Kaution. Stiftelse. Forudsætning om lånets anvendelse.

Sagsnummer:198/1990
Dato:27-08-1990
Ankenævn:Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Stiftelse. Forudsætning om lånets anvendelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 31. maj 1985 forpligtede klageren sig som selvskyldnerkautionist for et til hans bror af indklagedes Nysted afdeling bevilliget lån på 101.554 kr. Lånets løbetid var anslået til ca. 120 måneder, og det skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.650 kr. I lånedokumentet var om lånets formål angivet: "Køb af varelager m.v. i forbindelse med forpagtning af kiosk/grill".

Broderen forpagtede ikke den omhandlede forretning, men erhvervede i stedet pr. 1. juli 1985 den ejendom, hvorfra forretningen blev drevet. Klageren blev af broderen gjort bekendt hermed forud for ejendommens erhvervelse.

Da det omhandlede lån i oktober 1987 var i restance med fire ydelser indleverede afdelingen til forsendelse gennem postvæsenet en anbefalet skrivelse, hvori klageren orienteredes om den opståede restance. På forespørgsel fra klagerens advokat har postbestyreren i Nysted den 14. november 1989 oplyst, at den omhandlede forsendelse har været anmeldt over for klageren, men blev ikke afhentet. Brevet blev returneret af modtagelsesposthuset den 19. oktober 1987.

Ved anbefalet skrivelse af 28. april 1989 oplyste afdelingen klageren om, at lånet var i restance med 36.300 kr. I skrivelse af 9. oktober 1989 fra afdelingen til klageren oplystes, at lånet nu udviste en restance på 46.200 kr., ligesom afdelingen anmodede klageren om i egenskab af kautionist at indbetale restancen omgående, idet afdelingen i modsat fald så sig nødsaget til at opsige lånet som misligholdt.

Efter at have brevvekslet med afdelingen har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse er ophørt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han var betænkelig ved at kautionere, men broderen tilkendegav i en økonomisk analyse understøttet af afdelingen og bekræftet af ham som forudsætning, at risiciene ved forpagtning var små. Hertil kommer, at han overfor afdelingen ved lånets etablering tilkendegav, at han ikke ønskede at kautionere i tilfælde af, at broderen fremfor at forpagte ejendommen i stedet erhvervede denne. Det fremgår da også af lånedokumentet, at lånets formål er køb af varelager i forbindelse med forpagtning. Klageren har ikke modtaget afdelingens skrivelse af 6. oktober 1987, og han har heller ikke fra postvæsenet modtaget meddelelse om den anbefalede forsendelse. Han har heller ikke modtaget afdelingens skrivelse af 28. april 1989. Klagerens kautionsforpligtelse er herefter ophørt principalt på grund af aftale og forudsætningers svigten allerede i 1985, subsidiært i 1987 som følge af manglende meddelelser i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 41, og mere subsidiært på grund af indklagedes passivitet med manglende meddelelser m.m., der har givet klageren indtryk af, at fordringen i følge aftalen var ophørt i 1985. Det er klagerens opfattelse, at hans bror i 1987 i forbindelse med salg af den omhandlede ejendom havde mulighed for at indfri kautionslånet.

Indklagede har anført, at kautionsdokumentet ikke indeholder nogen angivelse af, at klageren skulle have lagt vægt på etablering af et forpagtningsforhold, og at klageren ikke ville kautionere i tilfælde af køb af ejendommen. At der skulle være stillet forhåndsbetingelser som forudsætning for klagerens medvirken, er indklagede ubekendt. Indklagedes skrivelse fra oktober 1987 er ikke nået frem til klageren og er af uforklarlige årsager heller ikke modtaget retur i afdelingen, der har fremsendt ny meddelelse til klageren den 28. april 1989. Først i november 1989 blev indklagede bekendt med, at skrivelsen fra oktober 1987 ikke var nået frem. Risikoen herfor må imidlertid påhvile klageren.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at han over for indklagedes afdeling tilkendegav, at han ikke ønskede at kautionere for lånet i tilfælde af broderens køb af ejendommen, men kun ved forpagtning af forretningen, medens indklagede bestrider, at klageren har stillet en sådan betingelse. En stillingtagen til dette tvistepunkt findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7 stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.