Spørgsmål om ansvar for hævninger, som klageren ikke kan vedkende sig.

Sagsnummer:413/1998
Dato:03-06-1999
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om ansvar for hævninger, som klageren ikke kan vedkende sig.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for 21 dankorttransaktioner til i alt 28.500 kr. debiteret klagerens konto hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1922 og bor i Hadsund, har hos indklagede en indlånskonto med tilhørende dankort.

Klageren rettede primo april 1998 henvendelse til indklagede og meddelte, at en række hævninger foretaget ved hjælp af dankort på hendes konto ikke var foretaget af hende. Dankortet blev herefter afleveret og spærret.

De omtvistede hævninger er 21 hævninger debiteret på klagerens konto i perioden 5. november 1997 til 31. marts 1998.

Indklagede har oplyst, at de 20 hævninger er foretaget i samme pengeautomat i Hadsund samt 1 i en pengeautomat i Als. Ved hævningerne er anvendt PIN-kode.

Den 14. april 1998 indgav klageren politianmeldelse vedrørende forholdet. Af anmeldelsen fremgår, at klageren opbevarede dankortet i en uaflåst kommode i sit soveværelse. PIN-koden lå i en uaflåst dokumentmappe ligeledes opbevaret i kommoden, men i en anden skuffe.

Ved skrivelse af 20. august 1998 meddelte indklagede klageren, at man ikke anså sig forpligtet til at erstatte de hævede beløb.

Parternes påstande.

Klageren har den 2. december 1998 indbragt sagen for Ankenævnet og nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre "de uberettigede hævninger med fradrag af maks. 8.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun bor alene i sin ejendom i et mindre lokalsamfund. Hun er ikke klar over, hvordan et dankort anvendes i en automat og har ikke givet tilladelse til, at nogen skulle bruge kortet. Hun har kun 2 gange anvendt kortet. Den ene gang var søndag den 20. juli 1997 i forbindelse med afholdelse af hendes fødselsdagsfest, hvor hendes ene søn hjalp hende; anden gang var i slutningen af december 1997 i forbindelse med køb af en radio, hvor hendes anden søn hjalp hende. Hun bestrider at have foretaget de øvrige hævninger.

Indklagede har anført, at klagerens økonomi er meget styret af hendes børn, og der sendes således ifølge aftale jævnligt udskrifter, engagementsoversigter o.lign. til klagerens datter. Disse forhold og manglende tegn på indbrud hos klageren indicerer, at den eller de, der har hævet på klagerens konto, har klagerens fulde tillid. Det er indklagedes opfattelse, at hævningerne er foretaget med accept af klageren. Klageren har ved kontanthævninger hos indklagede modtaget oplysning om kontoens saldo, ligesom der er tilsendt kontoudtog.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende må det lægges til grund, at de omhandlede transaktioner er korrekt registreret bogført, og at den til klagerens dankort hørende PIN-kode har været anvendt ved alle hævninger. Klageren hæfter herefter under alle omstændigheder for 1.200 kr. af det hævede beløb, jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1. En stillingtagen til, om klageren hæfter for hele det hævede beløb enten fordi, der ikke er tale om misbrug, eller fordi der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klagerens hæftelse ikke er begrænset til 1.200 kr., ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Som følge heraf afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.