Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med lå-neomlægning, hvor eksisterende lån blev opsagt forud for indhentelse af lånetilbud og kurssikring.

Sagsnummer:295/2018
Dato:30-04-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Inge Kramer, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne:Udlån - omlægning
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med lå-neomlægning, hvor eksisterende lån blev opsagt forud for indhentelse af lånetilbud og kurssikring.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneomlægning, hvor eksisterende lån blev opsagt forud for indhentelse af lånetilbud og kurssikring.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sydbank.

Klageren havde et 30-årigt realkreditlån på 1.430.000 kr. med afdragsfrihed frem til år 2024 og med rentetilpasning hvert tredje år (F3 lån). Lånet var optaget i 2015 og skulle rentetilpasses den 30. juni 2018.

På et møde i banken den 5. april 2018 med rådgiveren R drøftede klageren en eventuel omlægning af lånet. Klageren havde endvidere behov for et overskydende provenu på mellem 100.000 kr. og 150.000 kr. til brug for renovering af sin ejendom. Klageren modtog samme dag en vejledende beregning på omlægning til et 2 % fastforrentet 30-årigt realkreditlån på 1.562.000 kr. med afdrag, med et forudsat tillægsprovenu på 100.000 kr. Kursen i beregningen var 99,47 (afregningskurs) og 99,27 (inklusiv kursfradrag på 0,2). Den årlige ydelse på det nye lån og F3 lånet udgjorde henholdsvis 69.088 kr. og 15.723 kr. efter skat. Af beregningen fremgik, at indfrielse af F3 lånet kunne ske ved opsigelse til termin til kurs 100. Af beregningen fremgik endvidere blandt andet:

”… Tallene er vejledende, og lånetilbud forudsætter, at ejendommen er vurderet, og at lånet kan bevilges. Kurssikring kan således ikke ske på baggrund af denne vejledende beregning.

Nærmere oplysninger vil fremgå af tilbud.

I beregningen indgår der lån, som skal rentetilpasses den 30. juni 2018. Det er derfor ikke muligt at indfri lånet eller at kurssikre indfrielse i maj og juni, medmindre lånet er opsagt. Hvis det nye lån bliver udbetalt eller kurssikret, inden det eksisterende lån kan indfries, kan det medføre, at provenuet fra det nye lån ikke er tilstrækkeligt til at indfri det eksisterende lån, Det vil indebære, at låntager skal indbetale et eventuelt underskud kontant. …”

Den 6. april 2018 sendte banken en beregning til klageren af F3 lånet med betaling af afdrag. Den 12. april 2018 anmodede klageren banken om at sende beregninger vedrørende F3 lån og et fastforrentet lån. Den 19. april 2018 meddelte klageren banken, at hun var ”næsten klar til en beslutning om fastrente på 2% over 30 år med 150.000 kr. oveni”.

Den 25. april 2018 meddelte klageren banken, at hun havde besluttet sig for at optage et fastforrentet lån 2 % 30-årigt realkreditlån med afdrag og et overskydende provenu på 150.000 kr. Samme dag meddelte banken klageren, at den havde bestilt en vurdering af ejendommen, og at omlægningen var forhåndsgodkendt. Banken meddelte endvidere:

” Så snart jeg har modtaget værdien på boligen høre du fra mig.

Der er dog en meget vigtig ting.

Jeg har sendt en opsigelse til underskrift i din eboks, det er vigtigt denne senest er underskrevet den 30.4.2018 klokken 09:00.”

Den 25. april 2018 underskrev klageren opsigelsen. Banken har fremlagt en oversigt over den daglige gennemsnitskurs (før kursfradrag og terminsfradrag for kurssikring) på den pågældende obligation i perioden fra den 5. april 2018 til den 24. maj 2018, hvoraf fremgik, at gennemsnitskursen den 25. april 2018 var 98,086. Banken har oplyst, at kursen samme dag kl. 15.53 var 98,25 (før kursfradrag og terminsfradrag for kurssikring).

Banken modtog efter det oplyste vurderingen af ejendommen den 30. april 2018.

Ved e-mail af 7. maj 2018 til banken anførte klageren:

”Hvordan går det med lånet - er der noget nyt ? Og hvornår går pengene ind på min konto?”

