der ikke blev betalt på lånet, iværksatte banken rykkerprocedure og opsagde lånet til fuld indfrielse.

Klageren havde forinden gjort indsigelse mod kravet med henvisning til, at hun havde været udsat for identitetstyveri.

Ved en stævning af 18. august 2020 anlagde Bank Norwegian sag mod klageren med påstand om betaling af 40.208,41 kr. med tillæg af renter fra den 1. juli 2020 samt rykkergebyrer på 300 kr. og et inkassogebyr på 100 kr.

Ved et svarskrift af 8. september 2020 påstod klageren frifindelse. Klageren begærede endvidere sagen henvist til Ankenævnet.

Parterne udvekslede herefter nogle yderligere processkrifter i sagen, og ved et retsmøde den 24. november 2020 henviste retten sagen til Ankenævnet og hævede sagen, jf. retsplejelovens § 361.

Den 4. december 2020 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Banken har under sagen blandt andet fremlagt en redegørelse af 7. januar 2021 om den kreditvurdering af klageren, som banken foretog, forinden bevillingen af lånet i marts 2020.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Bank Norwegian skal frafalde sit krav mod hende vedrørende lånet.

Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ved låneoptagelsen har handlet i strid med kreditaftalelovens § 7 c, og har udvist en betydelig uforsigtighed ved, at det var muligt at hjemtage lån på en så lemfældig måde, som det er sket i denne sag.

Banken har ikke iagttaget sine forpligtelser til at foretage en behørig kreditvurdering i medfør af kreditaftalelovens § 7 c. I henhold til Forbrugerombudsmandens praksis skal långiver dokumentere, at et lån er ydet på et forsvarligt og informeret grundlag.

Det fremgår endvidere af kreditaftalelovens § 8, stk.2, nr. 2, at der af et lånedokument skal fremgå navn og fysisk adresse på aftaleparterne. Dette er tiltænkt for at sikre identitet. Hendes adresse fremgår imidlertid ikke af gældsbrevet, hvilket medfører, at banken ikke kan kræve godtgørelse for omkostninger, jf. kreditaftalelovens § 24.

Det er bankens bevisbyrde, at pligten til at foretage en behørig kreditvurdering og anføre de korrekte oplysninger om lånansøgeren er iagttaget. Dette medfører, at der skal indhentes oplysninger hos lånansøgeren, herunder for eksempel seneste lønsedler/meddelelse om offentlige udbetalinger, seneste årsopgørelse, dokumentation for faste løbende udgifter m.v.

Dette har banken ikke forsøgt, idet den ikke har rettet henvendelse til hende før lånets udbetaling. Hun har således ikke modtaget meddelelser om lånet eller oplysninger om fortrydelsesret.  Hun har heller aldrig modtaget nogen penge fra banken.

Hun har udleveret sine NemID-oplysninger under trusler. Forholdet blev anmeldt i umiddelbar tilknytning til truslernes fremsættelse og så snart, hun blev opmærksom på, at der var noget galt. Sagen verserer hos polititiet, hvor anklagemyndigheden efter det oplyste har rejst sigtelse.

Den indgåede låneaftale, som formelt er indgået med hende, er urimelig at gøre gældende og ugyldig efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Den lovpligtige kreditværdighedsundersøgelse ville have afsløret, at hun ikke var kreditværdig til det udbetalte lån. På baggrund af den mangelfulde ansøgningsproces, skal hun ikke hæfte for lånet.

Såfremt Ankenævnet mod forventning måtte nå frem til, at hun hæfter for lånet, bør den mangelfulde iagttagelse af kreditvurderingen medføre, at hun ikke hæfter for omkostningerne forbundet hermed, ligesom hun i så fald maksimalt hæfter for 375 kr., jf. betalingslovens § 100, stk. 3, subsidiært 8.000 kr., jf. betalingslovens § 100, stk. 4.

Bank Norwegian har anført, at klageren bør holdes ansvarlig for lånet, da hun har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at hun hæfter for lånet.

En indehaver af NemID har i henhold til reglerne for NemID en særlig forpligtelse til at sikre sig, at de fortrolige NemID-oplysninger ikke gøres tilgængelige for tredjemand.

I tilfælde af, at indehaveren af NemID alligevel gør sine personfølsomme og fortrolige oplysninger tilgængelige for tredjemand og dermed håndterer sine personfølsomme oplysninger uforsvarligt og i strid med reglerne for anvendelse af NemID, kan indehaveren af NemID i henhold til retspraksis, blandt andet to kendelser fra Højesteret fra januar 2019, efter en samlet vurdering blive aftaleretligt forpligtet ved aftaler, der indgås af tredjemand ved anvendelse af indehaverens NemID.

Klageren har erkendt, at hun i forbindelse med sin chat med M på Messenger udleverede sine fortrolige oplysninger tilhørende sit NemID til M, således at M havde mulighed for at disponere over klagerens digitale signatur og indgå låneaftalen i klagerens navn.

