Terminsforretning.

Sagsnummer:206/1989
Dato:28-08-1989
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Terminsforretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 12. juli 1988 indgik klageren en terminsaftale med indklagede om køb af nom. 10 mio. 9% BRF 46.s. 2006 a kurs 89,47 franko, som den 20. juli 1988 blev forlænget til den 9. august 1988 til kurs 89,37.

Den 21. juli 1988 indgik indklagede og klageren en aftale om, at forretningen skulle vendes, således at indklagede den 22. juli 1988 skulle købe obligationerne af klageren til en aftalt kurs på 89,37 og sælge en tilsvarende obligationspost til klageren til den dagsaktuelle kurs, og at der herefter skulle indgåes en ny terminsforretning, ifølge hvilken indklagede blev forpligtet til at sælge obligationer til senere levering til den dagsaktuelle kurs. Forretningen blev dog ikke vendt den 22. juli 1988. perioden fra den 5. august 1988 til den 6. januar 1989 forlængede klageren kontrakten 6 gange.

I skrivelse af 9. februar 1989 vedrørende forlængelse af forretningen meddelte indklagede klageren, at kurstabet på kontrakten var debiteret hans konto, og at gevinst/tab fremover ville blive bogført ved enhver forlængelse.

Klageren har efter brevveksling med indklagede, og efter at indklagede har opsagt engagementet med ham, indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hans konto det beløb, som man den 9. februar 1989 debiterede den til dækning af kurstab.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om, at sagen afvises i medfør af § 7 samt § 2, stk. 2, subsidiært om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han den 21. juli 1988 aftalte med indklagede, at forretningen den 22. juli 1988 skulle vendes bedst muligt. Den 25. juli 1988 blev han opmærksom på, at forretningen ved en fejl ikke som aftalt var blevet vendt den 21. juli 1988. Herefter blev det aftalt, at forretningen skulle køre videre, indtil indklagede havde mulighed for at afslutte på et gunstigt tidspunkt, idet klageren dog skulle friholdes fra de eventuelle tab, som denne videreførsel af forretningen kunne medføre.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at sagens kompleksitet nødvendiggør omfattende vidneafhøringer, samt at sagen vedrører investeringer i en ganske betydelig størrelsesorden, som normalt ikke vil forekomme i privatkundeforhold.

Til støtte for den subsidiære påstand anfører indklagede, at aftalen om "vending" af terminsforretningen var betinget af, at dagskursen skulle være lig med eller lavere end en aftalt terminskurs på 89,37, således at købs- og salgsdispositionerne ikke ville medføre et tab for klageren. Da kursen den 22. juli 1988 på de aktuelle obligationer lå i intervallet 90 1/4 - 90 1/2, var det ikke muligt at vende forretningen uden tab for klageren, hvorfor indklagede undlod dette, hvilket var i overensstemmelse med den indgåede aftale. Klageren stillede ikke som anført straks krav om friholdelse for eventuelle tab, men tog til efterretning, at forretningen ikke blev vendt, og den løbende kontrakt fortsatte da også indtil efteråret 1988. Ordrebehandlingen er under hele forretningens løbetid udført i overensstemmelse med de indgåede aftaler, hvorfor indklagede er berettiget til at debitere klagerens konto for det konstaterede tab.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor klagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.