Spørgsmål om bortfald af kaution i forbindelse med kautionists salg og udtræden af det selskab, for hvis forpligtelser kaution var stillet.

Sagsnummer:297/2004
Dato:20-04-2004
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen,
Klageemne:Kaution - hæftelse
Ledetekst:Spørgsmål om bortfald af kaution i forbindelse med kautionists salg og udtræden af det selskab, for hvis forpligtelser kaution var stillet.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om klagerens hæftelse for en kautionsforpligtelse, efter at klageren var udtrådt af og havde solgt aktierne i det selskab, for hvis forpligtelser kautionen var stillet.

Sagens omstændigheder.

I juli 1998 ydede indklagede et aktieselskab en kassekredit på 2 mio. kr. Ifølge kassekreditkontrakten skulle kreditten nedskrives med 500.000 kr. pr. 30. november 1998 og yderligere 1 mio. kr. pr. 31. december 1998. Klageren, der da var direktør for selskabet og aktionær heri, underskrev samme dag en erklæring om selvskyldnerkaution for kreditten.

Af sagen fremgår, at indklagede til sikkerhed for engagementet havde pant i et løsørepantebrev på 800.000 kr. vedrørende selskabets lejerettigheder samt et løsøreejerpantebrev på 200.000 kr. med sikkerhed i to biler.

Ved skrivelse af 26. januar 1999 bekræftede indklagede over for selskabet, at kredittens maksimum på 1 mio. kr. var gældende indtil videre.

Klageren solgte i løbet af 2000 sine aktier i selskabet, men fortsatte som direktør til begyndelsen af 2001. Ifølge udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende selskabet fratrådte klageren som direktør den 21. marts 2001, mens han udtrådte af bestyrelsen den 26. januar 2001.

Ifølge klageren indgik han i forbindelse med salget af selskabet aftale med indklagede om, at han blev frigjort for sin kautionsforpligtelse. Dette bestrides af indklagede.

I foråret 2001 afhændede selskabet sine lejerettigheder vedrørende det lejemål, hvori indklagede havde sikkerhed. I denne forbindelse blev der den 17. maj 2001 indbetalt 1 mio. kr. til selskabets kassekredit, hvorefter kredittens saldo var positiv.

Ved skrivelse af 21. maj 2001 til selskabet meddelte indklagede, at kredittens maksimum herefter var nedskrevet til 200.000 kr. som følge af frigivelsen af løsøreejerpantebrevet i lejemålet. Ved skrivelse af samme dato orienterede indklagede klageren i dennes egenskab af kautionist om nedskrivningen af maksimum.

Den 28. september 2001 anmeldte selskabet betalingsstandsning og blev den 12. oktober 2001 taget under konkursbehandling.

Ved skrivelse af 15. oktober 2001 orienterede indklagede klageren om konkursen, i hvilken forbindelse klageren blev anmodet om at indfri selskabets engagement i sin egenskab af kautionist. Indklagede opgjorde sit krav til 200.000 kr.

Den 29. november 2001 anmeldte indklagede sit krav i konkursboet med 199.838,62 kr. opgjort pr. den 12. oktober 2001.

Ved skrivelse af 7. marts 2002 anmodede indklagede klageren om at indfri indklagedes tilgodehavende i selskabets konkursbo. Klageren protesterede herimod.

Ved skrivelse af 6. juni 2002 fastholdt indklagede sit krav om betaling af 199.838,62 kr. med tillæg af renter fra 28. september 2001.

I september 2003 modtog indklagede dividende fra konkursboet med 32.813,54 kr.

Indklagede overgav sit krav til sin advokat, som ved skrivelse af 4. november 2003 tog kravet til inkasso. Kravet blev samlet opgjort til 234.022,41 kr.

Den 24. november 2003 udtog indklagede stævning mod klageren med krav om betaling af 167.025,08 kr. med tillæg af renter 13,75% p.a. Stævningens påstand fremkom som 199.838,62 kr. med fradrag af dividenden.

Den 2. november 2004 udsatte retten på klagerens anmodning retssagen på forelæggelse for Ankenævnet.

Den 17. november 2004 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet er det klarlagt, at de to pantsatte biler ikke var registreret blandt konkursboets aktiver. Klageren stillede som følge heraf krav om, at værdien af bilerne skønsmæssigt blev opgjort til 100.000 kr. i 2002, hvilket beløb skulle fragå i indklagedes krav. Ved skrivelse af 15. februar 2005 opgjorde indklagede herefter sit krav således:

"Saldo pr. 01.10.2001

kr.