Ved e-mail af 8. maj 2018 til klageren anførte banken:

” Jeg vender lige tilbage i næste uge angående hvornår jeg bestiller lånet.

Det når jeg ikke i denne uge.

Hvornår skal du senest bruge pengene?”

Ved e-mail af 18. maj 2018 til klageren spurgte banken, om klageren kunne træffes telefonisk tirsdag den 22. maj 2018 ”i forhold til evt. bekræftelse af kursen på det kommende nye lån”. Ved e-mail af 22. maj 2018 til banken foreslog klageren i stedet den 24. maj 2018.

Den 24. maj 2018 afholdt parterne et telefonmøde. Samme dag udarbejdede TotalKredit et lånetilbud til klageren vedrørende et fastforrentet 2 % 30-årigt lån på 1.630.000 kr. med afdrag til kurs 98,28. Under telefonmødet indgik klageren aftale med banken om at kurssikre det nye realkreditlån til en handelskurs kl. 13.45.54 på 98,60 (før kursfradrag på 0,2 og terminsfradrag til kurssikring) til udbetaling den 8. juni 2018.

Banken har fremlagt en afskrift af telefonsamtalen mellem banken og klageren den 24. maj 2018.

Den 25. maj 2018 underskrev klageren et skema om rådgivningen, hvoraf blandt andet fremgik:

”… Jeg foretrækker størst mulig sikkerhed for, at renten på min boligkreditaftale ikke stiger, og jeg betaler gerne en højere ydelse for denne sikkerhed. … Jeg foretrækker at kunne opsige og indfri min boligkreditaftale ekstraordinært inden for en kortere tidshorisont uden risiko for at skulle betale en overkurs ved førtidig indfrielse.

Jeg har lav risikovillighed.

Kunden ønsker budgetsikkerhed og friværdibeskyttelse. …”

Den 6. juli 2018 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning og indsigelse mod hovedstolen på det nye lån.

Parternes påstande

Den 4. september 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale 16.500 kr. til hende.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens rådgivning var mangelfuld. Hun havde ikke tidligere omlagt lån og havde svært ved at gennemskue låneomlægningen. Hun forklarede R dette på mødet den 5. april 2018 og bad om en grundig rådgivning. R oplyste, at F3 lånet skulle opsiges senest ved udgangen af april, og at hun skulle give besked i god tid, da der ”var lidt administration ved det”. Hun fik at vide, at ejendommen skulle vurderes.

Banken burde den 25. april 2018, hvor hun opsagde lånet, på eget initiativ have informeret hende om kursrisikoen, og om at låneomlægningen ville blive dyrere end den oprindeligt beregnede. Banken rådgav hende ikke om risikoen for kursudsving på tidspunktet for opsigelsen den 25. april 2018. Banken spurgte ikke, om hun ville kurssikre. Banken oplyste hende ikke om, at kursen var faldet den 25. april 2018 i forhold til beregningen af 5. april 2018.

Hun var ikke opmærksom på, at hun løb en risiko fra opsigelsen af F3 lånet. Dette understøttes af korrespondancen med R fra den 25. april 2018 til den 24. maj 2018, hvor hun spurgte til omlægningen en enkelt gang, men ikke om kurser. Hun troede, at lånesagen blot var en administrativ proces, som skulle på plads, når R fik tid. Hun forstod ikke, hvorfor hun ikke hørte noget fra banken og rykkede for en status den 7. maj 2018, hvor hun var gået i gang med renoveringen af ejendommen.

Hvis hun havde fået den rette rådgivning om risiko og omkostningerne den 25. april 2018, kunne hun have foretaget et valg på et oplyst grundlag. Hun kunne have valgt at beholde F3 lånet og have startet med at afdrage på dette. Dette ville koste ca. 1.000 kr. i gebyr. Hun kunne have klaret kontantbehovet med sin eksisterende kassekredit. Hun ville have valgt denne løsning, som hun overvejede gennem april 2018, da hun i forvejen syntes, at låneomlægningen var dyr. Hun er ”sikkerhedssøgende” og ville ikke have valgt at tage kursrisikoen ud fra kursen den 25. april 2018. Det giver ikke mening, at hun som sikkerhedssøgende person skulle ønske at spille hasard. Hun kunne endvidere have valgt at kurssikre den 25. april 2018 efter at have fået oplyst omkostningerne og have forholdt sig til disse.

