| Sagsnummer: | 299/2022 |
| Dato: | 28-04-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina B. Konge, George Wenning, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: | Kreditaftaleloven - udenretlig tilbagetagelse Forældelse - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod gyldighed af aftale om betaling af restgæld indgået i 2010. Krav om tilbagebetaling af restgælden i henhold til aftalen. |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod aftale om betaling af restgæld indgået i 2010 og krav om tilbagebetaling af restgælden betalt i henhold til aftalen.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes daværende ægtefælle M ønskede i 2008 at købe en bil. Da de ikke havde penge til udbetalingen, foreslog bilforhandleren, at de optog et lån hos Santander Consumer Bank.
Den 7. maj 2008 indgik klageren og hendes daværende ægtefælle M en låneaftale med banken til finansieringen af bilkøbet. Låneaftalen blev etableret som et gældsbrev uden sikkerhed (et blancolån) og hovedstolen udgjorde 240.000 kr. Direktøren og en salgskonsulent hos bilforhandleren underskrev til vitterlighed. Ifølge de almindelige forretningsbetingelser, der var en del af låneaftalen, fremgår blandt andet:
”…
§ 1 DEBITORS PLIGTER
Stk. 1 Forsikring
Debitor er forpligtet til at holde bilen kaskoforsikret i et anerkendt dansk selskab og at medvirke til at forsikringsselskabet noterer forsikringsdeklaration.
…
§ 4 MISLIGHOLDELSE
Restgælden med renter og omkostninger er forfalden til omgående betaling, såfremt
…
c) debitor ikke overholder sin forpligtelse til at holde bilen behørigt forsikret i overensstemmelse med § 2, stk. 2 eller Santander modtager meddelelse om, at forsikringsdeklarationen ophører.
d) bilen bortkommer, konfiskeres, beslaglægges eller udsættes for væsentlig skade, der ikke udbedres.
…
Debitors forsikringsselskab anmodes om at notere forsikringsdeklarationen og debitor(erne) giver i den forbindelse samtykke til, at parterne må udveksle alle typer af oplysning (inkl. CPR-nr./CVR-nr.), herunder bortfald af kaskodækning og evt. præmierestancer.
…”
Låneaftalen er ikke fremlagt i sagen.
Banken har oplyst, at klageren og M afviklede på lånet i overensstemmelse med gældsbrevets vilkår.
I 2009 blev klageren og M separeret. Den 6. september 2009 indgik klageren og M en skriftlig aftale om, at M overtog ejerskabet af bilen og restgælden. Klageren har oplyst, at hun ikke afdrog på lånet efter august 2009.
Ved aftale af 26. november 2009 mellem klageren og M forpligtede M sig til hurtigst muligt at indsende dokumentation til banken omkring ejerskiftet af bilen til ham.
I november 2010 indgik klageren og M en aftale med banken om, at bilforhandleren kunne købe den finansierede bil tilbage til 40.000 kr., at købesummen skulle anvendes til at nedskrive restgælden på lånet, og at restgælden på 160.000 kr. skulle deles mellem klageren og M med 80.000 kr. til hver. Aftalen er ikke fremlagt i sagen.
Banken har oplyst, at låneaftalen ikke var misligholdt på dette tidspunkt, da M betalte afdrag i overensstemmelse med låneaftalen helt frem til salget af bilen.
Af et uddrag af bankens interne sagsnotet fremgår, at M ved e-mail af 29. november 2010 blandt andet skrev følgende til banken:
”…
Som du ved har jeg løbende betalt alle afdrag på bilen til dato, men er nu i den situation, at SKAT laver lønindhold pga. manglende børnepenge betaling m.m.
Det betyder at jeg på ingen måde er i stand til at opretholde aftalen om at betale 3.800 [kr.] om måneden på bilen.
…”
Klageren har oplyst, at banken kontaktede hende angående hele restgælden på trods af, at bilen var overdraget til M.
Af et uddrag fra bankens interne sagsnotat fremgår, at banken skrev til bilforhandleren, at den havde aftalt med klageren og M, at forhandleren skulle overføre 40.000 kr. til banken, og at de selv måtte aftale tidspunkt for udlevering af bilen. Banken har oplyst, at den sendte e-mailen til forhandleren den 16. december 2010.
Af et uddrag fra sagsnotatet fremgår desuden, at klageren i en e-mail til banken blandt andet skrev, at hun ville tage halvdelen af lånet, når de 40.000 kr. var fratrukket, forudsat hun ikke blev meddebitor på M’s andel og omvendt. Banken har oplyst, at klageren sendte e-mailen den 17. december 2010.
Salgsprovenuet på 40.000 kr. blev indbetalt til banken, og klageren betalte sin andel af restgælden på 73.727,82 kr. til banken den 16. februar 2011.
