Sagsnummer: | 736/2023 |
Dato: | 30-08-2024 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
Klageemne: | Modregning - trangsbeneficium |
Ledetekst: | Indsigelse mod modregning foretaget i oktober 2023 i opspa-rede dagpengeydelser udbetalt i perioden fra januar til juni 2023. Trangsbeneficium |
Indklagede: | Nykredit Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod modregning foretaget i oktober 2023 i opsparede dagpengeydelser udbetalt i perioden fra januar til juni 2023.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor hun havde en konto -875. Klageren har oplyst, at kontoen var hendes NemKonto.
Klageren havde herudover en ubetalt gæld til banken i forbindelse med to afskrevne konti: Konto -634 siden marts 2021 og konto -202 siden september 2021.
Banken havde overgivet inddrivelsen af de skyldige beløb til et inkassofirma, C.
Banken har fremlagt en kontoudskrift for konto -875 for perioden fra den 1. januar til den 19. oktober 2023, hvoraf fremgår, at der henholdsvis den 31. januar 2023, 28. februar 2023, 31. marts 2023, 28. april 2023, 6. maj 2023, 12. maj 2023, 8. juni 2023 og 30. juni 2023 blev indsat en række beløb på kontoen med teksten ”LØNOVERF.” Klageren foretog i samme periode en række mindre hævninger på kontoen. Den 19. oktober 2023 var der et indestående på kontoen på 49.088,51 kr.
Den 19. oktober 2023 gennemførte banken modregninger i indeståendet på klagerens konto -875. De modregnede beløb udgjorde henholdsvis 1.749,28 kr. til fuld inddækning af mellemværendet med banken i forhold til konto -634 og 20.000 kr. til delvis inddækning af mellemværendet med banken i forhold til konto -202, der efter modregningen udgjorde 16.965,70 kr., hvortil kom renter 13,5 % om året til betaling skete. Banken har fremlagt to breve af 19. oktober 2023 til klageren, hvori den orienterede hende om de foretagne modregninger.
Efter bankens gennemførelse af modregningerne den 19. oktober 2023 var der et indestående på konto -875 på 27.339,23 kr.
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder, punkt 14, fremgår:
”Nykredit Bank kan uden forudgående meddelelse modregne ethvert forfaldent tilgodehavende, som banken har eller får hos dig, i ethvert tilgodehavende, som du har eller får hos banken. Banken modregner dog ikke i del af løn eller offentlige ydelser mv., som må anses for nødvendig til at dække dine almindelige leveomkostninger. Banken modregner heller ikke i indestående på konti, der efter lovgivning eller aftalevilkår er sikret mod kreditorforfølgning.”
Parternes påstande
Den 7. december 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal tilbageføre de modregnede beløb på 21.749,28 kr.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken uberettiget har hævet/modregnet 21.749,28 kr. fra hendes konto.
De penge, som var på hendes NemKonto, i øvrigt den eneste konto hun har, var til at dække hendes faste udgifter, indtil hun kommer i arbejde igen.
Den gæld, som hun har til banken, vil hun afbetale, når hun kommer i arbejde. Hendes firma gik konkurs, og derfor har hun ubetalt gæld.
Selv om banken må modregne, har den overtrådt sin bemyndigelse og handlet i strid mod retsplejelovens § 509 på følgende punkter:
Banken konkluderer ud fra en kontekst, den selv har skabt, og dens handlinger baseres på opdigtede konklusioner. Den har konkluderet, at hun havde en opsparing, hvilket ikke er rigtigt.
Banken modregnede, selv om den vidste, at hun var arbejdsløs. Da banken modregnede, vidste den ikke, hvornår hendes næste lønudbetaling ville komme, men den vidste, at hun ikke havde en fast indtægt. For banken var det vigtigst at tage pengene på hvilken som helst måde, lige meget om loven blev overholdt. Den var ligeglad med, hvordan hun skulle overleve uden penge, om hun var syg eller rask, eller om hun havde andre problemer.
Nu har hun ingen penge til at leve af og betale sine regninger med takket være bankens fejlagtige lovtydning. Selv om banken påpeger og argumenterer med sine interne regler, skal den først og fremmest respektere statens love og handle i overensstemmelse med dem.
Nykredit Bank har anført, at klageren, især efter konkursens afslutning i januar 2022, har fået tilsendt flere skrivelser fra C med opfordring til at betale eller indgå en betalingsaftale. Brevene er fremsendt både til e-Boks og med almindelig post, men klageren har aldrig reageret eller indgået en dialog omkring afvikling af gælden.
