Krav om erstatning i forbindelse med gennemførelse af salgsordre.

Sagsnummer:62/2007
Dato:22-06-2007
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lotte Aakjær Jensen, Jørn Ravn, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:Krav om erstatning i forbindelse med gennemførelse af salgsordre.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af, at klagerens salg af en aktiepost ikke blev gennemført tidligere end sket.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde hos indklagede, hvor han har et værdipapirdepot og er tilsluttet indklagedes netbank. I begyndelsen af februar 2007 havde klageren bl.a. 1.333 stk. aktier i Nanocover i sit depot.

Ved e-mail af 6. februar 2007 til medarbejderen A i indklagedes Frederiksberg afdeling meddelte klageren, at han ønskede at "lægge en stop loss ordre ind på Nanocover aktien. Hvis kursen går under 22,70, ønsker jeg at sælge. Ordren skal være gældende 14 dage frem". Ved e-mail af samme dato bekræftede A, at han havde lagt ordren ind i systemet.

Efterfølgende konstaterede klageren via netbanken, at kursen på Nanocover-aktier var steget, og at hans beholdning var blevet solgt.

Klageren gjorde indsigelse mod salget over for indklagede, som den 9. februar 2007 accepterede at annullere handelen.

Klageren har anført, at han den 12. februar 2007 (mandag) ønskede at sælge Nanocover-aktierne, hvorpå kursen efter en kraftig stigning på ny var begyndt at falde.

Salget kunne ikke gennemføres via netbanken, idet aktieposten efter annullationen den 9. februar 2007 (fredag) endnu ikke figurerede i depotet.

Klageren har anført, at han pr. telefon forsøgte at kontakte A, som imidlertid var optaget, hvorfor han kom til at tale med en anden medarbejder, B, i afdelingen. Han fortalte B om situationen og gav udtryk for, at han ønskede at sælge Nanocoveraktierne. B henviste ham til tale med A, som hun ville bede om at ringe tilbage snarest muligt. B ville gøre A opmærksom på, at sagen hastede. Han ringede flere gange og fik samme besked, indtil et opkald blev besvaret af A, som modtog og ekspederede hans ordre om salget af aktierne. Indklagede har bestridt klagerens gengivelse af telefonsamtalerne og har anført, at klageren ikke gjorde det klart, at han ville sælge aktierne, og at det var af afgørende betydning, at salget skete inden et bestemt tidspunkt eller til en bestemt kurs. I så fald kunne B have viderestillet klageren til indklagedes investeringscenter, som kunne have gennemført ordren.

Salgsordren blev i første omgang limiteret til kurs 30,80. Ved e-mail sidst på dagen den 12. februar 2007 meddelte A, at aktien nu blev handlet i et niveau på 28,80.

Tirsdag, den 13. februar 2007 ændrede klageren sin limitering til 27,80, hvorefter salget blev gennemført til denne kurs.

Klageren udtrykte utilfredshed med forløbet og fremhævede, at åbningskursen den 12. februar 2007 havde været 36,50. Indklagede afviste klagerens indsigelse med henvisning til, at han om formiddagen den 12. februar 2007 kunne have afgivet en eventuel ordre om salg af aktierne til B.

Parternes påstande.

Den 26. februar 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 11.597,10 kr. ((36,50 (åbningskursen den 12. februar 2007) ÷ 27,80 (salgskursen den 13. februar 2007)) x 1.333 (stk. aktier)).

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ekspederede stop loss ordren som en limiteret salgsordre. Da han gjorde indsigelse mod salget, oplyste indklagede, at det ikke var muligt at indgå stop loss aftaler. Indklagede påtog sig ansvaret for salget og annullerede dette.

Fejlen medførte, at han var afskåret fra at handle aktierne via netbanken om formiddagen den 12. februar 2007, hvor han ønskede at sælge. Han var derfor nødsaget til at bede indklagede om at gennemføre salget. Han ringede gentagne gange og blev hver gang henvist til sin sædvanlige rådgiver, A, som var optaget. Den medarbejder, B, der henviste ham til A, og som påtog sig at give A besked om at ringe hurtigst muligt, var klar over, at han ønskede at sælge aktierne. Han ringede flere gange til afdelingen og blev overrasket, da et opkald blev besvaret af A, som nu tilsyneladende ikke længere var optaget.

Indklagede bør påtage sig ansvaret for ikke at have varetaget hans interesser efter "best execution" princippet og sikret ham den bedst mulige pris samt de bedste betingelser i øvrigt for handelen.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke gjorde noget krav gældende i anledning af hændelsesforløbet før klagen til Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 2, 1. punktum.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren ikke var afskåret fra at sælge Nanocoveraktierne om formiddagen den 12. februar 2007. Klageren kunne have afgivet en eventuel ordre til B, som i A's fravær kunne have sørget for, at ordren blev ekspederet. Klageren gav imidlertid ikke klart udtryk for, at han ønskede at sælge aktierne.

Hændelserne i perioden 6.-9. februar 2007, som indklagede har holdt klageren skadesløs for, er denne sag uvedkommende.

Efter aftale lagde B besked til A om at ringe til klageren. Klageren ringede imidlertid på ny kl. ca. 13.30, hvor A igen var ledig, men endnu ikke havde haft lejlighed til at reagere på beskeden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at afvise klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 2, 1. punktum.

Ankenævnet finder, at det forhold, at klageren ikke kunne handle aktierne via netbanken ikke i sig selv kan medføre et erstatningsansvar for indklagede, hvorved bemærkes, at klageren havde mulighed for at sælge aktierne ved telefonisk henvendelse til indklagede.

Efter det foreliggende må det anses for uafklaret, om klageren ved sine telefoniske henvendelser til indklagede om formiddagen den 12. februar 2007 klart gav udtryk for, at han ønskede at afgive ordre om salg af sine Nanocoveraktier.

Det må endvidere anses for uafklaret, hvilken kurs aktierne kunne have været solgt til, hvis en salgsordre var blevet ekspederet i umiddelbar forlængelse af klagerens første telefoniske henvendelse.

Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.