Af et uddrag af bankens interne sagsnotat fremgår blandt andet, at bankens sag mod M blev foretaget ved fogedretten den 23. august 2011, at det skyldige beløb blev opgjort til 83.602,12 kr. og at M afgav en insolvenserklæring.
M betalte ikke sin andel af restgælden, og banken indbragte derfor sagen for fogedretten i juni 2021. Den 8. februar 2022 afsagde fogedretten kendelse om, at sagen mod M ikke kunne fremmes. Af kendelsen fremgår blandt andet, at fogedretten lagde til grund, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold om køb på kredit, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15 b), og:
”…
Ifølge lånekontrakten er der ikke erlagt nogen udbetaling, og der ses heller ikke at være forsøgt at tage et ejendomsforbehold. Imidlertid må fogedretten lægge til grund, at bankens almindelige betingelser er formuleret på en sådan måde, at man bibringer låntager og andre en opfattelse af, at banken har de rettigheder, som sædvanligvis forudsætter, at bestemmelserne i kreditaftalelovens § 34 om et ejendomsforbeholds gyldighed er iagttaget. Denne konstruktion medfører, at bankens tilgodehavende skal behandles efter reglerne i kreditaftalelovens kapitel 8 ved forbrugerens misligholdelse, herunder navnlig § 30, stk. 2, om tilbagekaldelse af det solgte.
Banken har faktisk ifølge det i sagen oplyste fået den solgte bil tilbage, og bankens tilgodehavende er i den anledning blevet nedskrevet til 160.000 kr., hvoraf skyldner [M] er blevet afkrævet halvdelen i forbindelse med nærværende fogedsag.
Da den solgte bil imidlertid er blevet leveret tilbage uden fogedrettens medvirken, og der ikke ses at foreligge særlige omstændigheder, kan banken som følge af bestemmelsen i kreditaftalelovens § 48, stk. 2, ikke gøre yderligere krav gældende mod skyldner, hvorfor
bestemmes:
Sagen afvises.
…”
Banken har oplyst, at fogedretten fejlagtigt lagde til grund, at låneaftalen var misligholdt på tilbagetagelsestidspunktet.
Ved e-mail af 3. juni 2022 skrev klageren til banken og gjorde indsigelse mod bankens opkrævning af halvdelen af restgælden efter bilens tilbagelevering og anmodede banken om at tilbageføre de 80.000 kr. plus renter. Klageren genfremsendte e-mailen til banken den 1. juli 2022. Banken besvarede ikke hendes henvendelser.
Parternes påstande
Den 4. august 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal tilbagebetale 80.000 kr. plus renter betalt i 2011 på 5.758 kr. plus en rimelig rentesats for de 11 år, hvor banken har haft de 80.000 kr.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at M overtog bilen og restgælden i forbindelse med deres separation i 2009. Fra overdragelsen af bilen til M afdrog hun ikke mere på billånet. Hun blev først gjort opmærksom på, at hun hæftede for bilen, da banken henvendte sig til hende for at gøre krav gældende for det fulde lån, fordi M tilsyneladende ikke afdrog på lånet. Det undrer hende, at banken henvendte sig til hende for at gøre krav gældende, hvis M afdrog på lånet.
Hun blev netop kontaktet af banken, da M ikke afdrog på lånet, og hun fik oplyst, at M havde afleveret bilen tilbage til bilforhandleren. I e-mailen af 17. december 2010 tilbød hun at hæfte for halvdelen. Hun var ikke involveret i forhandlingen omkring de 40.000 kr. Det var blot et tal, som hun blev oplyst af banken.
Efter overdragelsen af bilen til M var hun ikke involveret i, hvad der skete med bilen. Ikke før banken henvendte sig til hende om det fulde lån. Hendes daværende pengeinstitut indgik en aftale med banken om, at lånet skulle deles i to, og at hun kun hæftede for den ene del, mens M skulle hæfte for den anden.
Da der er tale om samme lån, der er opdelt i to, må fogedrettens kendelse i forhold til M’s del af lånet også have retsvirkning i forhold til hendes del af lånet.
Hun undrer sig over, at banken ikke respekterer fogedrettens kendelse og anvender et argument om, at fogedretten har taget fejl, som et argument for, at hun ikke kan gøre krav på samme behandling som M.
Retten har opfordret hende til at tage sagen op i forbindelse med M’s sag.
Hun har ikke klaget før, da hun først i 2022 blev gjort opmærksom på, at lånet i fogedretten blev kendt ulovligt, og at M ikke skulle hæfte for det. Derfor har hun ikke haft mulighed for at klage før. Hendes krav er ikke forældet.
Santander Consumer Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at fogedrettens kendelse af 8. februar 2022 alene vedrørte et krav mellem banken og M, og at afgørelsen ikke har retskraft eller i øvrigt kan tillægges nogen retsvirkning i forholdet mellem klageren og banken. Sagen mellem banken og klageren må være genstand for selvstændig prøvelse.
