Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med etablering af valutalån, forældelse, indsigelse mod nedlukning af valutalån samt spørgsmål om der var sket debitorskifte på en kassekredit, således at den hidtidige debitor var blevet kautionist

Sagsnummer:130/2013
Dato:28-05-2014
Ankenævn:Kari Sørensen, Christian Bremer, Søren Geckler, Morten Bruun Pedersen
Klageemne:Udlån - udlandslån/valutalån
Kaution - øvrige spørgsmål
Forældelse - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med etablering af valutalån, forældelse, indsigelse mod nedlukning af valutalån samt spørgsmål om der var sket debitorskifte på en kassekredit, således at den hidtidige debitor var blevet kautionist
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om K fik mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af valutalån til køb af ejerlejlighed, om et eventuelt krav er forældet, om nedlukning af valutalånet skete tvangsmæssigt eller efter aftale og om en aftale i 2012 om debitorskifte på en boligkassekredit kan effektueres.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er M og K, der i 2007 var kærester, men ikke samboende. M var kunde i Sparbank (nu Spar Nord Bank).

Den 6. juni 2007 købte K en ejerlejlighed og optog til finansiering heraf et valutalån hos Sparbank på 661.230 schweizerfranc (CHF) svarende til ca. 3 mio. kr. (kurs 453,70). Lånet var et 10-årigt stående lån, der skulle genforhandles den 1. august 2010. Til sikkerhed for lånet havde K håndpantsat to ejerpantebreve på henholdsvis 1,7 mio. kr. og 1,1 mio. kr. med pant i ejerlejligheden. M underskrev låneaftalen som selvskyldnerkautionist og som håndpantsætter. Det er ikke oplyst, hvilke aktiver M havde pantsat. Det fremgår af udbetalingsnota af 28. august 2007, at lånets restgæld og forfaldne renter ikke er sikret mod ændringer i valutakursen.

Sparbank har fremlagt kvartalsvise notaer for valutalånet, hvor rentebetalingen i CHF fremgår.

Af bankens brev af 17. april 2009 til K fremgår følgende:

”Banken har indført nye regler i forbindelse med udlandslån, hvor der i den forbindelse skal oprettes en risikoramme – også på allerede bestående lån. I den forbindelse fremsender jeg et rammebrev, bestemmelser for børsrelaterede instrumenter og et skema med engagementsvægte. Af skemaet over engagementsvægte fremgår, at DKK/CHF vægter med 5 %.

Din gæld på lån CHF 661.230,- svarende til ca. DKK 3.260.000,- x 5 % = kr. 165.000,- (i runde tal) som rammebrevet lyder på.

Jeg fremsender tillige investeringsprofil, som du venligst bedes udfylde. Du behøver ikke udfylde første side om kundeoplysninger og finansiel situation. For god ordens skyld, skal jeg gøre dig opmærksom på, at man skal have en meget høj investeringsprofil for at være lånefinansieret i udenlandsk valuta. Hvis man ikke har det, skal lånet omlægges til danske kroner.

…”

K underskrev den nævnte investeringsprofil på et møde med banken i september 2009. Der er fremlagt uunderskrevet ”rammebrev og almindelige bestemmelser for handel med finansielle instrumenter” for klageren med en ramme på 165.000 kr. Det fremgår at rammebrevet omfatter valutaswaps og valutaterminsforretninger, mens valutalån ikke er nævnt.

Den 14. juli 2010 underskrev K en aftale med banken om en boligkredit på 3,6 mio. kr., som M underskrev som selvskyldnerkautionist. Provenuet fra lånet blev anvendt til indfrielse af valutalånet, som blev indfriet til kurs 552,39 den 16. juli 2010.

Den 24. november 2010 blev boligkreditten afløst af en boligkassekreditkontrakt, med en udnyttet kreditramme på 1.682.000 kr., idet K havde optaget et realkreditlån. M kautionerede for boligkassekreditten.

