Udlandslån. Passivitet. Bevis. Inkasso.

Sagsnummer:28/1989
Dato:31-01-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - udlandslån/valutalån
Ledetekst:Udlandslån. Passivitet. Bevis. Inkasso.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved købekontrakt af 8. januar 1980 købte klageren sammen med sin daværende samlever og en tredie person i lige sameje en fast ejendom i Spanien. Købesummen blev berigtiget ved provenuet af et af køberne hos Sjællandske Bank (senere Kronebanken, nu indklagede 1) samtidig optaget udlandslån på modværdien af 55.000 chf. Lånet skulle tilbagebetales som serielån over 5 år. Provenuet blev overført til sælgeren på grundlag af en anmodning fremsat alene af klagerens daværende samlever, som efter det foreliggende tillige var den eneste af låntagerne, der underskrev anmeldelsesblanket overfor Danmarks Nationalbank.

Til sikkerhed for den af Sjællandske Bank overfor det långivende pengeinstitut stillede garanti havde klageren til banken håndpantsat to ejerpantebreve med et samlet pålydende på 283.000 kr. i sin faste ejendom.

I november 1980 blev den af Sjællandske Bank stillede garanti overtaget af RB-banken (nu indklagede 2), i hvilken forbindelse RB-banken overtog de for garantien stillede sikkerheder. Disse blev dog sekundært håndpantsat til Sjællandske Bank til sikkerhed for et mindre udlån, som imidlertid blev indfriet i 1983. Ved overførslen blev afdragsvilkårene ændret, således at udlandslånet henstod afdragsfrit til den 28. marts 1985.

Ved slutseddel af 14. september 1982 købte klageren en anden fast ejendom, og i forbindelse med salget af sin tidligere ejendom meddelte hun ved deklaration af 14. januar 1983 RB-banken transport i salgsprovenuet, der udgjordes af et kreditforeningslån og et sælgerpantebrev. Af deklarationen fremgik, at RB-bankens håndpanteret i ejerpantebrevene i ejendommen ville bortfalde i forbindelse med, at provenuet fra ejendomshandelen kom til udbetaling.

Nettoprovenuet ved afhændelsen af ejendommen blev af RB-banken den 29. marts 1983 anvendt til ekstraordinær nedbringelse af udlandslånet.

Ved skrivelse af 2. april 1984 udtalte Tilsynet med Banker og Sparekasser (nu Finanstilsynet), for hvem klageren havde indbragt en sag imod RB-banken, at banken havde været berettiget til som sket at kræve sig tiltransporteret provenuet ved klagerens salg af sin faste ejendom som betingelse for at kvittere sin panteret i denne. Banken kunne derimod ikke, med mindre lånebetingelserne havde været misligholdt, tilsidesætte en indgået aftale om, at udlandslånet skulle henstå afdragsfrit i 5 år. Efter en af RB banken overfor Tilsynet afgivet udtalelse havde banken imidlertid truffet aftale med klagerens advokat om, at provenuet kunne benyttes som sket, og Tilsynet antog, at banken måtte kunne gå ud fra, at klagerens advokat havde haft den fornødne fuldmagt til på klagerens vegne at tiltræde, at beløbet blev anvendt som nævnt. Under hensyn til, at klageren hæftede solidarisk med de to øvrige låntagere for tilbagebetaling af det optagne udlandslån, havde banken endvidere været berettiget til som sket at rette det fulde krav imod klageren. Tilsynet fandt sammenfattende ikke, at banken havde handlet i strid med redelig forretningsskik og god bank- og sparekassepraksis.

Efter at klageren havde indhentet en udtalelse fra den ejendomsmægler, der havde medvirket ved hendes køb af den nye ejendom, hvoraf fremgik, at Sjællandske Bank havde givet tilsagn om, at klageren kunne disponere over nettoprovenuet fra afhændelsen af sin tidligere ejendom, indbragte klageren påny sagen for Tilsynet med Banker og Sparekasser, som efter at have indhentet fornyede udtalelser om sagen ved skrivelse af 28. juni 1985 meddelte, at man ikke fandt anledning til at ændre sin tidligere trufne afgørelse.

Den 30. august 1985 opnåede indklagede 2) udeblivelsesdom over klageren for et beløb på 121.370,76 kr. med tillæg af renter som bestemt i dommen. Beløbet udgjordes af det omhandlede udlandslån, som var misligholdt. Ved skrivelse af 13. november 1985 til ind klagede 2) udtalte Industriministeriet, for hvem klageren havde indbragt de af Tilsynet med Banker og Sparekasser trufne afgørelser, at afgørelsen af sagen måtte bero på civilretlige forhold og en bevisbedømmelse, som ikke henhørte under forvaltningen, men under domstolene.

