Sagsnummer: | 884/2009 |
Dato: | 04-04-2011 |
Ankenævn: | Vibeke Rønne, Niels Bolt Jørgensen, Maria Hyldahl, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
Klageemne: | Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 Netbank - værdipapirer Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Indsigelser i forbindelse med handel med værdipapirer via netbank. |
Indklagede: | Alm. Brand Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med handel med værdipapirer via Alm. Brand Banks netbank.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Alm. Brand Bank, hvor han har et åbent værdipapirdepot.
Den 27. maj 2009 kl. 12.43 gennemførte banken tre ordrer fra klageren om salg af i alt 3.700 stk. aktier i Amagerbanken. Salgene blev afregnet til kurs 73,19.
Samme dag kl. 13.16 gennemførte banken en ordre fra klageren om salg af 205 stk. aktier i Ringkjøbing Landbobank. Salget blev afregnet til kurs 475,59.
Ifølge fondsafregningerne blev ordrerne afgivet via netbank og gennemført som markedsordrer "over the counter" (OTC-handler) med banken som modpart.
Af bankens vilkår for værdipapirhandel fremgår blandt andet:
"…
6. Handelsformer
I Alm. Brand Bank tilbyder vi handel med værdipapirer på følgende måder
· Markedsordre, herunder strakshandel og børshandel.
· Limiteret ordre
En markedsordre er en ordre, hvor en kunde beder om at få afregnet sin ordre til aktuelle markedskurser.
Hvis Alm. Brand Bank udfører din markedsordre ved at handle over sin egen handelsbeholdning, dvs. at du har Alm. Brand Bank som modpart, er der tale om en strakshandel. Alm. Brand Bank tilbyder strakshandel i udvalgte aktier ("strakshandel"). Hvis Alm. Brand Bank udfører din ordre ved at lægge den ind i Fondsbørsens handelssystem (Saxess), er der tale om en børshandel.
…
6.1 Markedsordre
6.1.1 Strakshandel
Ønsker du at købe eller sælge værdipapirer, kan det være en fordel at indgå aftale om strakshandel, for så kender du den egentlige kurs, handelen vil blive afregnet til.
…
Ved strakshandel stiller Alm. Brand Bank kurser, der på handelstidspunktet ligger på eller indenfor det bedste bud henholdsvis udbud på Fondsbørsen.
…"
Ved brev af 6. juli 2009 opsagde banken klagerens adgang til at handle værdipapirer via banken. Som begrundelse anførte banken bl.a., at klageren gennem en længere periode havde meddelt sin utilfredshed med de betingelser, hvorunder banken tilbød handel med værdipapirer.
Den 4. august 2009 indgav klageren en klage over Alm. Brand Bank til Ankenævnet.
Banken har under sagen fremlagt udskifter fra NASDAQ OMX Copenhagen og Bloomberg, der viser kursoplysninger for Amagerbanken og Ringkjøbing Landbobank aktier den 27. maj 2009. Det fremgår blandt andet, at der blev foretaget 131 handler med Amagerbanken aktier i kursintervallet 73 -77. Gennemsnitskursen var 74,07. Lukkekursen var 75. Antallet af handler med Ringkjøbing Landbobank aktier var 11. Kursintervallet var 475 – 490. Gennemsnitskursen var 479,84 og lukkekursen 490.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt følgende påstand:
"…
At de medgiver mig retten til at handle om aftenen og at jeg kan få en kurs at gå ud fra og ikke en som dikteres næste dag og som jeg ikke har mulighed for at acceptere eller forkaste efter mit valg.
…"
Alm. Brand Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken oplyste, at han kunne handle via netbanken på ethvert tidspunkt.
Der er imidlertid reelt ikke mulighed for at handle udenfor bankens åbningstid. Da oplysningerne om markedskursen i netbanken ikke gælder den følgende morgen, skal man i så fald handle uden at kende prisen.
Strakshandel findes ikke uden for bankens åbningstid og er således ikke et alternativ.
Banken opsagde hans adgang til at handle via netbank på grund af klagen.
Den 27. maj 2009 gennemførte banken alle hans handler før kl. 10.00 bortset fra handlerne med aktier i Amagerbanken og Ringkjøbing Landbobank. Disse handler blev først gennemført væsentligt senere og til en ringere kurs end kursgennemsnittet, som den 27. maj 2009 var henholdsvis 74,07 kr. og 479,84 kr.
Alm. Brand Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand ikke angår en konkret formueretlig tvist men omhandler klagerens krav om, at banken skal levere et produkt, som banken ikke yder sine kunder.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at ordrer modtaget efter Fondsbørsens lukketid handles den efterfølgende dag til de på tidspunktet for handlen aktuelle kurser.
Ordrerne om salg af aktierne i Amagerbanken blev afgivet i tidsrummet 12.30 – 12.37 via netbank. Ordren om salg af aktierne i Ringkjøbing Landbobank blev afgivet kl. 12.40 via netbank.
Gennemførelse af handler med værdipapirer til en på forhånd fastsat afregningskurs – strakshandler – gennemføres med banken som direkte modpart. Strakshandler kan indgås i den periode af dagen, hvor banken stiller strakshandelspriser til rådighed, og i de værdipapirer som banken stiller strakspriser i.
Kurserne på værdipapirmarkedet ændrer sig i dagens løb i takt med, at markedet modtager nationale og internationale nyheder om politiske, økonomiske og værdipapirspecifikke forhold.
Gennemførelse af en markedshandel er afhængig af de aktuelle tilbud, der ligger på børsen, og afregningen kan således ske til en kurs, der afviger fra senest handlede kurs, lukkekursen eller gennemsnitskursen for den pågældende dag.
Klagerens handler blev gennemført til de aktuelle bud, der var gældende på tidspunktet for handlens gennemførelse, og i overensstemmelse med bankens udførelsespolitik.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens påstand om, at Alm. Brand Bank skal tilvejebringe adgang for klageren til uden for børsens åbningstid at handle værdipapirer til en forud fastsat kurs, findes ikke at vedrøre en formueretlig tvist, som kan behandles af Ankenævnet.
Klagerens handler den 27. maj 2009 blev ifølge fondsnotaer gennemført med markedsordre "over the counter" (OTC-handler) med banken som modpart. Ifølge bankens vilkår for værdipapirhandel pkt. 6 er der tale om en strakshandel, når banken udfører en markedsordre ved at handle over sin egen handelsbeholdning.
Handlerne er ifølge fondsnotaerne bestilt via netbank af klageren. Banken har oplyst, at ordren om salg af aktier i Amagerbanken blev afgivet mellem kl. 12.30 og 12.37, mens ordren vedrørende Ringkjøbing Landbobank blev afgivet via netbank kl. 12.40. Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte denne oplysning. Det fremgår af fondsnotaerne, at klageren har solgt de nævnte papirer den 27. maj 2009 henholdsvis kl. 12.43 og 13.16. Handlerne blev således gennemført i umiddelbar forlængelse af ordrerne.
Under henvisning hertil og til udskrifter fra NASDAQ OMX finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge Alm. Brand Bank ansvar i anledning af den kurs handlerne blev afregnet til.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår klagerens påstand om, at banken skal tilvejebringe adgang for klageren til uden for børsens åbningstid at handle værdipapirer til en forud fastsat kurs.
Klagen tages i øvrigt ikke til følge.