I marts 2012 solgte K sin ejerlejlighed med overtagelse pr. 1. juni 2012. Banken har oplyst, at K ønskede at optage et lån hos sin primære bankforbindelse til køb af en andelsbolig, og at parret i den forbindelse bad Sparbank skrive et brev om, at der var indgået aftale om indfrielse af K’s gæld til banken. Derfor blev der den 16. marts 2012 udarbejdet en ny boligkassekreditkontrakt med K som debitor og M som kautionist, hvoraf fremgår:

”I forbindelse med salg af ejendommen [adresse] pr. 1.6.2012 nedbringes kreditten med provenu ca. kr. 650.000. Samtidig frigives ejerpantebreve kr. 1.698.150 og kr. 1.105.000 med pant i samme ejendom.

Det er aftalt, at kautionist [M] pr. 1.6.2012 indtræder som debitor på denne kreditaftale og debitor [K] samtidig ændrer status fra debitor til privat kautionist. I denne forbindelse udarbejdes nye dokumenter vedr. disse ændrede hæftelsesforhold samt aftale om afvikling af kreditten. Det bemærkes, at [K]’s udtræden som debitor er betinget af, at de øvrige forhold (nedbringelse af kreditten med provenu samt [M]’s indtræden som debitor) opfyldes som beskrevet.”

Ved gældsbrev af 2. oktober 2012 med M som debitor og med en hovedstol på 1.075.000 kr. blev K’s gæld til banken indfriet. Efterfølgende afviste K at kautionere for gælden.

Den 14. november 2012 skrev banken til K og henviste til aftalen indeholdt i boligkassekreditkontrakten af 16. marts 2012. Ved brev af 19. november 2012 gjorde K indsigelse mod bankens rådgivning i forbindelse med det oprindelige lån i CHF og anførte, at det var aftalen, at hun kun skulle kautionere indtil den 1. juni 2012.

Parternes påstande

Den 24. april 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagernes påstand således, at Spar Nord Bank skal anerkende, at K ikke skal bære valutakurstabet på 666.199 kr. ved indfrielsen af valutalånet, subsidiært, at tabet nedsættes til 165.000 kr., og at M ikke er bundet af aftalen af 16. marts 2012 om kaution og gældsovertagelse. Endvidere påstår K, at Spar Nord Bank skal anerkende, at hun ikke kautionerer for gældsbrevet af 2. oktober 2012.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken ikke ydede K tilstrækkelig rådgivning i forbindelse med optagelsen af lån i CHF samt den efterfølgende kursudvikling.

Hun havde en forventning om, at hun ikke kunne tabe mere end de 165.000 kr., der var nævnt i rammeaftalen. Banken burde have henvendt sig til hende, da kurstabet nåede 165.000 kr., hvorefter hun ville have omlagt lånet til danske kroner.

Hun har ikke læst de fremsendte kontoudtog.

Valutalånet blev tvangsindfriet af banken. Banken ringede til M og fortalte, at den ikke ønskede kursrisikoen på lånet, og blev ”nødt til at vride armen om på K”. M orienterede ikke K om samtalen. Klagerne følte sig tvunget til at underskrive boligkreditaftalen af 14. juli 2010.

På grund af den mangelfulde rådgivning er K ikke bundet af den del af valutalåneaftalen, der begrunder betalingen af valutakurstabet. Et sådant forhold forældes ikke. K har i øvrigt ikke haft anledning til at rejse kravet tidligere end sket, da hun ikke var bekendt med, at banken ville kræve lånet indfriet. Et eventuelt erstatningskrav i anledning af den mangelfulde rådgivning forældes først tre år fra det tidspunkt, hvor valutalånet blev tvangsindfriet, da det først var på dette tidspunkt, at K blev klar over sit krav.

Kravet er heller ikke bortfaldet ved passivitet, idet det forudsætter, at K skulle have givet banken det indtryk, at hun ikke ville fremkomme med indsigelser mod forløbet.

M er ikke bundet af sit tilsagn om kaution henholdsvis gældsovertagelse, da det var en væsentlig og kendelig forudsætning for banken at tilsagnet forudsatte, at banken kunne gøre tabet på valutalånet gældende over for K. Banken kan ikke kræve et større beløb af M end den ville kunne kræve af K.

