Sagsnummer: | 181/2024 |
Dato: | 14-11-2024 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Morten Winther Christensen, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Jørn Ravn. |
Klageemne: | Gebyr - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Forenings indsigelse mod størrelse af gebyr for kundepakke efter gebyrforhøjelse. |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører forenings indsigelse mod størrelse af gebyr for kundepakke efter gebyrforhøjelse.
Sagens omstændigheder
Klageren er en frivillig sportsforening (herefter foreningen), der er kunde i Danske Banks afdeling for foreninger.
Banken har oplyst, at klageren har kundepakken ”Danske Direkte Forening”, der inkluderer to Danske Direkte Forening konti med et tilknyttet betalingskort og adgang til bankens Danske Netbank Forening.
Den 1. oktober 2023 steg prisen på kundepakken fra 25 kr. til 79 kr. om måneden, svarende til 948 kr. pr. år. Banken varslede ændringen til klageren ved brev af 23. juni 2023.
Klageren gjorde indsigelse mod gebyret og anførte blandt andet:
”… I 3-dobler et gebyr for en sportsforening, som har et stramt budget. Gebyret svarer til et årskontingent for en af vore ungdomsspillere. ….”
Den 2. januar 2024 svarede banken:
”… De gebyr ændringer der er varslet i breve den 23.06.2023 til kunder er desværre ufravigelige, vi er helt med på, at for nogle foreninger er det en stor stigning men desværre er de lovgivninger, der skal overholdes, uanset om det er en stor eller lille forening ens og dermed er arbejdet og udgiften for os også. …”
Banken har oplyst, at stigningen var den første for denne kundepakke siden 2014.
Gebyret på 79 kr. pr. måned fremgår af bankens gældende prisbog ”Priser for Danske Direkte Forening”, hvoraf fremgår ”Abonnement, pr. måned 79 kr.”
Banken har fremlagt Erhvervsministeriets notat ”Evaluering af Lov om betalingskonti”. Af notatets konklusion fremgår blandt andet følgende:
”… Det er Finanstilsynets vurdering, at et årligt gebyr på op til 1.000 kr. for en basal betalingskonto ligger indenfor, hvad der må anses for rimeligt, jf. § 12, stk. 1, jf. stk. 3, i lov om betalingskonti. ..,”
Klageren har fremlagt sit regnskab for perioden 1. april 2022 til 31. marts 2023 og budget for 2023/2024.
Parternes påstande
Den 21. marts 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal nedsætte gebyret under hensyntagen til foreningens lave omsætning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at foreningen klager over en tredobling af gebyret. Foreningen modtog varsling om gebyrforhøjelse og har set Erhvervsministeriets notat om årligt max. 1.000 kr. i gebyr, men banken har ikke givet en forklaring på foreningens spørgsmål om bankens øgede arbejde:
Hvorfor er gebyret ens for alle foreninger uanset omsætning? Foreningen har et max. indestående på 30.000 kr., og det sker kun en gang årligt, når foreningen modtager kommunens tilskud.
Foreningen har ca. 30 spillere, hvoraf de 20 er ungdomsspillere i alderen 12-19 år. Årligt kontingent er 1.500 kr., som foreningen mestendels bruger på sine trænere.
Forslaget med at skifte bank er ikke relevant. Alle banker er jo enige om gebyr (kaldes det ikke karteldannelse eller monopolisering?)
Foreningen er en amatørforening med lutter frivillige. Det kan være svært at tiltrække unge trænere, så derfor lønner foreningen sine unge trænere.
Foreningen kan kun appellere til banker om at vise lidt ungdomshensyn.
Banken skal nedsætte gebyret under hensyntagen til foreningens lave omsætning (årligt 30.000 kr.). Foreningen foreslår, at banken sætter et gebyr på 1 % af max. årligt indestående – i foreningens tilfælde 300 kr.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at gebyret på 79 kr. pr. måned (svarende til 948 kr. pr. år) for kundebakken Danske Direkte Forening er rimeligt, hvorfor der ikke er holdepunkter for, at gebyret skal nedsættes.
Dette understøttes af, at Finanstilsynet har vurderet, at et årligt gebyr på op til 1.000 kr. må anses for rimeligt for en basal betalingskonto, der vel at mærke udgør et basalt produkt med forholdsvis begrænset funktion til private forbrugerkunder.
Foreninger tilsvarende klageren bliver af banken afkrævet samme gebyr for denne kundepakke, hvilket fremgår af bankens prisbog. Udgangspunktet må være, at banken selv fastsætter de priser, som bankens foreningskunder skal betale.
Bankens gebyr adskiller sig ikke væsentligt fra, hvad andre banker opkræver.
Klageren har ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at bankens gebyr skulle være urimeligt.
Det står klageren frit for at skifte bank, såfremt klageren er utilfreds med bankens priser.
Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen skal afvises, da den ikke angår et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, 1. pkt.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren, der er en frivillig sportsforening, har en konto i Danske Bank. Banken har oplyst, at klageren har kundepakken ”Danske Direkte Forening”, der inkluderer to Danske Direkte Forening konti med et tilknyttet betalingskort og adgang til bankens Danske Netbank Forening.
Ved brev af 23. juni 2023 varslede banken, at gebyret for klagerens kundepakke ville stige fra 25 kr. om måneden til 79 kr. om måneden, svarende til 948 kr. om året. Ændringen trådte i kraft den 1. oktober 2023. Gebyret på 79 kr. pr. måned fremgår af bankens gældende prisbog ”Priser for Danske Direkte Forening”, hvoraf fremgår ”Abonnement, pr. måned 79 kr.”
Ankenævnet lægger til grund, at prisændringen blev varslet korrekt over for klageren.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte gebyret som urimeligt.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.