Hun fandt ud af, at hovedstolen var steget, da hun underskrev lånetilbud og kursaftale den 24. maj 2018. Hun havde ikke andet valg end at underskrive, da F3 lånet for længst var opsagt. Hun spurgte til den oprindelige beregning og kursen heri. R anførte blandt andet, at kursen var ca. den samme eller lavere. Hun forstod ikke samtalen.

Først på et møde i banken den 30. juli 2018 blev hun klar over, at ejendomsvurderingen skulle foreligge før kurssikring. Hvis hun havde vidst, at vurderingstidspunktet var vigtigt, kunne hun og banken have fundet et tidligere tidspunkt til vurderingen.

Banken bør betale 16.500 kr. til hende svarende til forøgelsen af hovedstolen som følge af kursfaldet fra den 5. april 2018 til den 24. maj 2018.

Hun forstår ikke bankens bemærkninger om skuffede forventninger. Bankens gisninger om eventuelle potentielle fremtidige omlægninger er irrelevant information, der alene slører bankens reelle fejl, nemlig den manglende information om risiko og kurs den 25. april 2018, der betød, at omlægningen blev dyrere for hende.

Banken optog sine telefonsamtaler med hende uden hendes vidende. I det efterfølgende klageforløb hørte hun bankens optagelse af telefonsamtalen den 24. maj 2018 og anmodede om at få denne og optagelser af efterfølgende telefonsamtaler udleveret. Banken afslog uberettiget dette med henvisning til, at banken ikke udleverede internt materiale.

Banken tilbød mundtligt et forligsbeløb på 4.000 kr., men ville ikke bekræfte det skriftligt.

Sydbank har blandt andet anført, at den vejledende beregning tydeligt angav, at kurssikring og lånetilbud blandt andet forudsatte en vurdering af ejendommen. Klageren ville ikke kunne have opnået den i beregningen angivne kurs. Klageren havde på det tidspunkt ikke taget beslutning om låneomlægningen.

Banken er ikke ansvarlig for kursudviklingen fra den 5. til den 25. april 2018, hvor klageren besluttede sig for at omlægge lånet. Banken var ikke af egen drift den 25. april 2018 forpligtet til at oplyse klageren om kursudviklingen. Hvis et mindre fald i kursen som det foreliggende havde betydning for klagerens beslutning om at omlægge lånet, var klageren nærmest til selv at undersøge kursen eller at kræve dette afklaret af R inden opsigelsen.

Det var ikke kendeligt for banken, hvis det begrænsede kursfald var bestemmende for klagerens beslutning om at omlægge lånet. Klageren har anført, at hun var "sikkerhedssøgende", hvilket var hendes primære årsag til at omlægge F3 lånet til et fastforrentet lån. Det må derfor lægges til grund, at klageren ville have fastholdt sin beslutning om at omlægge lånet, uanset om hun den 25. april 2018 var blevet oplyst om, at kursen var faldet en smule, og at klageren ville have kurssikret på et tidligere tidspunkt, hvilket ville have medført en dårligere kurs og større omkostninger til kurssikring.

Banken modtog vurderingen den 30. april 2018. R kunne ikke nå at indhente og sende tilbud til klageren denne dag. F3 lånet måtte derfor under alle omstændigheder opsiges før indhentelse af lånetilbud, hvis klageren ville undgå renterisikoen ved refinansiering tre år senere.

Der er ikke årsagssammenhæng mellem den højere hovedstol på lånet og den manglende eksplicitte oplysning om kursen den 25. april 2018 eller den manglende kurssikring den 25. april 2018. R burde måske have oplyst klageren om, at klageren i en kortere periode efter opsigelse af lånet ville have kursrisikoen, da klagerens beslutning om at omlægge blev truffet så sent på måneden, at banken ikke kunne nå at indhente vurdering og lånetilbud. Den manglende oplysning om, at kurssikring ikke var mulig ved opsigelsen, har ikke medført et tab. Klageren optog lånet til en bedre kurs end kursen den 25. april 2018. Klageren sparede endvidere udgifter til kurssikring ved først at kurssikre den 24. maj 2018, hvorved kurssikringsperioden blev kortere.

