Rådgivning, erstatning.

Sagsnummer:5/1992
Dato:22-05-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning, erstatning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 9. december 1987 købte klageren gennem indklagede 135 stk. aktier i ASEA AB.

Den 3. april 1991 udsendte et revisionsfirma en skrivelse til danske aktionærer i ASEA AB, herunder klageren. Skrivelsen indeholdt en generel redegørelse for de danske skattemæssige konsekvenser af, at ASEA AB som nærmere beskrevet i ASEA AB's årsregnskab for 1990 ville udlodde sine aktier i Nybroviken AB til aktionærerne. Det fremgik, at for personlige aktionærere hjemmehørende i Danmark skulle værdien af de modtagne Nybroviken AB aktier medregnes i den skattepligtige indkomst i det år, hvor generalforsamlingen traf endelig beslutning om udlodning af aktierne. Ifølge indklagede kontaktede en medarbejder den 23. maj 1991 klageren telefonisk og anbefalede salg af aktierne inden den 28. maj 1991 kl. 10.00. Klageren har bestridt dette.

Ved skrivelse af 4. juli 1991 til aktionærerne i ASEA AB oplyste indklagede, at det på selskabets generalforsamling den 26. april 1991 var besluttet at foretage opdelingen af ASEA koncernen under forudsætning af, at den svenske rigsdag ville vedtage en lovændring, der gav adgang til at foretage opdelingen uden konsekvenser for svenske aktionærer. Den 28. maj 1991 blev lovændringen vedtaget, og selskabets generalforsamlingsbeslutning blev gjort endelig. Opdelingen ville således foregå ved, at ASEA's beholdning af aktier i Incentive Ab (tidligere Nybroviken AB) blev udloddet til aktionærerne i ASEA AB.

Den 11. september 1991 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at den rådgivning, han havde modtaget af indklagede i forbindelse med opdelingen af ASEA AB og de skattemæssige konsekvenser heraf, havde været mangelfuld, hvorfor indklagede burde godtgøre det tab, han havde lidt i den forbindelse. Dette afslog indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille klageren, som om han den 27. maj 1991 havde solgt aktierne og at dække klagerens omkostninger i forbindelse med sagen inklusive godtgørelse af den senere skattebyrde.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han den 17. april 1991, efter at han den 5. april 1991 havde modtaget revisionsfirmaets skrivelse af 3. april, rettede henvendelse til indklagedes Allerød afdeling vedrørende de skattemæssige konsekvenser. Afdelingen lovede et hurtigt svar, men uagtet dette, rettede afdelingen først henvendelse til ham ved skrivelsen af 4. juli 1991. Klageren havde imidlertid den 10. juni 1991 via et andet pengeinstitut erfaret, at aktierne skulle have været solgt senest den 27. maj 1991, hvad han ville have gjort, såfremt han i tide havde fået den lovede information. Klageren finder, at indklagedes manglende rådgivning har været en fejl, der vil få store økonomiske konsekvenser. Klageren bestrider, at en medarbejder fra afdelingen den 23. maj 1991 telefonisk rettede henvendelse til ham. Klageren har opgjort sit tab til 21.000 kr. med forbehold af, at skattebyrde og rente eventuelt ændres.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren efter at have modtaget notatet fra revisionsfirmaet henvendte sig i indklagedes Allerød afdeling. Her blev hans spørgsmål overgivet til en investeringsrådgiver i Center filial, Birkerød. Denne kontaktede klageren den 25. april 1991, men kunne ikke give noget svar, da indklagede ikke havde afsluttet sine undersøgelser af de skattemæssige konsekvenser af opdelingen. Medarbejderen henvendte sig igen senere til klageren for at meddele, at indklagedes undersøgelser endnu ikke var afsluttet. Den 21. maj 1991 forelå indklagedes endelige vurdering. På baggrund heraf kontaktedes klageren den 23. maj 1991 af en medarbejder fra afdelingen, der anbefalede salg af aktierne inden den 28. maj 1991 kl. 10.00. Klageren meddelte imidlertid denne medarbejder, at han selv havde undersøgt sagen til anden side, hvilket blev noteret på sagen. Klageren afgav hverken ved denne lejlighed eller senere salgsordre. Samtlige kunder i området med ASEA aktier i opbevaringsdepot blev telefonisk kontaktet og meddelt indklagedes vurdering. Klageren var den eneste i området, der i den forbindelse ikke solgte sine aktier. Indklagede bestrider endvidere klagerens tabsopgørelse som udokumenteret, ligesom den indeholder kursudsving, hvilket må være klagerens egen risiko.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at såfremt klageren fastholder, at han ikke blev kontaktet af indklagede om ASEA aktier før indklagedes brev af 4. juli 1991 vil det kræve en bevisførelse, som efter Ankenævnets faste praksis ikke kan ske for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at en medarbejder den 23. maj 1991 telefonisk kontaktede klageren og anbefalede salg af aktierne inden den 28. maj 1991 kl. 10.00. Dette er bestridt af klageren. En stillingtagen hertil findes at forudsætte en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.