Indsigelse mod stop af byggekreditter, indsigelse mod kaution og krav om godtgørelse for tort. Afvisning som følge af tidligere afsagt dom. Spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer:420/2021
Dato:05-05-2022
Ankenævn:Vibeke Rønne, Bjarke Svejstrup, Karin Sønderbæk, Jacob Ruben Hansen, Poul Erik Jensen.
Klageemne:Inkasso - øvrige spørgsmål
Forældelse - øvrige spørgsmål
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Ledetekst:Indsigelse mod stop af byggekreditter, indsigelse mod kaution og krav om godtgørelse for tort. Afvisning som følge af tidligere afsagt dom. Spørgsmål om forældelse.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning i forbindelse med indsigelse mod stop af byggekreditter, indsigelse mod kaution samt krav om godtgørelse for tort.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H var kunder i Danske Bank. M havde blandt andet tre konti i banken, konto -290, konto -355 og en byggelånskonto -306 samt en veksel.

I 1997 var der et overtræk på de tre konti samt en veksel, i alt 359.757,22 kr. Samme år blev der afsagt en byretsdom, hvor M blev dømt til at betale 359.757,22 kr. med renter på 12 % p.a. fra den 30. juni 1983 og sagsomkostninger på 35.000 kr. til banken. Det samlede udestående blev samlet på konto -962. Banken overgav sagen til fogedretten med henblik på inddrivelse, og i 1998 opgjorde fogedretten gælden til i alt 399.042,22 kr. Der blev ikke indgået en betalingsaftale mellem M og banken.

Banken har oplyst, at den løbende sendte årsoversigter til M for at afbryde forældelse, senest i 2006. I 2006 underskrev M et gældssaneringsforslag, hvor gælden til banken var medtaget som ubestridt, men både skifteretten og Landsretten nægtede gældssaneringen, der bortfaldt.

I 2016 overgav banken konto -962 til sin samarbejdspartner S for at afbryde forældelse. Gælden blev opgjort til det beløb, der blev godkendt i gældssaneringen. Samarbejdspartneren S fik dog ikke afbrudt forældelsen, og sagen blev afsluttet som forældet.

I september 2020 kontaktede klagerne banken for at få afklaret, hvorvidt der var sket fejl i håndteringen af deres gæld til banken.

Den 11. februar 2021 sendte banken et brev til M, hvori banken oplyste, at den havde konstateret en datafejl i det system, der håndterede bankens inkassokunders gæld, hvilket i nogle tilfælde havde resulteret i opkrævning af gæld, som banken ikke havde krav på. Banken redegjorde i den forbindelse for sagsforløbet af M’s inkassosag og konkluderede, at M ikke havde betalt for meget på inkassosagen.

Parternes påstande

Den 14. oktober 2021 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagernes påstande således, at Danske Bank skal:

  1. betale 318.600 kr. med tillæg af rente på 19,45 % p.a. til M
  2. betale 200.000 kr. med tillæg af rente på 19,45 % p.a. til H
  3. betale 500.000 kr. for tort til M og H.

Danske Bank har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at deres tidligere pengeinstitut (der blev fusioneret med banken) og banken har ydet økonomisk magtmisbrug mod dem. Banken skal derfor erstatte dem i henhold til deres påstande.

Under M’s opførelse ejendomme, stoppede deres tidligere pengeinstitut (der senere blev fusioneret med Danske Bank) deres byggekreditter i en periode på tre år til 1976. Der blev i perioden opkrævet renter for 106.000 kr. pr. år, svarende til 318.600 kr., som banken bør refundere plus renter på 19,45 % p.a.

Huset blev nøglefærdigt, men manglede ibrugtagningsattest. Deres tidligere pengeinstitut igangsatte tvangsauktion over huset. De fik aldrig tilsendt afregningerne fra byggeriet.

I 1976 fik H en ægtepagt. Deres tidligere pengeinstitut krævede, at M fortsatte husbyggeriet, og H kautionerede med 100.000 kr. I 1997 solgte H sit hus. Banken krævede nu, at H skulle betale kaution med 200.000 kr. Banken stævnede H for de 200.000 kr. Bankens advokat handlede i den forbindelse i strid med god advokatskik. H’s krav mod banken er derfor tilbagebetaling af 200.000 kr. plus 19,45 %

M søgte om gældssanering i 2006, og advokaten krævede i den forbindelse M’s mulige arv efter H. Det var i strid med god advokatskik, og retten afslog advokatens anmodning. Bankens advokat bør få frataget sin bestalling.

Kort efter blev M’s gæld overdraget til bankens samarbejdspartner S, der krævede, at han skulle betale over 350.000 kr. M krævede bilagsmateriale fremlagt, men det modtog han aldrig. Pludselig var der ikke længere en gæld til banken.

Den nu uretmæssige og nu annullerede gæld fremgik i over 32 år af M’s selvangivelse til skade for familiens opdrift, M’s muligheder for at opføre yderligere ejendomme og for familiens trivsel. Banken skal derfor godtgøre dem med 500.000 kr.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne ikke har noget krav mod banken, da ingen af erstatningsbetingelserne er opfyldt.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med håndteringen af M’s gæld til banken, og klagerne har ikke lidt noget tab. Derimod havde banken en fordring på over 350.000 kr. mod M, som M aldrig betalte. Gælden blev forældet og er slettet fra bankens systemer.

Bankens oprindelige krav inklusiv forrentningen heraf og sagsomkostninger blev fastslået ved byretsdommen fra 1997. Bankens fordring på M blev ikke bestridt, da M søgte gældssanering.

Et eventuelt ansvar for et tab, der er indtrådt for mere end tre år siden, er bortfaldet som følge af forældelse, jævnfør forældelsesloven § 3, stk. 1.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at klagen skal afvises, idet den er så ukonkret og udokumenteret, at det ikke vil være muligt for Ankenævnet at træffe afgørelse i sagen.

Ankenævnet kan i øvrigt ikke behandle de forhold i sagen, der er afgjort ved endelig dom, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 1.

Banken kan ikke forholde sig til klager over retsvæsenet og advokater.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne M og H var kunder i Danske Bank.

Ved en byretsdom i 1997 blev M dømt til at betale i alt 359.757,22 kr. med renter på 12 % p.a og sagsomkostninger på 35.000 kr. til banken. Samme år gjorde banken en kaution på 200.000 kr. gældende mod H.

I 2006 forsøgte M at få gældssanering, hvilket ikke lykkedes.

I 2016 bortfaldt gælden som følge af forældelse.

I september 2020 kontaktede klagerne banken for at få afklaret, hvorvidt der var sket fejl i håndteringen af deres gæld til banken. I februar 2021 redegjorde banken for sagsforløbet og konkluderede, at M ikke havde betalt for meget i inkassosagen.

Det følger af § 5, stk. 1, litra e, i nævnets vedtægter, at Ankenævnet skal afvise at behandle en klage, der har været behandlet af en domstol.

Ankenævnet finder, at spørgsmålet om M’s gæld på byggelånskontoen blev behandlet af byretten i 1997. Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagernes påstand 1. 

Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort eller oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at banken skal godtgøre dem noget beløb. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge banken at betale noget beløb til H vedrørende kautionen eller at betale torterstatning til klagerne. Klagerne får herefter ikke medhold i påstand 2 og 3.  

Ankenævnet bemærker, at klagernes eventuelle erstatningskrav under alle omstændigheder var forældede, da sagen blev indbragt for Ankenævnet, både efter den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, og efter den tiårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen om det forhold, der tidligere har været prøvet ved domstolene.

Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.