Afviklingsaftale vedrørende studielån overført til andet pengeinstitut.

Sagsnummer:56/1994
Dato:30-12-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Kreditaftaleloven - kreditoplysninger
Udlån - løbetid
Ledetekst:Afviklingsaftale vedrørende studielån overført til andet pengeinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 22. december 1987 indgik klageren aftale med Sparekassen for Randers By og Omegn om tilbagebetaling af et statsgaranteret studielån på ca. 65.000 kr. I følge aftalen skulle lånet afvikles over 10 år med en månedlig ydelse på 800 kr., første gang den 1. april 1988. Renten var p.t. 11,5% p.a.

Den 28. februar 1991, hvor restgælden var 60.310,81 kr., blev lånet overflyttet til indklagede. I forbindelse hermed blev der ikke underskrevet ny tilbagebetalingsaftale, men ydelsen blev forhøjet med 25 kr. til 825 kr. månedligt.

Lånet blev herefter afviklet således:

Dato

31. december 1991
31. december 1992
31. december 1993

Restgæld

58.039,79 kr.
55.660,52 kr.
50.549,76 kr.




Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede ved overførslen foretog en beregning, der viste, at ydelsen var for lav, hvorfor den blev forhøjet med 25 kr. pr. måned. Han havde en klar forventning om, at lånet ved betaling af den månedlige ydelse på 825 kr. og under forudsætning af uændret rente ville være tilbagebetalt den 30. april 1998, svarende til den oprindelige afviklingsaftale. Aftalen med indklagede blev indgået efter kreditaftalelovens ikrafttræden, og indklagede er som følge af, at kreditoplysningerne var mangelfulde, afskåret fra at afkræve kreditomkostninger, der ikke fremgår af aftalen, jf. kreditaftalelovens § 23, stk. 2.

Indklagede har anført, at lånet med den oprindeligt aftalte afvikling og med uændret rente ville have haft en løbetid på 12 3/4 år. I forbindelse med overførslen blev den månedlige ydelse forhøjet med 25 kr. med henblik på en afvikling inden for garantiperioden på 15 år. Det erkendes, at der ikke af indklagede blev givet oplysninger om kreditomkostningerne, jf. kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Dette forhold henhører imidlertid under kreditaftalelovens § 23, stk. 1. Da renten på lånet har været lavere end Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%, er der derfor ikke grundlag for en formindskelse af restgælden, og kreditaftalelovens § 23, stk. 4, finder således ikke anvendelse. En regulering af restgælden i overensstemmelse med klagen vil give klageren en ubegrundet berigelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Som erkendt af indklagede blev der ikke af indklagede givet oplysninger om kreditomkostningerne, jf. kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Der er derimod ikke tale om, at indklagede gav klageren forkerte oplysninger. Ankenævnet finder derfor, at lovens § 23, stk. 1, finder anvendelse. Da renten ikke har oversteget diskontoen +5%, er der ikke grundlag for at nedsætte restgælden i medfør af bestemmelser i kreditaftaleloven.

Der foreligger ikke oplysninger om de nærmere omstændigheder i forbindelse med overførslen af studielånet til indklagede.

Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at indklagede var bekendt med, at klageren forudsatte, at lånet skulle være tilbagebetalt i løbet af ti år fra begyndelsen af den samlede afviklingsperiode.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.