Indsigelse om misbrug af Visa/dankort i Danmark under ophold i udlandet

Sagsnummer:347/2013
Dato:15-09-2014
Ankenævn:Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse om misbrug af Visa/dankort i Danmark under ophold i udlandet
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om misbrug af hans Visa/dankort i Danmark i en periode, hvor han opholdt sig i udlandet.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank, hvor han har en konto med et tilknyttet Visa/dankort.

Den 22. juli 2013 var der et indestående på cirka 185.000 kr. på kontoen.

Den 25. juli 2013 kl. 22.59 foretog klageren en hævning på 26 kr. med Visa/dankortet på en tankstation.

Klageren har oplyst, at hans pung/kortholder var opbevaret på hans bopæl mens han i perioden 26. juli - 21. august 2013 var på ferie i Tyrkiet. Som dokumentation for rejsen har klageren fremlagt en kopi af sit pas med stempler for ind- og udrejse i Tyrkiet samt en flybillet.

I perioden 26. juli - 7. august 2013 blev der foretaget 14 hævninger på i alt 155.000 kr. på klagerens konto. Hævningerne blev foretaget i pengeautomater i Danmark ved aflæsning af Visa/dankortets chip og indtastning af korrekt pinkode.

Den 8. august 2013 blev kortet spærret og inddraget i forbindelse med et hæveforsøg på 15.000 kr. i en pengeautomat.

Den 22. august 2013 underskrev klageren en indsigelsesblanket med tro- og love­erklæring vedrørende de 14 hævninger.

Ved e-mail af 23. august 2013 kvitterede banken for klagerens indsigelse mod hævningerne.

Den 12. september 2013 anmeldte banken sagen til politiet.

Parternes påstande

Den 6. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre hævningerne på i alt 155.000 kr. og yde en rentekompensation.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at ingen andre har haft adgang eller kendskab til kortet og pinkoden. Han opbevarer pinkoden i hukommelsen.

Han blev først bekendt med hævningerne ved hjemkomsten fra Tyrkiet, hvor der lå flere breve fra banken.

Han har ikke konstateret indbrud i sin lejlighed.

Han kontaktede både banken og politiet. Ifølge politiet skulle banken foretage politianmeldelse, hvilket efterfølgende skete. En dybdegående forklaring af hændelsesforløbet fremgår af politiets afhøringsrapport af ham. Han er ikke selv i besiddelse af rapporten. Efter det oplyste kan rapporten indhentes af banken pr. anmodning.

Udgifterne til hans ophold i Tyrkiet blev dækket af en kontant købesum på 10.000 kr., som han modtog ved salg af en brugt bil inden afrejsen. Han fik gratis kost og logi i en periode af ferien, hvor han besøgte familie.

Indeståendet på kontoen skulle bruges til køb af en bil. Da banken har undladt at tilbageføre hævningerne, har han været nødsaget til at finansiere købet med et lån. Banken bør yde en rentekompensation herfor.

Nordea Bank har anført, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogført. Der foreligger ikke tekniske svigt eller andre fejl. Betalingskortets chip blev aflæst og korrekt pinkode indtastet. Banken har dermed løftet bevisbyrden efter betalingstjenestelovens § 64.

Bevisbyrden for tredjemandsmisbrug påhviler herefter klageren, og den bevisbyrde har han ikke løftet. Klagerens underskrivelse af tro- og loveerklæringen er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden.

Det er ikke sandsynligt, at kortet er hverken kopieret eller misbrugt af tredjemand. Der foreligger blandt andet ikke oplysninger om, at klageren skulle være frastjålet kortet mellem hans køb den 25. juli 2013 kl. 22.59 og hans afrejse den 26. juli 2013. Der foreligger heller ikke oplysninger om eller politianmeldelse af et eventuelt indbrud på klagerens bopæl.

Ifølge politiet kan banken tidligst søge aktindsigt i sagen, når den er afsluttet. Ankenævnssagen bør derfor sættes i bero herpå. Klageren har undladt at efterkomme en opfordring fra banken til selv at fremskaffe en kopi af politiets afhøringsrapport.

Banken har overdraget videomaterialet fra de pågældende hæveautomater til politiet. Den eller de personer, som har foretaget de omstridte hævninger er svært tildækket/maskeret.

Det af klageren anførte om et bilsalg bestrides som udokumenteret. Klageren har undladt at efterkomme en opfordring fra banken til at fremlægge dokumentation for salget.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en afgørelse af sagen, herunder hvis politiet på grund af utilstrækkelige oplysninger afslutter sagen uden sigtelse/tiltale mod klageren, forudsætter en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

De omstridte 14 hævninger på i alt 155.000 kr. er foretaget i pengeautomater ved aflæsning af Visa/dankortets chip og indtastning af korrekt pinkode.

Nordea Bank har godtgjort, at betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jævnfør lov om betalingstjenester § 64, stk. 1. Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jævnfør § 59.

Klageren har oplyst, at Visa/dankortet blev opbevaret i hans lejlighed under hans ferie i Tyrkiet, og at pinkoden ”opbevares i hukommelsen”. Han har ikke konstateret indbrud i sin lejlighed.

Det fremgår ikke af bankens overvågningsmateriale, hvem der har foretaget de omstridte hævninger, idet personerne var maskerede, og der foreligger ikke oplysninger om politiets efterforskning af sagen.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at en stillingtagen til, om klagerens hæftelse for de omstridte hævninger, overstiger selvrisikoen på 1.100 kr., jævnfør lov om betalingstjenester § 62, stk. 2, vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medført af vedtægternes § 7, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.