Fogedretten fandt, at banken som følge af kreditaftalelovens § 48, stk. 2, ikke kunne gøre yderligere krav gældende mod M. Fogedretten lagde fejlagtigt til grund, at låneaftalen var misligholdt på tidspunktet for indgåelsen af aftalen om betaling af restgælden. Det var den ikke, og fogedretten subsumerede derfor forholdet forkert. Kendelsen blev ikke kæret af procesøkonomiske årsager, herunder M’s betalingsevne.
At låneaftalen ikke var misligholdt, underbygges af M’s e-mail af 29. november 2010, hvori han skrev, at han indtil daværende tidspunkt havde betalt alle afdrag på bilen. Det underbygges også af, at sagen mod M blev foretaget i fogedretten den 23. august 2011, hvor den blev fremmet for den fulde fordring.
Kreditaftalelovens § 48, stk. 2, finder alene anvendelse i forbindelse med forbrugerens misligholdelse. Allerede fordi låneaftalen ikke var misligholdt, finder bestemmelsen ikke anvendelse, hverken i nærværende sag eller i sagen mod M.
Ifølge Karnovs note til § 48, stk. 2, hindrer bestemmelsen ikke, at der i en ikke-misligholdelsessituation indgås aftale om tilbagekaldelse og betaling af restfordringen. Af FT 1981-82 tillæg A, spalte 1724, fremgår, at ”Bestemmelsen gælder kun ved tilbagetagelse, som sker i anledningen af køberens misligholdelse af købsaftalen.”
Banken og klageren indgik en gyldig og bindende aftale om betaling af restfordringen i overensstemmelse med kreditaftaleloven. Kreditaftalelovens § 48, stk. 2, finder ikke anvendelse i nærværende sag, og banken var ikke afskåret fra at få restfordringen betalt af klageren. Hun er derfor ikke berettiget til at søge betalingen tilbage.
Klageren og M’s interne aftale om bilens ejerskab og fordeling af hæftelse for låneaftalen havde kun gyldighed inter partes. Banken accepterede ikke et debitorskifte.
Klageren var involveret i og accepterede aftalen om salget af bilen og betaling af restgælden.
Et eventuelt tilbagesøgningskrav er i øvrigt forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Et tilbagesøgningskrav er underlagt de almindelige forældelsesregler, og kravet forældes således tre år efter betalingen. At fogedretten har afskåeret banken fra at gøre restkravet gældende mod M, ændrer ikke herved, idet kendelsen hverken har retskraft eller kan tillægges nogen retsvirkning i forholdet mellem klageren og banken.
Banken hørte ikke fra klageren før juni 2022, altså mere end 10 år efter hendes betaling af hendes andel af restgælden til banken.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at sagen bør afvises, da den kræver en yderligere bevisførelse, som ligger udenfor Ankenævnets kompetence, jf. vedtægterne § 5, stk. 3, nr. 4. Banken ønsker, at bilforhandleren og M skal afgive vidneforklaring om den aftale, der blev indgået om betaling af restgælden i 2010.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvist bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.
I 2008 indgik klageren og hendes daværende ægtefælle M en låneaftale med Santander Consumer Bank til brug for finansiering af et bilkøb.
I november 2010 indgik klageren og M en aftale med banken om, at bilforhandleren tilbagekøbte bilen for et beløb, der nedskrev restgælden på lånet. Restgælden blev herefter delt mellem klageren og M. Klageren betalte sin andel af restgælden den 16. februar 2011.
Af de grunde, som fogedretten har anført i kendelse af 8. februar 2022, finder Ankenævnet, at bankens finansiering af klagerens og M’s køb af bilen må anses for et led i et oprindeligt trepartsforhold om køb på kredit, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15 b, og at bankens tilgodehavende skal behandles i henhold til kreditaftalelovens kapitel 8.
Hvis forholdet herefter bedømmes således, at der var tale om en udenretlig tilbagetagelse af bilen i kreditaftalelovens forstand, jf. kreditaftalelovens § 48, stk. 2, med den konsekvens, at ejendomsretten til bilen herefter var overgået til banken, og at denne ikke kan gøre yderligere krav gældende mod klageren og dennes tidligere ægtefælle, har klageren et tilbagesøgningskrav mod banken. Et sådant krav forældes efter forældelseslovens § 3, stk. 1, tre år fra det tidspunkt, hvor den fejlagtige betaling fandt sted, jf. lovens § 2. Ukendskab til retsregler kan ikke føre til, at forældelsesfristen suspenderes, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Under alle omstændigheder var den absolutte forældelsesfrist på ti år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, der regnes fra samme tidspunkt som den treårige forældelsesfrist, udløbet, da klageren indbragte sagen for Ankenævnet, idet hendes betaling som anført fandt sted den 16. februar 2011.
Ankenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt kravet er omfattet af kreditaftalelovens § 48, stk. 2.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.