-199.838,62

Bilernes skønsmæssige værdi pr. 1. juni 2002

kr.

100.000,00

Advokatomkostninger pr. 9. maj 2003

kr.

-1.500,00

Dividende modtaget den 26. september 2003

kr.

32.813,54

Variabel rente iht. kreditaftalen i perioden 01.10.2001-14.02.2005 (rentesats p.t.: 8,50% p.a.)

kr.

-35.458,11

I alt

kr.

103.983,19"



Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende principalt, at hans selvskyldnerkaution for selskabets kredit er bortfaldet, subsidiært at kautionen kun kan gøres gældende for et mindre beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod nedsættelse af kravet som angivet i skrivelsen af 15. februar 2005. Indklagede har erklæret sig enig i, at kravet alene forrentes med den til enhver tid gældende rentesats i henhold til kassekreditaftalen.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i 2000 solgte sine aktier i selskabet og udtrådte af bestyrelsen i januar 2001. Efter aftale med den nye ejer fortsatte han som direktør, indtil han fratrådte omkring april 2001.

Under den verserende retssag forbeholder han sig (fortsat) at gøre gældende, at der mellem ham og to navngivne medarbejdere hos indklagede blev truffet aftale om, at han blev frigjort fra sin kautionsforpligtelse. Anbringendet gøres ikke gældende for Ankenævnet.

I forbindelse med selskabets salg af lejerettighederne, hvori indklagede havde sikkerhed, blev der indbetalt 1 mio. kr. på kassekreditten den 17. maj 2001, hvorved kredittens saldo steg til 33.108,50 kr. (positiv). Han blev herved frigjort fra kautionsforpligtelsen, idet den kautionssikrede gæld således var indfriet. Indklagede var bekendt med såvel ejer- som ledelsesskiftet hos selskabet.

Det beror på en fejl, at kreditten ikke ved samme lejlighed blev nedskrevet til 0 kr., eller at han blev frigjort som kautionist. Efterfølgende hævninger på kreditten må anses som en kredit ydet uden anden sikkerhed end pantet i de to biler.

Det er af afgørende betydning, at der efter det oplyste ikke blev truffet aftale mellem selskabet og indklagede om gældens afvikling. Ved at tillade fortsat træk, efter at gælden var indfriet, og da indklagede var bekendt med, at han ikke længere var med i selskabets ledelse og ejerkreds, har indklagede accepteret kreditgivning uden anden sikkerhed end bilerne.

Han gør gældende, at såfremt han ikke kan anses for frigjort for kautionsforpligtelsen, vil det efter aftalelovens § 36 være urimeligt at gøre kautionen gældende, hvorfor denne skal tilsidesættes.

Indklagede har anført, at det forhold, at kredittens saldo midlertidigt var positiv, ikke medfører, at de bag kreditten liggende sikkerheder automatisk bortfaldt.

Klageren har ikke forsøgt at opsige kautionsforpligtelsen, mens saldoen var positiv.

Klagerens salg af aktier i selskabet og udtrædelse af selskabets ledelse primo 2002 bevirker ikke, at kautionen anses for bortfaldet. Klageren har hele tiden været bekendt med, at man ikke havde frigivet ham som kautionist, hvilket heller ikke beror på en fejl hos indklagede.

Da klageren underskrev kautionserklæringen, var han bekendt med, at der ikke i kreditten var aftalt et endeligt tidspunkt for, hvornår maksimum skulle nedbringes til 0 kr. Dette blev klageren også gjort bekendt med ved skrivelsen af 26. januar 1996.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke for Ankenævnet godtgjort omstændigheder i forbindelse med betalingen af 1 mio. kr. på selskabets kassekredit i maj 2001, der medfører, at kassekreditten herefter skulle anses for udgået eller opsagt fra selskabets side, ligesom klageren ikke i denne forbindelse opsagde sin kautionsforpligtelse. Herved bemærkes, at den omstændighed, at kredittens saldo blev positiv, ikke i sig selv kan føre til, at kautionen bortfaldt. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens kautionsforpligtelse i medfør af aftalelovens § 36

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand helt eller delvist til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren