Dankort, misbrug.

Sagsnummer:216/1991
Dato:22-11-1991
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Efter at klageren var blevet opmærksom på, at hendes servicekonto med dertil hørende dankort ført i Handelsbankens (nu indklagedes) Radiohus afdeling var i overtræk, rettede klageren ved skrivelse af 10. januar 1986 henvendelse til indklagedes revisionsafdeling, idet hun oplyste, at hun ikke kunne anerkende at have foretaget nogle nærmere angivne hævninger på kontoen. Ved skrivelse af 5. februar 1986 til klageren oplyste indklagede, hvor og hvornår de omhandlede hævninger var foretaget og gjorde opmærksom på, at de pågældende udbetalinger alle var foretaget ved anvendelse af dankortet og korrekt PIN-kode.

Klageren blev herefter opmærksom på, at det var hendes daværende ægtefælle, der havde foretaget de omstridte hævninger, og rettede derpå henvendelse til en advokat, som ved skrivelse af 4. april 1986 til klageren med kopi til indklagedes Radiohus afdeling oplyste, at han efter at have gennemgået retspraksis vedrørende misbrug af et betalingskort var af den opfattelse, at klageren selv hæftede for de omstridte hævninger og således måtte indfri den pågældende debetsaldo, der udgjorde 18.064,84 kr. med tillæg af yderligere renter. På advokatens foranledning underskrev ægtefællen herefter et frivilligt forlig, ifølge hvilket ægtefællen erkendte at skylde klageren 11.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger og tiltrådte at afvikle denne gæld med en månedlig ydelse på 400 kr.

Klageren foranledigede herefter sit engagement overført til et andet pengeinstitut.

I begyndelsen af 1990 rettede klageren henvendelse til indklagedes Radiohus afdeling med anmodning om, at indklagede godtgjorde hende differencen mellem det uretmæssigt hævede beløb på 11.000 kr. og de 5.000 kr., hun ifølge betalingskortlovens § 21 var pligtig at betale.

Efter at afdelingen har afvist at godtgøre klageren differencen, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende 6.000 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, subsidiært om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hendes ægtefælle i 1985 uden hendes vidende anvendte hendes dankort og hævede et beløb på 11.000 kr. Til trods for at betalingskortloven på daværende tidspunkt havde været i kraft i ca. 1 ar, undlod afdelingen at oplyse hende om erstatningmaksimeringsreglen i betalingskortlovens § 21, ifølge hvilken hun alene ville have hæftet for 5.000 kr. af det hævede beløb. Da klageren i januar 1986 henvendte sig i afdelingen med henblik på at opgøre størrelsen af det uretmæssigt hævede beløb, fik klageren udleveret en dataudskrift, hvoraf fremgik flere posteringer, der ikke var foretaget af klageren. Af posteringerne var der enkelte, som klageren med sikkerhed vidste, hun ikke kunne have foretaget, idet hun enten havde været på arbejde eller været beskæftiget andetsteds. Disse posteringer blev afmærket på dataudskriften og videresendt til indklagedes interne revision til videre undersøgelse. De udgjorde kun 4.600 kr., men klageren har overfor afdelingen anført, at det drejede sig om 11.000 kr., hvilket også er erkendt af klagerens daværende ægtefælle, der havde foretaget hævningerne. Først i 1991 blev klageren opmærksom på ordlyden af betalingskortlovens § 21, hvorefter hun henvendte sig i indklagedes Radiohus afdeling. Klageren finder ikke, at hun har udvist passivitet, da hverken afdelingen eller klagerens egen advokat i 1986 oplyste hende om, at hun alene hæftede for 5.000 kr. af det hævede beløb. Klageren har endvidere anført, at hendes tidligere ægtefælle kun har indbetalt ganske få kroner ifølge forliget.

Indklagede har anført, at klageren har udvist en betydelig passivitet ved først at rejse tilbagebetalingskravet ca. 5 år efter, at hun ifølge det oplyste betalte et beløb til indklagede i forbindelse med misbrug af hendes dankort. Der er på flere punkter uoverensstemmelse mellem det af klageren anførte og den sagsfremstilling, der fremgår af korrespondancen i sagen, idet klageren i den da stedfundne korrespondance har meddelt, at hun ikke kan anerkende hævninger på servicekontoen for 4.600 kr., ikke 11.000 kr. som nu anført af klageren. Hertil kommer, at klagerens advokat meddelte indklagede, at som sagen forelå oplyst overfor ham, hæftede klageren overfor indklagede for hele gælden på servicekontoen. Det er endvidere aldrig oplyst, i hvilket omfang klagerens ægtefælle har indbetalt beløb ifølge det frivillige forlig, han har tiltrådt, og såfremt indklagede skulle godtgøre klagerens tab ud over de 5.000 kr., måtte dette være med fradrag af, hvad ægtefællen måtte have betalt. Indklagede ville dog næppe kunne retsforfølge ægtefællen for den nu 5 år gamle påståede kriminelle handling ....

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har - med støtte i det fremlagte skriftlige materialeanført, at de hævninger, som klageren i 1986 ikke ville anerkende, kun udgjorde i alt 4.600 kr. Dette er bestridt af klageren, der har anført, at hun overfor indklagede tilkendegav, at de uberettigede hævninger udgjorde i alt 11.000 kr. Bl.a. af denne grund findes en stillingtagen til klagen at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og videforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.