Indsigelser mod hæftelse som kautionist for tidligere ægte-fælles virksomheds engagement i sparekasse

Sagsnummer:88/2018
Dato:09-11-2018
Ankenævn:John Mosegaard, Anita Nedergaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen og Jørn ravn
Klageemne:Kaution - stiftelse
Kaution - hæftelse
Ledetekst:Indsigelser mod hæftelse som kautionist for tidligere ægte-fælles virksomheds engagement i sparekasse
Indklagede:Sparekassen Kronjylland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse som kautionist for klagerens tidligere ægtefælles virksomheds engagement i Sparekassen Kronjylland.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans nu fraskilte ægtefælle, H, var kunder i Sparekassen Kronjylland.

Af klagerens skattemæssige årsopgørelse for 2012 fremgik en lønindkomst på 456.230 kr. Vedrørende formue fremgik en ejendomsværdi på 1.150.000 kr. og gæld på 1.058.233 kr.

I 2013 ønskede H at starte en personlig ejet virksomhed. I august 2013 blev der afholdt et møde mellem klageren, H og sparekassen om finansiering af virksomheden.

I en intern kreditindstilling anførte sparekassen blandt andet:

”…

Ægtefællen [H] ønsker at starte op som selvstændig med salg af børnetøj i lokalområdet. [Klageren] støtter op om denne idé. [H] har ikke været vant til en stor løn på nogen måde.

[Klageren] vil støtte hende med kontrol af den økonomiske del ift. Leverandører, likviditet m.v. mens [H] har arbejdet med salg af tøj i flere år.

Jeg er meget skeptisk omkring opstart af dette – og har direkte frarådet kunderne det. De er dog af en anden opfattelse og ønsker at starte.

…”

I en forretningsplan vedrørende virksomheden anførte H blandt andet:

”…

Økonomi:

-       Til dette har jeg en rigtig god ressource i min mand [Klageren], som har stor erfaring efter at have drevet selvstændig håndværksvirksomhed i ca. 7 år. Han startede den i 2006 fra bunden og byggede den op gennem krisen til en virksomhed på ca. 20-25 mand. i 2012 fik så et tilbud om køb af virksomheden, som han så valgte at sælge.

Virksomhedens ejere:

[H]/[Klageren]

…”

Ved et gældsbrev, der er udskrevet den 5. september 2013, optog virksomheden et erhvervslån nr. -613 på 150.000 kr. i sparekassen med klageren som selvskyldnerkautionist. Under sagen har klageren fremlagt et ikke-underskrevet eksemplar af gældsbrevet. Af gældsbrevet fremgik blandt andet følgende i tilknytning til et underskriftsfelt, hvor klagerens navn var fortrykt:

”…

Jeg/vi accepterer omstående bestemmelser for kaution.

Jeg/vi bekræfter samtidig, at SPAREKASSEN KRONJYLLAND har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg/vi er herunder gjort bekendt med, at SPAREKASSEN KRONJYLLAND kan kræve, at jeg/vi straks indfrier den del af lånet/kreditten, jeg/vi har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg/vi er klar over, at det ikke kun er debitors manglende betaling (restancen), som SPAREKASSEN KRONJYLLAND kan kræve. Jeg/vi er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis debitor ikke betaler en ydelse til tiden.

Jeg /vi har derudover modtaget og gjort mig/os bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af låneaftale med angivelse af aktuel gæld, et eksemplar af ”SPAREKASSEN KRONJYLLANDs almindelige forretningsbetingelser” samt et eksemplar af ”SPAREKASSEN KRONJYLLANDs almindelige bestemmelser for lån og kreditter”, som også gælder for lånet.

…”

Ved en kassekreditkontrakt, der ligeledes er udskrevet den 5. september 2013, optog virksomheden en erhvervskredit nr. -591 på 550.000 kr. i sparekassen med klageren som selvskyldnerkautionist. Under sagen har klageren fremlagt et ikke-underskrevet eksemplar af kreditaftalen. Af kreditaftalen fremgik en tekst svarende til ovenstående citat i tilknytning til et underskriftsfelt, hvor klagerens navn var fortrykt.

