Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af et kontantlån baseret på 6% obligationer i sommeren 1996.

Sagsnummer:255/1999
Dato:01-12-1999
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Simonsen
Klageemne:Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af et kontantlån baseret på 6% obligationer i sommeren 1996.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6% obligationer i klagerens ejendom i sommeren 1996.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1976, købte i sommeren 1996 en ejerlejlighed på 45 m² for en købesum på 210.000 kr. Handlen blev indgået uden medvirken af ejendomsmægler.

I forbindelse med handlen underskrev klageren den 22. august 1996 en aftale med indklagede om hjemtagelse af et kontantlån på 180.000 kr. i Totalkredit baseret på 30-årige 6% obligationer.

Den 29. august 1996 blev lånet hjemtaget til kurs 81,80, svarende til en obligationshovedstol på 220.048 kr.

I sommeren 1999 solgte klageren lejligheden. I forbindelse med salget blev lånet, hvis obligationsgæld var nedbragt til 211.000 kr. indfriet til kurs 97,40, svarende til en kursværdi på 205.514 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 22. juni 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han rådførte sig hos indklagede vedrørende ejerlejlighedskøbet. Han havde et møde med indklagedes medarbejder samme dag, som han havde set på lejligheden. Mødet handlede kun om, hvorvidt han havde råd til at købe lejligheden, da han på daværende tidspunkt var kontorelev og kun skulle bo i lejligheden i ca. 2 år.

Medarbejderen udarbejdede et budget over hans privatøkonomi baseret på hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6% obligationer. Det bestrides, at indklagede orienterede om forskellige lånetyper, herunder at indklagede skulle have foreslået et 8% obligationslån. Han blev heller ikke informeret om den kursrisiko, der var forbundet med et kontantlån baseret på 6% obligationer. Hans far deltog ikke i mødet og har ikke været med til at bestemme lånetypen. Faderen, der alene af praktiske grunde blev oplyst som kontaktperson, blev først involveret i lånesagen i forbindelse med, at han skulle kautionere.

Ved salget af lejligheden i 1999 har han realiseret et kurstab, som kunne være undgået, såfremt lånet i stedet var optaget på basis af 8% obligationer.

Indklagede, som var bekendt med, at han skulle flytte efter et par år, har begået en ansvarspådragende fejl ved at anbefale et lån baseret på 6% obligationer. Som følge af fejlen bør indklagede betale en erstatning svarende til forskellen på kurstabet ved det faktisk optagne lån, og det lån der burde være hjemtaget. Tabet skønnes at udgøre ca. 40.000 kr.

Indklagede har anført, at drøftelserne omkring prioriteringen af lejligheden foregik sammen med klagerens far, som var kontaktperson på sagen. Efter rådgivning omkring fordele og ulemper ved lånetyper og kuponrente gav faderen klart udtryk for, at klageren skulle have det billigst mulige lån, hvorfor der blev lavet et 6% kontantlån.

På daværende tidspunkt i 1996 var udgangspunktet i indklagedes rådgivning et obligationslån med en kuponrente på 8%. Klageren og dennes far valgte på trods af oplysning om den potentielle kursrisiko lånet med den laveste ydelse. Indklagede er uden ansvar herfor.

For så vidt angår opgørelsen af et eventuelt erstatningskrav bemærkes, at der må tages udgangspunkt i kursen på de bagvedliggende obligationer den 9. juli 1999, hvor klageren blev anbefalet at kurssikre indfrielsen i forbindelse med salget til den aktuelle kurs på ca. 96. Med dette udgangspunkt udgør differencen i kurstabet i forhold til hjemtagelse af lånet på basis af 8% obligationer ca. 24.000 kr. Herfra skal trækkes den løbende besparelse ved valg af 6% kontantlån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med optagelsen af Totalkreditlånet i klagerens lejlighed i 1996 rådgav klageren og dennes far, som var kontaktperson på sagen, om valg af lånetype og kuponrente, idet man tog udgangspunkt i et 8% obligationslån. Ifølge indklagede valgte klageren og faderen at hjemtage lånet som et kontantlån baseret på 6% obligationer med henblik på at opnå den laveste ydelse.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder uden nærmere drøftelse udarbejdede et budget på grundlag af hjemtagelse af et kontantlån baseret på 6% obligationer. Klageren har bestridt, at indklagede rådgav om lånetyper og kuponrente, herunder at indklagede foreslog et 8% obligationslån. Klageren har endvidere bestridt, at indklagede orienterede om kursrisikoen ved at hjemtage lånet på basis af 6% obligationer, og at faderen var involveret i lånesagen, idet denne kun af praktiske grunde var nævnt som kontaktperson.

På grund af disse modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.