Ved sin handlemåde accepterede klageren indgåelsen af låneaftalen, og hun hæfter derfor for lånet direkte over for banken i henhold til låneaftalen som følge af betydelig uforsigtighed i forbindelse med låneaftalens indgåelse. Klageren er ansvarlig for lånet på et erstatningsretligt grundlag.

Dertil kommer, at klageren ikke tog skridt til at forhindre yderligere misbrug af sin digitale signatur, da hun fik eller burde have fået kendskab til det påståede identitetsmisbrug.

Selv om klagerens adresse ikke er anført i låneaftalen, men kun hendes postnummer, bestrides det, at banken i henhold til kreditaftalelovens § 24 skulle være afskåret fra at kræve renter og omkostninger på lånet.

Kreditaftalelovens § 24 har til formål at sikre, at kreditgiveren behørigt oplyser forbrugeren om kreditaftalens vilkår, herunder renter og øvrige omkostninger, inden kreditaftalens indgåelse. Banken var i besiddelse af klagerens adresse på tidspunktet for låneaftalens indgåelse, og den manglende adresseangivelse var uden betydning for klagerens mulighed for at vurdere konsekvenserne af den indgåede låneaftale.

Det bestrides, at banken tilsidesatte sin pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.

Banken foretog en grundig kreditvurdering af klageren, inden den bevilgede lånet. Når en person sender en ansøgning om lån til banken, kontroller banken betalingsevnen ud fra sine egne modeller og beregninger.

Banken indhentede blandt andet oplysninger om klageren hos eSKAT og klagerens årsopgørelse for 2018, ligesom banken indhentede oplysninger om klageren hos KreditStatus og RKI. Opslagene hos KreditStatus og RKI viste ingen negative registreringer på klageren.

Banken foretog derudover en likviditetsberegning, der viste, at klageren, efter fradrag af faste og variable omkostninger samt afvikling af lånebeløbet til banken, havde et månedligt disponibelt rådighedsbeløb på 7.875 kr., jf. redegørelsen af 7. januar 2021 om den kreditvurdering af klageren, som banken foretog, forinden bevillingen af lånet i marts 2020.

Banken foretog således en grundig likviditetsberegning og foretog en kreditscoring af klageren med udgangspunkt i de oplysninger, som banken havde indhentet og var kommet i besiddelse af, forinden banken bevilgede låneaftalen. Banken overholdt derfor samtlige sine forpligtelser relaterende til en forsvarlig kreditgivning i forbindelse med, at låneaftalen blev indgået.

Ankenævnets bemærkninger

Ved et gældsbrev af 6. marts 2020 blev der optaget et lån på 40.000 kr. hos Bank Norwegian. Ifølge gældsbrevet, der blev underskrevet elektronisk ved brug af klagerens NemID, var klageren debitor på lånet.

Udgangspunktet er, at klageren ikke vil være bundet af en låneaftale, der er indgået af en tredjemand, der uberettiget har fået adgang til klagerens NemID-oplysninger (der foreligger falsk). Selv om tredjemand har misbrugt klagerens NemID-oplysninger, kan klageren dog ifølge retspraksis have udvist en sådan grad af uforsigtighed, at hun alligevel kan blive aftaleretligt forpligtet til at betale i henhold til den indgåede låneaftale.

Det følger af retspraksis, at afgørelsen heraf skal foretages ud fra en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb. I denne vurdering indgår blandt andet, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af klagerens nøgle (brugernavn, adgangskode og nøglekort til NemID), om klageren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om klageren har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, for eksempel ved at spærre sit NemID.

Der er i sagen alene fremlagt den elektronisk underskrevne låneaftale og en redegørelse fra banken af 7. januar 2020 om bankens kreditvurdering af klageren forinden bevilling af lånet, men ikke den forudgående låneansøgning.

Ankenævnet finder, at der mangler væsentlige oplysninger af betydning for afgørelsen af sagen. Det drejer sig blandt andet om, hvorledes proceduren for optagelse af lån var, hvad der blev udfyldt og afsendt til Bank Norwegian i forbindelse med ansøgningen om lånet, og hvorledes banken gav ansøgeren besked om, at ansøgningen var bevilget. Der mangler endvidere oplysninger om, hvad der skete med låneprovenuet, der blev overført til en konto i et andet pengeinstitut, herunder hvem kontoen tilhørte, hvorledes og til hvem beløbet blev udbetalt, og oplysninger om det digitale spor, som en eventuel hævning har efterladt.

Ankenævnet finder endvidere, at en afgørelse af sagen forudsætter en forklaring fra parterne, herunder en præciserende forklaring fra klageren om, hvilken relation der var mellem hende og M, der ifølge det oplyste var en bekendt, og hvorfor M havde adgang til den side vedrørende lån på Facebook, som klageren havde syntes godt om, og kunne slette oplysningerne om klageren.

Da en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.