Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner, som klageren ikke kan vedkende sig. Der var tale om to hævninger med to forskellige kort med hver sin pin-kode.

Sagsnummer:165/2015
Dato:22-12-2015
Ankenævn:John Mosegaard, Poul Erik Jensen, George Wenning, Andreas Moll Årsnes
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner, som klageren ikke kan vedkende sig. Der var tale om to hævninger med to forskellige kort med hver sin pin-kode.
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse for to hævninger med to forskellige kort med hver sin pin-kode.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor han havde en konto -865 med et tilhørende Visa/dankort og en konto -141 med et tilhørende Visa/dankort.

Den 11. september 2014 lånte klageren 30.000 kr. i banken i forbindelse med, at han skulle på en fire måneder lang rejse til udlandet. Beløbet på 30.000 kr. blev indsat på konto -865. Saldoen på kontoen var herefter 15.015 kr., idet saldoen inden indsættelsen af beløbet var negativ med 14.985 kr.

Den 11. september 2014 blev der indsat 15.000 kr. på klagerens konto -141, der herefter havde en saldo på 16.225,58 kr.

Klageren har oplyst, at han den 12. september 2014 om eftermiddagen var syg og var ude at købe noget mad og drikke i København K. Kl. 13.42 foretog han et køb med sit kort tilknyttet konto -865 i en forretning på 18,50 kr., og kl. 13.48 foretog han et køb med sit kort tilknyttet konto -141 i en anden forretning på 20 kr.

Klageren har endvidere oplyst følgende om det videre forløb:

”…

Som sagt var jeg et meget let ofre da jeg var meget syg og det må de åbenbart have set. Den dag beskyttede jeg ik koderne og der ved havde de meget nemt ved at lurrer koderne ! Jeg stødte ind i 3 udlændinge på vej hjem der spurgte efter vej og sagde jeg var meget syg og skulle bare hjem og sove, så de vidste godt de havde længere tid at løbe på !

…”

Klageren har oplyst, at han kl. 18 samme dag var på restaurant. Da han skulle betale, opdagede han, at begge hans kort, som han havde haft liggende i lommen, var forsvundet. Kl. 18.08 ringede han til banken og spærrede kortene.

Den 29. september 2014 underskrev klageren indsigelsesblanketter vedrørende en hævning på 15.000 kr. fra hans konto -141 og en hævning på 15.000 kr. fra hans konto -865. Indsigelsesblanketterne blev modtaget i banken den 17. oktober 2014. Han oplyste, at der ikke var andre, der havde haft adgang til pin-koderne til kortene.

Klageren oplyste endvidere, at han havde foretaget politianmeldelse.

Banken har oplyst, at begge hævninger blev foretaget i den samme pengeautomat i en forstad til København den 12. september 2014 henholdsvis kl. 16.32 og kl. 16.33. Pengeautomaten var en af bankens egne pengeautomater. Ved begge transaktioner blev anvendt både chip og pinkode, og pin-koderne blev indtastet rigtigt i første forsøg. Koderne til de to kort var forskellige. Ifølge bankens Regler for dankort og Visa/dankort, side 8, kan der maksimalt hæves 15.000 kr. i bankens hæveautomater på hverdage kl. 9-18. Begge transaktioner var korrekt registreret og bogført, og de var ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Banken afviste klagerens indsigelser, idet den ikke fandt det sandsynliggjort, at der var tale om misbrug.

Klageren har oplyst, at han herefter var nødt til at optage et ekstra lån, da han skulle på rejse i udlandet og ellers ikke kunne komme hjem.

Parternes påstande

Den 18. maj 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 30.000 kr. samt en kompensation for det ekstra lån, som han blev nødt til at optage.

Nordea Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ikke har foretaget de omhandlede hævninger.

Som det fremgår af indsigelsesblanketterne, stødte han den 12. september 2014 ind i tre udlændinge på vej hjem. Da han var syg, beskyttede han ikke sine pin-koder ved de køb, som han havde foretaget i forretningerne umiddelbart forinden. De må have afluret hans koder og herefter stjålet hans kort.

Da han oplyste, at han var syg og skulle hjem og sove, vidste de, at de havde god tid til at tømme hans konti.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der foreligger usikkerhed om de fremkomne faktiske oplysninger. En vurdering heraf kræver en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men må finde sted ved domstolene. Sagen bør derfor afvises i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at forudsætningen for, at banken skal tilbageføre de ikke vedkendte hævninger er, at hævningerne ikke er foretaget af klageren eller godkendt af klageren, jf. lov om betalingstjenester § 61 modsætningsvis.

Det er ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at de ikke vedkendte hævninger skyldes tredjemandsmisbrug som forudsat i lov om betalingstjenester § 62, stk.1.

Hævningerne er foretaget ved anvendelse af chip og kode. Klageren har oplyst, at der ikke er andre, som har haft adgang til koden. Tyvene skulle derfor have afluret pin-koderne fra klageren for at kunne anvende kortene. Det forekommer usandsynligt, at tyvene først skulle have fulgt efter klageren ind i den første forretning og have afluret den ene pin-kode, herefter have fulgt efter klageren ind i den anden forretning og have afluret den anden pin-kode og til sidst have ventet på, at klageren kom ud på gaden, for derefter at spørge om vej og stjæle kortene.

Det er atypisk, at pin-koder aflures over en længere periode. Tyvene kunne ikke vide, at klageren efter at have benyttet det første kort, ville anvende det andet kort umiddelbart herefter.

Det er ikke i overensstemmelse med et normalt misbrugsmønster, at tyvene ikke straks hævede pengene i den nærmeste pengeautomat i København K, men i stedet ventede et par timer og tog ud til pengeautomaten beliggende i forstaden for at hæve pengene.

Det er påfaldende, at klageren dagen før misbruget indsatte penge på sine konti, så der stod ca. 15.000 kr. på begge konti, som er det maksimale beløb, der kan hæves i bankens egne pengeautomater pr. dag.

Klagerens forklaring om at han var meget syg omkring kl. 14 og blot ønskede at komme hjem og sove efter at have købt mad og drikke, stemmer dårligt med hans forklaring om, at han kl. 18 samme dag skulle anvende sit betalingskort på en restaurant.

I slutningen af maj 2014, det vil sige ca. tre en halv måned tidligere, var klageren udsat for præcis det samme forhold, hvor nogle udlændinge stjal hans kort i København K og efterfølgende hævede 15.000 kr. i præcis den samme pengeautomat. På daværende tidspunkt kompenserede banken klageren for den ikke vedkendte hævning på 15.000 kr.

Det forekommer usandsynligt, at klageren skulle have været udsat for præcis det samme misbrug med hævning i den samme pengeautomat inden for tre en halv måned. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at transaktionerne på klagerens betalingskort ikke er foretaget af klageren selv eller med klagerens samtykke.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren har oplyst, at hans to Visa/dankort blev stjålet den 12. september 2014 i København K. Senere samme dag blev der med hvert kort hævet 15.000 kr. i samme pengeautomat i en forstad til København. Klageren kan ikke vedkende sig disse hævninger på i alt 30.000 kr.

Nordea Bank har oplyst, at der ved begge transaktioner blev anvendt både chip og pinkode, og at pin-koderne blev indtastet korrekt i første forsøg. Koderne til de to kort var forskellige.

Klageren har oplyst, at der ikke er andre, der har haft adgang til pin-koderne.

Ankenævnet lægger som anført af Nordea Bank til grund, at betalingstransaktionerne er korrekt registret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller fejl, jf. lov om betalingstjenester § 64, stk. 1. Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv et bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.

Afgørelsen af klagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget af klageren selv.

Da der i sagen er tale om to kort med hver sin pinkode, som ifølge det oplyste begge er afluret og stjålet, samt om et sagsforløb, der efter det oplyste er stort set identisk med et misbrug, som klageren var udsat for tre og en halv måned tidligere, finder Ankenævnet, at en stillingtagen til sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, at nævnet derfor må afvise sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.