Efter en omfattende brevveksling imellem klageren og indklagede 2)'s advokat vedrørende inkassationen af indklagede 2)'s tilgodehavende hos klageren opnåedes der principiel enighed om, at inkassationen blev stillet i bero på udfaldet af bestræbelser på salg af ejendommen i Spanien. Ejendommen blev i efteråret 1986 afhændet, men salget har ikke kunnet berigtiges, idet det ikke har været muligt at fremskaffe det skøde, som i sin tid skulle være blevet udstedt til klageren og de to øvrige købere.

Ved skrivelser af 9. og 13. januar 1989. har indklagede 2) givet klageren tilbud om at meddele saldokvittering på sit tilgodehavende på ca. 171.000 kr. med tillæg af renter under forudsætning af, at salgssummen på ca. 130.000 kr. med tillæg af renter i fuldt omfang anvendes til afskrivning på indklagede 2)'s tilgodehavende.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand overfor indklagede 1) om, at denne indklagede tilpligtes at friholde hende for ethvert tilsvar, hun måtte have overfor indklagede 2), og overfor indklagede 2) om, at denne indklagede tilpligtes at stille hende, som om man havde vedstået sit tilsagn om, at hun kunne disponere over nettoprovenuet fra salget af den ejendom, hvori indklagede 2) havde sikkerhed for sin garanti for udlandslånet og om, at indklagede 2) tilpligtes at give hende fyldestgørende svar på den lange række af spørgsmål, hun har stillet i forbindelse med de stedfundne inkassationsbestræbelser.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den overfor indklagede 1) nedlagte påstand gjort gældende, at denne indklagede har været uberettiget til som sket uden hendes samtykke at frigive provenuet af det af hende og to andre personer i 1980 optagne udlandslån. Hun har fortsat ikke nogen egentlig sikkerhed for, at provenuet blev anvendt som forudsat - til køb af fast ejendom i Spanien - og hun ville ikke have accepteret den stedfundne overførsel, med mindre der blev tilvejebragt sikkerhed for den korrekte anvendelse af beløbet. Indklagede 1) må således friholde hende for de omkostninger, der er påført hende i forbindelse med den efterfølgende inkassation m.v.

Overfor indklagede 2) har klageren fastholdt, at der forud for hendes beslutning om salg af den pantsatte ejendom og køb af en anden af RB-banken var givet tilsagn om, at hun kunne disponere over nettoprovenuet ved afhændelse af den oprindelige ejendom. Hvis ikke et sådant tilsagn havde foreligget, ville hun aldrig have afhændet ejendommen, idet hun på grund af, at indklagede 2) undlod at vedstå det meddelte tilsagn, har haft betydelige problemer med udredelse af terminsydelser på den købte ejendom.

Indklagede 1) har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at lånet var optaget af tre personer i fællesskab, og at der ikke var givet kontoen særlig påtegning om dispositionsindskrænkning eller lignende, hvorfor hver af kontohaverne selvstændigt har kunnet disponere i forhold til banken.

Indklagede 2) har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand henvist til det tidligere overfor Tilsynet med Banker og Sparekasser anførte.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagen mod indklagede 1) støttes på et forhold begået i 1980 og har ikke været rejst tidligere, herunder ikke i forbindelse med, at klageren i oktober 1983 indbragte sagen for Tilsynet med Banker og Sparekasser (nu Finanstilsynet).

Klageren findes allerede af denne grund afskåret fra nu at rejse krav vedrørende den skete overførsel af provenuet af det optagne udlandslån mod indklagede 1).

En afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt der af indklagede 2) var givet tilsagn om meddelelse af panteretsafkald, således at klageren kunne disponere over nettoprovenuet ved salg af sin ejendom, eller om klagerens daværende advokat havde erklæret sig indforstået med, at beløbet kunne anvendes som sket, findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke findes at burde finde sted for ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Der foreligger ikke efter andet led af klagerens påstand overfor indklagede 2) nogen formueretlig tvist, som kan behandles af Ankenævnet.

Som følge heraf

Klagen over indklagede 1) tages ikke til følge. Klagen over indklagede 2) kan ikke behandles af Ankenævnet. Klagegebyret i sag 43/1989 tilbagebetales klageren.