Sagsnummer: | 65/2024 |
Dato: | 19-08-2024 |
Ankenævn: | Vibeke Rønne, Mette Lindekvist Højsgaard, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Ann-Mari Agerlin. |
Klageemne: | Netbank - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald. |
Indklagede: | Nordea Danmark |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en konto -218 og adgang til netbank.
Den 5. og 6. januar 2023 blev der via klagerens netbank foretaget to overførsler fra klagerens konto til tredjemands konto:
Dato og tid |
Beløb i kr. |
Fra konto |
Til konto |
5. januar 2023 kl. 14:35:29 |
98.000 |
-218 |
-360 |
6. januar 2023 kl. 10:55:49 |
71.000 |
-218 |
-948 |
Om baggrunden for overførslerne har klageren oplyst, at hun blev kontaktet telefonisk af en person, der udgav sig for at være fra politiet. Personen spurgte, om hun havde bedt om et lån på 90.000 kr., hvilket hun benægtede. Hun forklarede, at der kunne være tale om identitetstyveri og anbefalede klageren at overføre hendes midler til en sikkerhedskonto, indtil hendes egne konti var sikret. Samtalen varede i ca. tre timer hvor der blev flyttet 98.000 kr. til en konto i et andet pengeinstitut. Den 6. januar 2023, blev klageren igen kontaktet af personen og instrueret i at overføre 71.000 kr. til en konto i et andet pengeinstitut.
Banken har oplyst, at overførslerne blev godkendt med brugernavn og adgangskode samt med MitID.
Banken har endvidere oplyst, at der som en ekstra sikkerhed ved overførslerne blev sendt to SMS’er til klagerens telefonnummer, hvortil der skulle svares ”JA”, hvis overførslerne skulle gennemføres. Banken har fremlagt en SMS-log, hvoraf det fremgår, at der inden overførslerne blev sendt to SMS’er med følgende tekst til klagerens telefonnummer:
”Bekræft overførsel af 98.000,00 kr. til konto ... … 360. Svar JA, hvis den skal gennemføres - NEJ, hvis den ikke skal gennemføres. Har du ikke selv oprettet betalingen kontakt Nordea 24/7 på 70334060. Venlig hilsen Nordea”
….
” Bekræft overførsel af 71.000,00 kr. til konto ... … 948. Svar JA, hvis den skal gennemføres - NEJ, hvis den ikke skal gennemføres. Har du ikke selv oprettet betalingen kontakt Nordea 24/7 på 70334060. Venlig hilsen Nordea”
Det fremgår endvidere, at SMS-beskederne blev besvaret med ”JA”.
Banken har oplyst, at den har konstateret, at kontooverførslerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Ved en tro- og loveerklæring gjorde klageren over for banken indsigelse mod overførslerne. Indsigelsen omfattede endvidere en transaktion.
Endvidere har klageren i forbindelse med indsigelsen krydsede følgende punkt af:
|
Jeg har ikke selv foretaget, indtastet, accepteret eller beordret andre til at lave transaktioner, hverken med min Netbank, Mobilbank App, eller ved telefonisk henvendelse fra Nordea. |
|
Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner med henblik på investering af midlerne |
X |
Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet af overførslerne |
Klageren har oplyst, at der hævet 14.249 kr. til en betalingsmodtager [R] den 5. januar 2023. Banken har oplyst, at den ikke kan genkende beløbet eller tidspunktet, og har opfordret klageren til at fremsende yderligere oplysninger.
Det lykkedes banken at få 35.035,52 kr. tilbage fra de modtagende pengeinstitutter. Klagerens samlede tab udgør herefter 133.964,48 kr.
Parternes påstande
Den 4. februar 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordea Danmark skal tilbageføre transaktionerne.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun blev udsat for telefonbedrageri, hvor hun blev narret til at overføre penge fra sin konto til en fremmed konto.
Banken burde have en begrænsning på store overførsler til fremmede konti. Hvis bankens grænse på 100.000 kr. pr. døgn, som blev indført den 1. juli 2023, havde været gældende i 2022, ville hendes tab ikke have været så stort.
Banken bør forholde sig til hendes skrivelse i stedet for blot at afvise hendes anmodning om kulance med den begrundelse, at der desværre forekommer meget svindel på internettet. Nordea Danmark, skal tage stilling til klagerens indsigelse.
Nordea Danmark har anført, at klageren i tro- og loveerklæringen anerkendte, at hun selv foretog transaktionerne på baggrund af tredjemands urigtige oplysninger omkring formålet af overførslerne. Klageren anerkendte, at banken ikke kan ansvarliggøres for overførslerne, og at overførslerne er sket af egen fri vilje.
Overførslerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Klageren svarede ”JA” til de SMS´er, som hun modtog vedrørende overførslernes gennemførelse. Teksten i SMS´erne var meget tydelig omkring, hvad det omhandlede og med klagerens ”JA”, så godkendte hun gennemførslerne. Der kan ikke være tvivl om, at overførslerne er autoriserede, og at banken på den baggrund ikke er forpligtet til at godtgøre klageren de omhandlede transaktioner.
Klageren kan derfor heller ikke påberåbe sig de hæftelsesbegrænsninger, der følger af betalingslovens § 100. Det bemærkes, at betalingslovens § 112 ikke finder anvendelse i dette tilfælde, da klageren selv har foretaget overførslerne via sin netbank.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en konto -218 og adgang til netbank.
Den 5. og 6. januar 2023 blev der via klagerens netbank foretaget to overførsler fra klagerens konto til tredjemands konto.
Banken har oplyst, at overførslerne blev godkendt med brugernavn og adgangskode samt med MitID.
Klageren oplyst, at hun blev kontaktet telefonisk af en person, der udgav sig for at være fra politiet. Personen spurgte, om hun havde bedt om et lån på 90.000 kr., hvilket hun benægtede. Hun forklarede, at der kunne være tale om identitetstyveri og anbefalede hende at overføre hendes midler til en sikkerhedskonto, indtil hendes egne konti var sikret. Samtalen varede i ca. tre timer hvor der blev flyttet 98.000 kr. til en konto i et andet pengeinstitut. Det samme gjorde sig gældende Den 6. januar 2023, klageren igen blev hun kontaktet af personen og instrueret i at overføre 71.000 kr. til en konto i et andet pengeinstitut
Det lykkedes banken at få 35.035,52 kr. tilbage fra de modtagende pengeinstitutter. Klagerens samlede tab udgør herefter 133.964,48 kr.
Klageren har oplyst, at der blev hævet 14.249 kr. til en betalingsmodtager [R] den 5. januar 2023. Klageren har ikke dokumenteret, at transaktionen er foretaget, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der blev foretaget en sådan transaktion.
Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Mette Lindekvist Højsgaard og Jimmy Bak – udtaler:
Ud fra klagerens oplysninger om, at hun selv foretog netbanksoverførslerne, finder vi, at transaktionerne blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionerne i forbindelse med bedrageriske telefonopkald.
Vi finder heller ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Ann-Mari Agerlin – udtaler:
Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.
Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktionerne, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportionale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.
Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 125.964,48 kr. tilbage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.