Banken noterede sig, at klageren havde et større kontoindestående og valgte derfor at foretage en nærmere gennemgang af kontoindeståendet i den forudgående seks måneders periode. Banken kunne herved konstatere, at kontoindestående gennem længere tid havde været stigende og således ikke et indestående, som klageren anvendte til sit almindelige dagligt forbrug. Da klageren havde haft beløbet stående gennem længere tid, og det havde været stigende over en periode, ansås beløbet for at være opsparing.
Banken foretog på den baggrund både en rimelig og begrundet modregning i kontoindeståendet.
Modregningen blev foretaget i fuld overensstemmelse med almindelige regler for modregning samt punkt 14 i bankens Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder.
Banken finder ikke, at det kan tillægges betydning, at klageren efterfølgende oplyser, at kontoindeståendet var tiltænkt inddækning af fremtidige leveomkostninger ved bortfald af dagpengeret og forventet levegrundlag, fordi klageren ikke ønsker at modtage kontanthjælp.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor hun havde en konto -875. Hun havde herudover en ubetalt gæld til banken i forbindelse med to afskrevne konti: Konto -634 siden marts 2021 og konto -202 siden september 2021.
Banken havde overgivet inddrivelsen af de skyldige beløb til et inkassofirma, C.
Den 19. oktober 2023 var der et indestående på konto -875 på 49.088,51 kr.
Den 19. oktober 2023 gennemførte banken modregninger i indeståendet på klagerens konto -875. De modregnede beløb udgjorde henholdsvis 1.749,28 kr. til fuld inddækning af mellemværendet med banken i forhold til konto -634 og 20.000 kr. til delvis inddækning af mellemværendet med banken i forhold til konto -202, der efter modregningen udgjorde 16.965,70 kr., hvortil kom renter 13,5 % om året til betaling skete.
Efter bankens gennemførelse af modregningerne den 19. oktober 2023 var der et indestående på konto -875 på 27.339,23 kr.
Ifølge det oplyste stammer gælden fra ubetalt gæld i forbindelse med, at klagerens firma gik konkurs, og konkursen blev afsluttet i 2022.
Ankenævnet lægger til grund, at banken havde et forfaldent, retskraftigt krav mod klageren, der oversteg modregningsbeløbet på 21.749,28 kr., og Ankenævnet finder, at banken derfor som udgangspunkt var berettiget til at foretage modregning som sket.
For en person, hvis indtægter alene består af dagpengeydelser, og som ikke har formue, vil der sjældent være et overskud, der kan danne grundlag for modregning, idet disse ydelser i almindelighed ikke samlet overstiger, hvad der er nødvendigt til dækning af leveomkostningerne for skyldneren og dennes husstand.
Tre medlemmer ? Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, Karin Sønderbæk ? udtaler:
Vi lægger imidlertid til grund, at klageren i tiden fra slutningen af januar 2023 til slutningen af juni 2023 har været i stand til på konto -875 at opspare et betydeligt beløb, der før modregningen den 19. oktober 2023 udgjorde 49.088,51 kr., og at hun efter modregningen med en restsaldo på 27.339,23 kr. blev efterladt et beløb, der kunne dække, hvad der var nødvendigt til dækning af fornødne leveomkostninger i en rimelig periode. Da banken herefter har overholdt sin forpligtelse til at sikre sig, at der efter modregningen var tilstrækkelige midler til dækning af nødvendige leveomkostninger for klageren, og da en skyldner ikke ved at øremærke midler kan afskære en kreditors fyldestgørelse ved modregning, stemmer vi for, at det ikke kan pålægges banken at tilbagebetale det modregnede beløb, og at klagen derfor ikke tages til følge.
To medlemmer ? Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde ? udtaler:
Vi lægger efter det foreliggende til grund, at klagerens indtægt i perioden fra slutningen af januar 2023 til slutningen af juni 2023 alene bestod af dagpenge, og at denne ikke samlet set har oversteget, hvad der var nødvendigt til at dække almindelige leveomkostninger for klageren. Det forhold, at klageren gennem perioden har været i stand til at opspare et større beløb til dækning af sine fremtidige leveomkostninger, kan ikke føre til et andet resultat.
Banken måtte være klar over, at hun ikke ud af sine beskedne dagpengeydelser ville foretage en opsparing på kontoen, hvis hun havde været opmærksom på, at det indebar en risiko for modregning. Hertil kommer, at hun straks protesterede og gjorde banken opmærksom på, at hele opsparingen var påkrævet til opretholdelse af hendes nødvendige leveomkostninger. Endvidere havde hun ingen indtægt haft siden slutningen af juni 2023.
Vi finder, at banken ikke var berettiget til at foretage modregning, og stemmer derfor for, at banken skal tilbageføre 21.749,28 kr. til klageren.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.