Rådgivning i forbindelse med salg af værdipapirer i depot tilknyttet kapitalpension.

Sagsnummer:494/1999
Dato:04-04-2000
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Kapitalpensionskonti - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning i forbindelse med salg af værdipapirer i depot tilknyttet kapitalpension.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med rådgivning om salg af værdipapirer i klagerens kapitalpensionsdepot.

Sagens omstændigheder.

I 1998 havde klageren en arbejdsgiveradministreret kapitalpension med et værdipapirdepot hos indklagede.

Ved fondsafregninger af 19. oktober 1998 blev nominelt 47.000 kr. 6% obligationer i Realkredit Danmark 2026 med en kursværdi på 45.355 kr., der beroede i depotet, omlagt til 337 stk. investeringsforeningsbeviser i Bankinvest Udenlandske Obligationer med kursværdi på 45.093 kr.

Ved fondsafregninger af 27. og 28. oktober 1998 blev samtlige værdipapirer i kapitalpensionsdepotet solgt. Kursværdien af værdipapirerne udgjorde i alt 241.165 kr. Kurtage og aktieafgift i forbindelse med salgene udgjorde i alt 2.220 kr.

Den 15. februar 1999 blev klagerens engagement med indklagede overført til et andet pengeinstitut.

Parternes påstande.

Klageren har den 22. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun på grund af en midlertidig økonomisk vanskelig situation i 1998 anmodede indklagede om en kredit eller et lån, hvilket blev afslået.

På grund af afslaget så hun sig nødsaget til at ophæve kapitalpensionen. Værdipapirerne i depotet blev solgt med henblik på ophævelsen.

Indklagede, der var fuldt ud bekendt med, at værdipapirerne blev solgt med henblik på ophævelse af kapitalpensionen, burde have vejledt hende om, at ophævelsen ikke kunne gennemføres, idet der var tale om en arbejdsgiverordning.

Hun blev først efterfølgende bekendt med, at det ikke var muligt at ophæve ordningen.

Som følge af salget faldt værdien af kapitalpensionen med 64.000 kr. uden mulighed for udbetaling af indeståendet.

Indklagede bør som følge af mangelfuld rådgivning yde erstatning for kurstab, salgsomkostninger og afgifter m.v., som det unødvendige salg af værdipapirerne kostede, og indklagede bør give en undskyldning.

Indklagede har anført, at klageren henvendte sig den 16. oktober 1998 med henblik på at omlægge obligationerne i Realkredit Danmark til Bankinvest Udenlandske Obligationer.

Få dage efter henvendte klageren sig på ny og anmodede om et lån til dækning af leveomkostninger m.m. På baggrund af en vurdering af klagerens økonomi blev ansøgningen afslået, hvorpå klageren anmodede om at få gjort kapitalpensionskontoen op. Klageren blev orienteret om, at arbejdsgiverens samtykke hertil var nødvendigt, idet der var tale om en arbejdsgiverordning.

Arbejdsgiverens godkendelse blev indhentet telefonisk, hvorefter der blev udfærdiget fondsordrer.

Umiddelbart efter gennemførelsen af handlerne annullerede klageren opgørelsen af kontoen, men bad ikke om genkøb af værdipapirer.

Afdelingen modtog først en ny henvendelse fra klageren i januar 1999, hvor engagementet ønskedes overført til et andet pengeinstitut.

Man har alene handlet efter anmodning fra klageren og har ikke på nogen måde pådraget sig et ansvar.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at værdipapirerne i klagerens kapitalpensionsdepot ultimo oktober 1998 blev solgt med henblik på en ophævelse af kapitalpensionsordningen i utide, og at klagerens tidligere arbejdsgivers samtykke hertil var nødvendigt, idet der var tale om en arbejdsgiverordning.

Indklagede har anført, at klageren blev orienteret om, at ordningen kun kunne ophæves med arbejdsgiverens samtykke, og at samtykke blev indhentet telefonisk hos arbejdsgiveren, inden salget af værdipapirerne blev effektueret. Klageren har anført, at indklagede undlod at orientere hende om, at ophævelsen forudsatte et samtykke fra arbejdsgiveren, og at det efter salget af værdipapirerne viste sig, at arbejdsgiverens samtykke ikke kunne opnås.

På grund af disse modstridende forklaringer finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.