Spørgsmål om indsigelser mod transaktioner med Mastercard blev fremsat for sent. Betalingsloven § 97.

Sagsnummer:177/2018
Dato:18-12-2018
Ankenævn:Eva Hammerum, Jesper Claus Christensen, Kristian Ingemann Petersen, Troels Hauer Holmberg, Søren Geckler
Klageemne:Betalingstjenester - passivitet
Ledetekst:Spørgsmål om indsigelser mod transaktioner med Mastercard blev fremsat for sent. Betalingsloven § 97.
Indklagede:SEB Kort Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Spørgsmål om indsigelser mod transaktioner med Mastercard blev fremsat for sent.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Seb Kort Bank, hvor han har en konto og et Mastercard.

Den 27. maj 2018 gjorde klageren indsigelse mod i alt 19 transaktioner med kortet, svarende til i alt 6.004,55 kr., fordelt på fire forskellige betalingsmodtagere. Transaktionerne var foretaget i perioden 21. juli 2017 -  13. februar 2018. Klageren anførte, at han ikke havde foretaget transaktionerne, og at han havde kortet i sin besiddelse. Transaktionerne var følgende:

Dato

Betalingsmodtager

Udenlandsk valuta

Beløb i danske kroner

21-07-2017

B1

2.493 TWD

535,00

11-08-2017

B2

 

85,00

12-08-2017

B3

 

91,75

13-08-2017

B3

 

91,75

16-08-2017

B3

 

101,65

18-08-2017

B2

 

42,00

20-08-2017

B3

 

101,65

21-08-2017

B3

 

127,49

24-08-2017

B3

 

127,50

24-08-2017

B4

265,05 USD

1.709,76

27-08-2017

B2

 

85,00

14-11-2017

B2

 

169,00

03-12-2017

B2

 

255,00

03-12-2017

B2

 

859,00

24-12-2017

B2

 

85,00

30-12-2017

B2

 

859,00

31-12-2017

B2

 

255,00

31-12-2017

B2

 

255,00

13-02-2018

B2

 

169,00

I alt

 

 

6.004,55

Ved en e-mail den 28. maj 2017 svarede banken:

”…

Vi har desværre ikke mulighed for at gå videre med din sag da transaktionerne er for gamle for os at trække retur fra forretningen/rne.

Som kortholder skal man kigge sit kontoudtog igennem hver måned og kontakte os med en gang man finder en transaktion/beløb man ikke genkender, se vores kortbestemmelser 2.11 - 2.12.

…”

Klageren fastholdt sin indsigelse og anførte blandt andet, at han havde henvendt sig inden udløbet af fristen på 13 måneder. Banken fastholdt sit afslag og anførte blandt andet, at klageren havde fået tilsendt kontoudskrift hver måned, og at klageren havde været i kontakt med bankens kredit- og kundeservice flere gange i den periode, hvor transaktionerne havde fundet sted.

Af kortbestemmelserne fremgik blandt andet:

”…

2.11 Kontoudtog og kontrol af kontoudtog 

Kontoudtog
Kontoudtog udsendes en gang månedligt, såfremt der har været debiteringer på kortkontoen. 

Kontrol af kontoudtog
Du skal kontrollere dit kontoudtog omhyggeligt. Ved telefonkøb, postordrekøb og andre former for fjernsalg, herunder internethandel, har kortet ikke været forevist, hvorfor du bør kontrollere disse transaktioner med særlig omhu. Du kan på ethvert tidspunkt kontrollere dine betalinger via ”Mit kort”.

Du skal være opmærksom på fristerne i pkt. 2.12 og 2.13 nedenfor. Ved vurderingen af, om du har gjort indsigelse rettidigt, lægges vægt på din pligt til at kontrollere kontoudtoget.

2.12 Tilbagebetaling af beløb, som du ikke har godkendt og virkningen af passivitet

2.12.1 Indsigelse mod transaktioner som du ikke har godkendt og som du opdager.
Hvis du mener, at der er gennemført en eller flere betalinger med dit kort, som du ikke har godkendt, medvirket til eller foretaget, skal du give kortudsteder besked hurtigst muligt. Du skal i alle tilfælde give kortudsteder besked senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion. Efter udløbet af 13-måneders-fristen kan indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner ikke gøres gældende. 

13-måneders-fristen er det absolut seneste tidspunkt, du kan gøre indsigelse gældende, men i henhold til gældende ret kan der indtræde retsfortabende passivitet tidligere, hvis du ikke orienterer kortudsteder snarest muligt efter at du er blevet bekendt med misbruget/ fejltrans­aktionen. I de tilfælde kan du fortabe din ret til at gøre indsigelse gældende på et tidligere tidspunkt og dermed miste din ret til at få beløbet tilbagebetalt.

Ved reklamation vil kortudsteder foretage en undersøgelse af din indsigelse. Du er forpligtet til at give kortudsteder de oplysninger og den dokumentation, som kortudsteder skal bruge for at kunne behandle indsigelsen. 