Klageren har endvidere fremlagt et ikke-underskrevet eksemplar af en kautionserklæring, der er udskrevet den 5. september 2013, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for: ”Enhver forpligtelse, debitor [virksomheden] har eller måtte få over for SPAREKASSEN KRONJYLLAND (alskyld)”.

Af klagerens skattemæssige årsopgørelse for 2013 fremgik en lønindkomst på 723.487 kr. Vedrørende formue fremgik en ejendomsværdi på 1,1 mio. kr. og gæld på cirka 1,3 mio. kr.

Ved en kassekreditkontrakt af 21. april 2014 blev erhvervskredit nr. -591 forhøjet til 700.000 kr. Klageren underskrev kassekreditkontrakten som selvskyldnerkautionist og en tekst svarende til ovenstående citat vedrørende kaution.

Af klagerens skattemæssige årsopgørelse for 2014 fremgik en lønindkomst på 790.225 kr. Vedrørende formue fremgik værdipapirer og kontantindeståender på i alt cirka 30.000 kr., ejendomsværdi på knap 2,5 mio. kr. og gæld på knap 2,5 mio. kr.

Pr. den 31. december 2016 lukkede virksomheden.

I februar 2017 blev klageren og H skilt.

Ved et brev af 2. februar 2018 til sparekassen gjorde klageren via en advokat indsigelse mod sin kautionsforpligtelse over for sparekassen.

Ved et brev af 26. februar 2018 til advokaten fastholdt sparekassen kautionshæftelsen.

Den 12. marts 2018 indgav klageren en klage over sparekassen til Ankenævnet.

Sparekassen har under sagen fremlagt blandt andet:

  1.     dokumenter, som klageren har underskrevet henholdsvis den 20. december 2011, den 19. januar 2012, den 23. november 2012 og den 28. januar 2013 vedrørende selvskyldnerkautioner for fire entreprenørgarantier, som blev stillet på foranledning af et anpartsselskab A, som klageren var medejer af,
  2.     et udateret og ikke-underskrevet eksemplar af et udkast til en aktivoverdragelsesaftale mellem A som sælger og et aktieselskab, B, som køber pr. pr. den 1. december 2012 eller den 1. januar 2013 for en købesum på 3,2 mio. kr.,
  3.     et udkast fra 2012 til en kontrakt om ansættelse af klageren som Håndværkschef hos B, til en månedsløn på 52.000 kr. eksklusive en eventuel bonus på op til tre månedslønninger og
  4.     et ikke-underskrevet eksemplar af en aktienota, hvorefter B pr. den 1. marts 2013 overdrog nominelt 20.000 kr. aktier i B til klageren for 200.000 kr.

Klageren har oplyst, at overdragelsesaftalen, jf. pkt. 2, ikke blev gennemført. I stedet blev aktiviteten i A solgt pr. den 31. december 2012, og A skiftede i den forbindelse navn til Investeringsselskabet C. Klageren har fremlagt en årsrapport for 2013, der viste en egenkapital i C på kr. 726.000.

Klageren har endvidere fremlagt en udskrift af 26. januar 2018 fra Erhvervsstyrelsen, hvor H alene er anført som ejer af den da ophørte tøjforretning.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal anerkende, at kautionerne er ugyldige.

Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at kautionserklæringerne er ugyldige i medfør af Aftalelovens §§ 31, 33, 36 og 38c samt forudsætningslæren.

Han deltog i mødet med sparekassen for som ægtefælle at vise sin støtte til H’s planer om at åbne en tøjforretning. Han var håndværker og havde hverken viden om eller interesse i at drive en tøjforretning.