Under telefonsamtalen den 24. maj 2018 spurgte klageren, om kursen var den samme som ved beregningen den 5. april 2018, hvortil R svarede, at han mente at den var nogenlunde den samme, idet R dog også oplyste, at han ikke kunne garantere dette, da han ikke for tiden havde mulighed for at se tilbage i den vejledende beregning. Klageren gengav selv og fik under telefonsamtalen forklaret konsekvenserne af kursstigninger og kursfald, inden hun accepterede at indgå aftal om kurssikringen.

Klageren har ikke lidt et tab. Klageren blev skuffet i sine forventninger i forhold til den vejledende beregning, men dette kan ikke føre til, at banken skal betale en erstatning til klageren. Klageren ville ikke kunne have opnået den i beregningen angivne kurs. Hvis klageren havde haft mulighed for at optage lånet til kursen oplyst i den vejledende beregning, ville der endvidere have været et ikke ubetydelig terminsfradrag for kurssikring i den længere kurssikringsperiode frem til udbetaling den 8. juni 2018. Det er ikke muligt at lave en historisk beregning, men alene en beregning med det nuværende aktuelle renteniveau. Banken har efter klagens indgivelse undersøgt niveauet for terminsfradrag to gange, hvor fradraget udgjorde henholdsvis 0,78 og 0,574. Med den laveste beregning ville klagerens skuffede forventninger maksimalt kunne opgøres til ca. 6.800 kr. (1.630.000 kr. x 0,98696) - (1.630.000 kr. x 0,9828).

Den højere hovedstol på lånet er ikke udtryk for en endelig opgørelse af klagerens tab. Det optagne lån vil med overvejende sandsynlighed på et senere tidspunkt blive indfriet til under kurs 100.

Banken har ikke kommenteret klagerens indsigelser vedrørende optagelserne af telefonsamtalerne, da disse indsigelser ikke angår et konkret økonomisk mellemværende.

Ankenævnets bemærkninger

På et møde i Sydbank den 5. april 2018 drøftede klageren og banken en eventuel omlægning af klagerens eksisterende afdragsfrie F3 lån, der var optaget i 2015, og som skulle rentetilpasses den 30. juni 2018. Banken udarbejdede en beregning med omlægning til et 2 % fastforrentet lån med afdrag til kurs 99,47. Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at banken på mødet oplyste, at F3 lånet skulle opsiges senest ved udgangen af april 2018. Den 25. april 2018 opsagde klageren F3 lånet. Gennemsnitskursen på de i sagen omhandlede obligationer til det nye lån var 98,086 denne dag. Den 24. maj 2018 udarbejdede TotalKredit et lånetilbud til klageren vedrørende et fastforrentet 2 % 30-årigt lån med afdrag. Samme dag indgik klageren aftale med banken om at kurssikre det nye realkreditlån til en handelskurs på 98,60 (før terminsfradrag på 0,123 og kursfradrag på 0,2).

Det fremgik af beregningen af 5. april 2018, at den var vejledende, og at der ikke kunne ske kurssikring på grundlag af beregningen. Ankenævnet finder ikke, at klageren har krav på at blive stillet, som om låneomlægningen var sket til den i beregningen af 5. april 2018 angivne kurs.

Ankenævnet finder, at banken enten burde have tilrettelagt låneomlægningen således, at klageren havde fået mulighed for at kurssikre det nye lån samtidig med opsigelsen, eller at banken på eget initiativ burde have oplyst klageren om risikoen ved opsigelse af det eksisterende lån, inden der forelå et nyt lånetilbud, herunder om risikoen for kursfald, der kunne medføre, at omlægning ikke længere var fordelagtig.

Som følge af kursstigningen fra opsigelsestidspunktet 25. april 2018 til kurssikringen den 24. maj 2018 blev klageren ikke påført et tab ved manglende kurssikring den 25. april 2018.

Det må endvidere lægges til grund, at omlægningen ikke var økonomisk ufordelagtig for klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet kan ikke behandle klagerens indsigelse mod bankens afslag på at udlevere optagelser af telefonsamtaler med klageren. En eventuel klage herom kan indgives til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K, Tlf. 33 19 32 00.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.