…”

Parternes påstande

Den 28. maj 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SEB Kort Bank skal tilbageføre de i alt 19 transaktioner med hans Mastercard.

SEB Kort Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke har foretaget de i alt 19 transaktioner, som han har gjort indsigelse mod over for banken.

Banken bør acceptere hans indsigelser og arbejde på processen for at få hans penge tilbage.

Han har overholdt indsigelsesfristen, som ifølge kortbestemmelserne var på 13 måneder. Nogle af transaktionerne var kun få måneder gamle, da han gjorde indsigelse.

Han henvendte sig til banken i oktober 2017 og januar 2018 om henholdsvis nogle transaktioner under hans sommerferie i 2017 og vedrørende køb af en stol, som aldrig blev leveret. Han fokuserede på de pågældende sager og gennemgik derfor ikke hele kontoen på daværende tidspunkter.

I foråret 2018 blev han opmærksom på nogle mærkelige transaktioner i begyndelsen af året, hvorefter han gravede tilbage i tiden og fandt de mindre transaktioner, som han havde overset.

SEB Kort Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke har reageret snarest muligt efter, at han har konstateret transaktionerne, som ikke mener at have foretaget, og at han derved har udvist en sådan grad af passivitet, at han har fortabt sin ret til at gøre indsigelse.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen om 13-månedersfristen, jf. nu lov om betalinger § 97, at der kan indtræde passivitet på et tidligere tidpunkt, dersom man ikke reagerer snarest muligt. Forbrugerombudsmanden har udtalt, at begrebet ”snarest muligt” i denne sammenhæng må fortolkes som inden for 14 dage.

Klageren fik løbende tilsendt kontoudtog. I perioden juli 2017- februar 2018 henvendte klageren sig mindst otte gange til bankens kundeservice og kreditafdeling vedrørende transaktioner eller saldi uden at gøre indsigelse mod de 19 transaktioner, der fandt sted i samme periode, og som han gjorde indsigelse imod i maj 2018.

Klageren henvendte sig blandt andet den 5. oktober 2017 vedrørende transaktioner, som han ikke kunne genkende på sit kontoudtog. Efter en nærmere forklaring anerkendte han dog, at det var hans transaktioner.

Henholdsvis den 13. november 2017 og 5. februar 2018 henvendte klageren sig vedrørende en transaktion i forbindelse med køb af en stol, der ikke var leveret.

Den 18. december 2017 henvendte klageren sig med henblik på forhåndsregistrering af en indbetaling for at sikre, at der var tilstrækkeligt købsbeløb til rådighed.

Endvidere var klageren løbende i kontakt med banken i april og maj 2018.

Klagerens passivitet har medført, at banken ikke har mistet muligheder for at begrænse et eventuelt tab enten ved charge back eller ved at spærre kortet.

Seb Kort Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen kræver en bevisførelse, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, men må henvises til de almindelige domstole.

Ankenævnets bemærkninger

Den 27. maj 2018 gjorde klageren over for Seb Kort Bank indsigelse mod 19 Mastercard­transaktioner på i alt 6.004,55 kr., der var sket i perioden 21. juli 2017 - 13. februar 2018

Klageren havde løbende fået tilsendt kontoudskrifter.

Den 5. oktober 2017 havde klageren henvendt sig til banken vedrørende nogle transaktioner under sin sommerferie i 2017, som han ikke kunne genkende på sit kontoudtog. Efter nærmere forklaring fra banken anerkendte klageren de pågældende transaktioner.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klageren den 27. maj 2018 som følge af passivitet havde tabt en eventuel ret til at kræve yderligere elleve transaktioner, der var sket i perioden 21. juli 2017- 28. august 2017, tilbageført. Dette gælder uanset, at 13-månedersfristen i den dagældende lov om betalingstjenester § 63, nu lov om betalinger § 97, ikke var overskredet, da klageren gjorde indsigelse.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen for så vidt angår transaktionerne, der skete i perioden 21. juli 2017- 28. august 2017.

Det er uklart, hvad der blev drøftet i forbindelse med klagerens henvendelser til banken efter den 5. oktober 2017. Ankenævnet finder derfor, at der ikke er indtrådt passivitet for så vidt angår de otte transaktioner på i alt 2.906 kr., der skete i perioden 14. november 2017 - 13. februar 2018, og som klageren gjorde indsigelse i mod den 27. maj 2018.

Banken har ikke ved henvendelse til betalingsmodtager eller på anden måde fremlagt dokumentation for, at transaktionerne skete med klagerens samtykke.

Klageren får herefter medhold i at banken skal tilbageføre de otte transaktioner på i alt 2.906 kr. i perioden 14. november 2017 - 13. februar 2018., jf. lov om betalingstjenester § 61, der er gældende for transaktionerne før den 1. januar 2018 og lov om betalinger § 99, der er gældende for transaktionen den 13. februar 2018.

Ankenævnets afgørelse

Seb Kort Bank skal inden 30 dage indsætte 2.906 kr. på klagerens konto.

Klageren får klagegebyret tilbage.