Han var ikke forud for mødet i august 2013 informeret om eller forberedt på, at sparekassen krævede, at han skulle kautionere. Sparekassen informerede eller rådgav på ingen måde om betydningen af kautionerne, og kautionsdokumenterne blev ikke gennemgået af sparekassen. Han blev heller ikke oplyst om, at der var tale om vidtgående kaution i form af en alskyldserklæring.

Det bestrides, at sparekassen frarådede H at starte projektet, og at engagementet blev etableret på baggrund af hans kompetencer, hvilket sparekassen heller ikke har dokumenteret.

Sparekassen har ikke fremlagt dokumentation, der underbygger eller tyder på, at den ydede rådgivning eller undersøgte hans økonomi i forbindelse med kautionerne.

Det forhold, at han ved sin underskrift standardmæssigt har bekræftet at have modtaget nærmere opregnet materiale mv., kan ikke i sig selv tillægges bevismæssig betydning. Han underskrev en alskyldserklæring, og sparekassens rådgivningspligt var derfor skærpet. De enkelstående garantier, som han havde underskrevet i forbindelse med sin virksomhed som håndværker, medførte ikke, at sparekassen var frigjort for sin rådgivningspligt.

Sparekassen indhentede alene årsopgørelsen for 2012. Denne viste, at hans økonomiske forhold var af en sådan karakter, at kaution var uforsvarlig. Kautionsforpligtelserne stod således i misforhold til hans økonomi. Han havde alene en sædvanlig lønindtægt og ejede ingen væsentlige aktiver af værdi, som ville kunne opfylde et krav under kautionen. Den skattemæssige årsopgørelse for 2013 forelå ikke på kautionstidspunktet, og de øvrige dokumenter vedrørende hans økonomi, som sparekassen har fremlagt, blev ikke indhentet i forbindelse med kautionerne.

Ansættelseskontrakten blev udleveret til sparekassen efter mødet og i forbindelse med hans håndværksvirksomhed.

Aktierne i B blev erhvervet for lån optaget hos sparekassen. Der var tale om medarbejderaktier i et ikke-noteret selskab med ingen eller begrænset omsættelighed, ligesom værdien af aktierne var usikker. De pågældende aktier kunne ikke omsættes til likviditet i tilfælde af, at kautionerne blev aktualiserede.

Udkastet til overdragelsesaftale blev udarbejdet længe før kautionstidspunktet. Overdragelsen var ikke blevet gennemført, og sparekassen spurgte ikke til dette.

Der var ikke likvide midler i C. Hans andel af C udgjorde halvdelen svarende til 363.000 kr. før skat og kunne på ingen måde anvendes, hvis kautionerne måtte blive aktualiserede.

Det er uvist og udokumenteret, hvorledes sparekassen mener, at der skulle være en estimeret friværdi i boligen på 200.000 kr.

Før ikrafttrædelsen af lov om finansiel § 48 fandt god-skik-bekendtgørelsen anvendelse, hvorefter der tillige var krav om, at pengeinstituttet ikke måtte medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Derudover fastslog også god-skik-bekendtgørelsen, at pengeinstituttet, inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Han har ikke været involveret i driften af H’s tøjforretning, og der var således ikke tale om erhvervskaution, men privat kaution. Selv hvis han på mødet skulle have fortalt – hvilket ikke var tilfældet – at han ville støtte H med kontrol af den økonomiske del, ville dette ikke gøre kautionerne til erhvervskaution, da han på ingen måde ville få et selvstændigt økonomisk udbytte af virksomheden.

Sparekassen har erkendt, at kautionerne fejlagtigt var oprettet som erhvervskautioner. Som følge heraf blev der heller ikke sendt årlige meddelelser om kautionerne.

Sagen er egnet til behandling i Ankenævnet. Sparekassen bør ikke kunne hindre, at sagen behandles blot ved at anføre, at den er uenig i hans sagsfremstilling.

Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en endelig bevisførelse af de uoverensstemmelser, der er mellem parterne vedrørende rådgivning i forbindelse med kautionsløftet og det givne hændelsesforløb, vil kræve, at der afgives vidneforklaring/partsforklaring. En sådan vidneforklaring/partsforklaring kan ikke finde sted over for Pengeinstitutankenævnet og sagen bør derfor afvises.

Sparekassen har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren oplyste, at han ville støtte H med kontrol af den økonomiske del i forhold til leverandører, likviditet m.v. Med baggrund i klagerens tidligere succes og erfaring med eget firma blev engagementet bevilget mod kaution fra klageren.

Klageren underskrev som kautionist direkte på kreditaftalerne. På baggrund af det oplyste på mødet om klagerens deltagelse og det anførte i forretningsplanen om, at klageren skulle være medejer, blev kautionerne oprettet som erhvervskautioner. Hvis klageren reelt ikke har været involveret i virksomheden, vil der som anført af klageren være tale om privat kaution. Uanset dette kan sparekassen gøre kautionerne gældende over for klageren.

Klageren fik rådgivning i forbindelse med kautionsløftet. Klageren har med sin underskrift bekræftet, at sparekassen har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Klageren havde tidligere kautioneret for erhvervsforhold og var derfor bekendt med de betingelser og konsekvenser som følger af en kaution.

Der blev indhentet de fornødne økonomiske oplysninger i forbindelse med, at kautionsløftet blev afgivet. Sparekassen vurderede, at klagerens økonomi ikke stod i misforhold til kautionsforpligtelserne.

Der blev også indhentet økonomiske oplysninger forud for underskrivelsen af kreditrammen på 700.000 kr. i 2014. Den daværende rådgiver i sparekassen havde endvidere et indgående kendskab til klagerens økonomi.

Ud over månedslønnen på 52.000 kr. plus bonus havde klageren en aktiepost i B for 200.000 kr., en estimeret egenkapital i A på 2 mio. kr. og en privatbolig med en estimeret friværdi på cirka 200.000 kr.

Der var ikke et sådant misforhold mellem kautionerne og klagerens økonomiske forhold, at der er grundlag for at anse forpligtelserne for ugyldige eller uforbindende i medfør af aftalelovens §§ 31, 33 eller 36.

Den manglende årlige orientering om kautionen medførte ikke ugyldighed.

Bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 48 var ikke gældende i sin nuværende ordlyd på tidpunktet for kautionen.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises.

I 2013 etablerende klagerens daværende ægtefælle en virksomhed, som blev finansieret med et lån på 150.000 kr. og en kredit på 550.00 kr. i Sparekassen Kronjylland. Klageren, der hverken var ejer eller medejer af virksomheden, påtog sig selvskyldnerkaution for lånet og kreditten. I 2014 blev kreditten forhøjet til 700.000 kr. Ankenævnet finder, at der var tale om privat kaution.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kautionsforpligtelserne stod i misforhold til klagerens økonomi, jf. nu lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 10.

Efter en samlet vurdering, herunder på baggrund af bestemmelserne i kreditaftalerne, som klageren underskrev som selvskyldnerkautionist, må det lægges til grund, at klageren blev informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Ankenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelserne i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, eller på andet grundlag.

Der er i sagen ikke fremlagt oplysninger med henblik på, at Ankenævnet kan tage stilling til størrelsen af sparekassens kautionskrav mod klageren. Ankenævnet har derfor ikke taget stilling til kautionskravets størrelse.

Det fremgik af ægtefællens forretningsplan, at klageren skulle være medejer af virksomheden. Blandt andet på den baggrund blev kautionerne registreret som erhvervskautioner hos sparekassen, hvilket betød, at der ikke blev sendt en årlig meddelelse til klageren om størrelsen af den kautionssikrede gæld, jf. nu lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 5. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at klagerens muligheder for at varetage sine interesser er blevet forringet som følge heraf.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.