Spar Nord Bank har anført, at K selv rettede henvendelse til banken med henblik på optagelse af valutalån til finansiering af sin ejerlejlighed. Hun gav udtryk for, at hun havde en høj risikoprofil og på den baggrund ønskede at optage et valutalån. Risikoprofilen blev bekræftet, da K i september 2009 underskrev investeringsprofilen.

Hun blev oplyst om den væsentlige risiko ved optagelse af lån i CHF, herunder at restgælden i danske kroner afhang af kursudviklingen på CHF. På udbetalingsnotaen for lånet fremgår, at lånets restgæld og forfaldne renter ikke er sikret mod ændringer i valutakursen.

K blev løbende orienteret om gældens udvikling ved rentenotaer, kontooversigter samt ved bankens løbende dialog med hende.

Valutalånet blev lukket på baggrund af en dialog med K om den stigende restgæld på valutalånet. Der var således ikke tale om en tvangsmæssig nedlukning.

Et eventuelt krav i anledning af valutalånet er bortfaldet som forældet eller ved passivitet.

K er bundet som debitor på boligkassekreditten indtil betingelserne om gældsovertagelse anført heri er opfyldt. Det er ikke korrekt, at K’s kaution for den gæld, som M skulle overtage var tidsbegrænset.

M er bundet af aftalen om gældsovertagelse. Bestemmelsen herom i gældsbrevet vedrørende K’s boligkassekredit blev grundigt gennemgået for M og K.

M har under hele forløbet være involveret i sagen og har kautioneret for K’s gæld til banken.

Hvis M ikke er bundet af aftalen om gældsovertagelse, er K fortsat debitor for gælden og M er kautionist.

Ankenævnets bemærkninger

Vedrørende valutalånet:

I juni 2007 optog K et lån hos Spar Bank i CHF for modværdien af ca. 3 mio. kr. Provenuet skulle anvendes til køb af en ejerlejlighed. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Spar Bank (nu Spar Nord Bank) har pådraget sig et erstatningsansvar ved K’s optagelse af lånet.

Ankenævnet bemærker herved, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelse af et lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udviklinger sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken på udlånstidspunktet eller senere stillede klageren i udsigt, at valutakurstabet højst kunne udgøre 165.000 kr. Et erstatningskrav mod banken for mangelfuld rådgivning ved etableringen af valutalånet må i øvrigt være forældet, da klageren i hvert fald ved modtagelsen af bankens brev af 17. april 2009 blev eller burde være blevet klar over, at valutalånet var forbundet med høj risiko.

Ankenævnet bemærker, at aftalen om valutalånet ikke indeholder en ret for banken til at kræve lånet indfriet eller omlagt til danske kroner i tilfælde af en ugunstig udvikling i CHF. Rammeaftalen om handel med finansielle instrumenter giver heller ikke banken en sådan ret, allerede fordi aftalen ikke omfatter lånet. K har anført, at valutalånet blev tvangslukket i juli 2010, mens banken har anført, at indfrielsen af lånet skete efter aftale med K. Ankenævnet finder, at en afgørelse af, hvorvidt lånet blev lukket i strid med aftalevilkårene, om K accepterede en lukning i den fejlagtige tro, at banken kunne kræve lånet lukket og i givet fald, om K har lidt et tab derved, kræver en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Da en sådan vidneførsel ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene, afvises denne del af sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Vedrørende aftalen om debitorskifte og kaution:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge Spar Nord Bank at anerkende, at M ikke skulle være bundet af aftalen om gældsovertagelse, der tillige blev bekræftet ved M’s underskrift af kreditaftalen af 2. oktober 2012.

Afgørelse af, hvorvidt K har påtaget sig en kautionsforpligtelse for gældsbrevet af 2. oktober 2012 kræver en nærmere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet. Ankenævnet afviser derfor denne del af sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører lukningen af valutalånet i juli 2010 og hvorvidt K har påtaget sig at kautionere for M.

Klagerne får ikke i øvrigt medhold i klagen.