Forsinket betaling til Spanien.

Sagsnummer:117/1994
Dato:14-11-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Ole Simonsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingsoverførsel til udlandet - ekspeditionstid
Ledetekst:Forsinket betaling til Spanien.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 1. december 1993 anmodede klageren indklagede om overførsel af 150.000 ESP til klagerens konto i en spansk bank. Klageren underskrev indklagedes blanket herom; af denne fremgik:

"Afsendelse af breve, telegrammer og andre meddelelser vedrørende denne ordre sker for undertegnedes regning og risiko i enhver henseende, og hverken [indklagede] eller dennes bankforbindelser påtager sig noget ansvar for forsendelsens forløb, herunder for forsinkelse eller for forkert tydning af meddelelserne."

Ved meddelelse af 2. december 1993 bekræftede indklagede overførslen af beløbet. Klageren debiteredes 200 kr. i gebyr for overførslen.

Betalingen gennemførtes som en SWIFT-betaling, idet indklagede anmodede klagerens spanske pengeinstitut om at indsætte det omhandlede beløb på klagerens konto, idet indklagede samtidig gav sin korrespondentbank ordre om at overføre det tilsvarende beløb til betalingsmodtagerens bank fra indklagedes egen konto i korrespondentbanken. Den 6. december 1993 modtog indklagede oplysning om, at beløbet var hævet på indklagedes konto hos korrespondentbanken.

Senere i december måned meddelte klageren indklagede, at beløbet ikke var overført. Indklagede rykkede gennem SWIFT-systemet modtagerbanken. Indklagede rykkede på ny den 11. og 19. januar 1994, hvorefter man den 21. januar 1994 modtog meddelelse om, at beløbet var overført den 12. januar 1994, og at forsinkelsen skyldtes "a clerical mistake".

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde klageren skadesløs som følge af den sene overførsel.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har oplyst, at beløbet den 7. december 1993 af hans spanske pengeinstitut skulle have været overført til en konto tilhørende sælgeren af en ejerlejlighed, som klageren havde købt. Som følge af forsinkelsen har sælger ophævet handlen som misligholdt.

Klageren har anført, at han for overførslen har betalt et særligt ekspresgebyr. Allerede midt i december 1993 gjorde han indklagede opmærksom på de konsekvenser, en forsinkelse af overførslen kunne medføre, men indklagede henviste blot til, at han havde fået kvittering for beløbets overførsel. Den spanske sælger har taget lejligheden tilbage som følge af hans misligholdelse af betalingsforpligtelsen, og han har denne forbindelse mistet et beløb i størrelsesordenen 280.000 kr. Han finder, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar overfor ham, og at indklagede ikke kan fraskrive sig dette ansvar gennem den på betalingsanmodningen anførte klausul. Om indklagede efterfølgende har regres mod den spanske bankforbindelse, er ham uvedkommende.

Indklagede har anført, at det fremgår af betalingsanmodningen, at man er uden ansvar for forsinkelser eller fejl, som måtte blive begået af indklagedes korrespondentbanker. Betalingsordren er udført i overensstemmelse med klagerens anmodning, og det følger af internationale regler, at en ordremodtagende bank har pligt til hurtigst muligt at informere ordregivende, såfremt en modtaget betalingsordre ikke kan placeres eller er forkert, hvilket ikke er sket. Hvis der ikke modtages en besvarelse på en international rykker, er det som hovedregel udtryk for, at misforholdet er bragt i orden.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af blanketten vedrørende overførselsanmodningen, at afsendelsen af beløbet skete for klagerens risiko i enhver henseende, og at indklagede ikke havde påtaget sig noget ansvar for forsendelsens forløb. Ankenævnet finder herefter, at indklagede i hvert fald ikke er erstatningsansvarlig for så vidt angår forløbet, indtil klageren meddelte indklagede, at beløbet ikke var blevet overført til den pågældende sælgers konto. Spørgsmålet om, hvorvidt det kan bebrejdes indklagede, at det ikke herefter straks lykkedes at få beløbet overført til sælgerens konto, findes ikke at kunne afgøres på det foreliggende grundlag, men kan alene afgøres efter afholdelse af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, navnlig vedrørende spørgsmålet om det nøjagtige tidspunkt fra, hvornår klageren meddelte indklagede, at beløbet ikke var overført til sælgeren. Det samme gælder spørgsmålet om størrelsen af det erstatningsbeløb, der i givet fald kunne blive tale om at tilkende klageren, herunder ikke mindst, om klageren har begrænset sit tab i fornødent omfang.

Som følge af det anførte afviser Ankenævnet klagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, således at det

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.