Værdipapirhandel, limitering.

Sagsnummer:542/1992
Dato:12-03-1993
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirhandel, limitering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 2. juli 1992 anmodede klageren indklagede om at sælge nominelt 550.000 kr. skibskreditfondobligationer 1998 7,5%, ordren blev limiteret til kurs 94,70.

Den 25. august 1992, på hvilket tidspunkt salgsordren endnu ikke var effektueret, kontaktede klageren indklagede. Ifølge klageren aftaltes det, at limit ændredes til 94,5. Indklagede har oplyst, at klageren insisterede på salg af obligationerene, og der blev ikke aftalt nogen ny limitering.

Ved fondsafregning samme dag afregnedes obligationsposten til kurs 89,0.

Klageren har indbragt sagen for Ankennævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham et beløb svarende til differencen mellem kurs 94,5 og kurs 89,0.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder den 25. august 1992 anbefalede at undlade at sælge. Klageren ønskede papiret solgt, da renten på hans kassekredit var steget, hvorfor han ønskede at indfri denne og et kreditforeningslån. Kursen på dette tidspunkt svingede mellem 94,5 og 94,65, hvorfor limit aftaltes til 94,50. Efter modtagelsen af indklagedes afregning protesterede han straks telefonisk den 26. august 1992. Det er klagerens sædvanlige praksis ved køb og salg af obligationer og aktier at fastsætte limit.

Indklagede har anført, at man siden 1. august 1992 havde haft kontakt med klageren om eventuel ændring af den limiterede kurs, men klageren ønskede ikke at ændre denne. Den 25. august 1992 insisterede klageren imidlertid på, at papirerne skulle sælges og nu uden limitering. Den aktuelle kurs på det åbne marked var på salgstidspunktet 91,00, men kursen svingede meget afhængigt af omsætningen, hvorfor indklagedes medarbejdere frarådede salg uden limitering.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Nævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.