Afregningskurs ved køb og salg af værdipapirer.

Sagsnummer:542/1991
Dato:03-04-1992
Ankenævn:Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Afregningskurs ved køb og salg af værdipapirer.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 22. oktober 1991 afregnede indklagede klagerens køb af 750.000 kr. 9% statsgældsbeviser IV 92 til kurs 99,55 kr. Ifølge Fondsbørsens officielle kursliste for den pågældende dag var kursen for "alle handler" 99,45.

Ved skrivelse af 27. oktober 1991 anmodede klageren indklagede om godtgørelse af 0,1% af det omsatte beløb. Indklagede afslog ved skrivelse af 28. oktober 1991 klagerens krav med henvisning til, at købsordrer på obligationer større end nominelt 200.000 kr., men mindre end nominelt 1 millioner kr., tillægges 0,10 kurspoint i forhold til "alle handler". Endvidere henvistes til indklagedes brochure "Handel med obligationer og aktier." Af nævnte brochure fremgår bl.a.:

"Handel med obligationer.

Ved Deres køb/salg af de meget omsatte obligationer på Københavns Fondsbørs, sker kursfastsættelsen efter følgende retningslinier:

.......

Ordrer større end nominelt 200.000 kr., men mindre end nominelt 1 million kr.:

Køb/salg søges handlet på Københavns Fondsbørs. Alternativt beregnes en kurs ud fra de aktuelle bud- og udbudspriser på tidspunktet for fastsættelsen af kursen. Ved Deres køb tillægges/salg fradrages indtil 0,10 kurspoint."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 750 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun udover at have betalt kurtage med 1 1/2 promille af kursværdien af de købte papirer har betalt en skjult provision på 1 promille af det nominelle beløb. Klageren har ikke hidtil haft kendskab til den af indklagede fremlagte brochure, som formentlig er trykt i juli 1991.

Indklagede har anført, at gennemsnitskursen for den 22. oktober 1991 på 99,45 er tillagt 0,10 kurspoint i henhold til indklagedes brochure om handel ved obligationer og aktier. Brochuren ligger fremme i indklagedes afdelinger.

Ankenævnets bemærkninger:

Medlemmerne Peter Blok, Gert Bo Gram og Allan Pedersen udtaler:

Det findes ikke godtgjort, at klageren forinden afgivelsen af den omhandlede fondsordre har været bekendt med indklagedes brochure om handel med obligationer og aktier.

En stillingtagen til klagen findes herefter at ville forudsætte en nærmere undersøgelse af, hvorvidt den af indklagede fulgte praksis ved afregning af værdipapirer er i overensstemmelse med almindelig praksis og i bekræftende fald, hvorvidt denne praksis kan anses for rimeligt begrundet. En sådan undersøgelse burde formentlig tillige omfatte den praksis, der følges af børsmæglerselskaber, som ikke er datterselskab af et pengeinstitut. Vi finder på denne baggrund, at klagen er uegnet til behandling i Ankenævnet og stemmer derfor for at afvise klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Vi finder dog anledning til at bemærke, at tillægget på 0,10 kurspoints i forhold til den officielle kurs burde have fremgået ikke alene af indklagedes generelle brochure, men også af selve afregningsnotaen.

Medlemmerne Søren Geckler og Jørn Ravn udtaler:

Vi finder, at indklagede, der ikke havde grund til at tro, at klager var bekendt med indklagedes brochure, ved ikke at overholde Forbrugerombudsmandens retningslinjer for pengeinstitutters afregning af handler med børsnoterede værdipapirer, under alle omstændigheder mister en eventuel ret til at opkræve et kurstillæg, således som det er sket i nærværende sag. Retningslinjerne omfatter således ikke blot, at indklagedes brochure skal ligge fremme, men også at kunden efter omstændighederne bør gøres opmærksom på, at beskrivelsen kan fås udleveret. Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.