Alskyldserklæring.

Sagsnummer:147/1994
Dato:19-09-1994
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Kaution - omfang
Ledetekst:Alskyldserklæring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 29. januar 1984 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter han til sikkerhed overfor indklagede til opfyldelse af "enhver forpligtelse, som ovennævnte debitor(er) [klagerens søn] har og senere måtte få" kautionerede for et beløb på 50.000 kr. Samtidig oprettedes en ny kassekreditkontrakt med klagerens søn på 50.000 kr., og to lån, for hvilke klageren tidligere havde kautioneret særskilt, udgik.

Klageren har oplyst, at han frem til maj måned 1993 ikke har modtaget meddelelse om ændringer i engagementet eller overtræk/misligholdelse.

I juni 1986 forhøjedes kassekreditten til 125.000 kr. Af fremlagte regnskaber fremgår, at kassekredittens saldo ultimo årene 1984, 1985 og 1986 var:

Ultimo 1984: 54.069,37 kr.
- 1985: 134.860,69 kr.
- 1986: 159.452,38 kr.

Der er ikke fremlagt kontoudskrifter vedrørende kassekreditten.

I juni 1991 ydede indklagede sønnen et nyt lån på 110.000 kr. I april 1992 blev sønnens landbrugsejendom solgt. Medio 1993 skyldte sønnen indklagede et beløb i størrelsesordenen 470.000 kr.

Ved skrivelse af 27. oktober 1993 anmodede indklagede klageren om betaling af 50.000 kr. med henvisning til, at man var blevet bekendt med, at der var indledt gældssaneringssag for sønnen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter i henhold til kautionserklæringen fra 1984.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at kautionserklæringen er en alskyldserkæring, og at der derfor må stilles strenge krav til pengeinstituttets orientering af kautionisten om debitors engagement, forinden kautionistens underskrift. Han blev ikke gjort bekendt med, at kautionen også ville omfatte fremtidige lån. Alskyldserklæringen er maksimeret til 50.000 kr. og skal ses i sammenhæng med den af samme størrelse etablerede kassekredit. Indklagede har ikke orienteret om forhøjelsen af kassekreditten med 75.000 kr. eller det senere ydede lån på 110.000 kr., ligesom han ikke har modtaget orientering om længerevarende overtræk på kassekreditten. Det ligger uden for hans forudsætninger at ville kautionere for al fremtidig gæld af ukendt størrelse, og han har heller ikke i denne forbindelse haft mulighed for at tage stilling til kautionens fortsatte beståen.

Indklagede har anført, at der ved etableringen af kassekreditten ikke blev indgået aftale om nogen afdragsordning. Der er derfor ikke noget krav om, at der skal ske underretning til kautionisten om låneforholdets forløb. Indklagede har løbende ladet foretage ændringer i kredittens maksimum, og en kautionist kan ikke modsætte sig dette, med mindre han ved kautionens indgåelse udtrykkeligt har betinget sig dette. Hertil kommer, at der ikke er tale om gæld af ubekendt størrelse, idet kautionsforpligtelsen er maksimeret til 50.000 kr. Meddelelsespligt efter bank- og sparekasselovens § 41 foreligger ikke, hvor der er tale om en kassekredit, for hvilken der ikke er aftalt en afdragsordning. I øvrigt har debitor jævnligt indbetalt på kassekreditten, således at denne blev nedbragt til beløb under maksimum. Det bestrides, at klageren ikke skulle være bekendt med, at kautionserklæringen også ville omfatte fremtidige lån, jf. herved erklæringens udformning.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder - bl.a. under hensyn til, at der er tale om beløbsbegrænset kaution - ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse kautionsdokumentets bestemmelse om, at klagerens kaution omfatter enhver eksisterende eller fremtidig forpligtelse påhvilende sønnen over for indklagede, for uforbindende for klageren. I øvrigt er den oprindelige kassekredit på 50.000 kr. ikke på noget tidspunkt blevet indfriet.

Indklagede har ikke haft nogen pligt til at orientere klageren om forhøjelsen af kassekreditten i juni 1986 eller om ydelsen af lånet på 110.000 kr. i juni 1991.

Tre medlemmer - Peter Blok, Lars Pedersen og Jørn Ravn - udtaler:

Klageren har gjort gældende, at der har været tale om længerevarende overtræk på kassekreditten. Indklagede har heroverfor alene anført, at kreditten jævnligt har været nedbragt under maksimum, og har ikke fremlagt kontoudskrifter. På denne baggrund og når endvidere henses til det oplyste om saldoen på kassekreditten ultimo årene 1984, 1985 og 1986, lægger vi til grund, at kassekreditten har været overtrukket gennem perioder på mere end seks måneder, uden at indklagede har givet klageren meddelelse herom, og at indklagede således har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, hvorvidt klagerens regresmuligheder som følge heraf er blevet forringet, finder vi imidlertid ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

To medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:

Det er vor opfattelse, at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 kun gælder, når der er tale om kaution for et eller flere bestemte engagementer, og at bestemmelsen således ikke finder anvendelse, når der er tale om kaution for enhver eksisterende eller fremtidig forpligtelse. Vi finder derfor ikke grundlag for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf



Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.