| Sagsnummer: | 142/2023 |
| Dato: | 30-10-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Mette Lindekvist Højsgaard, Nanna Vetter Viberg Nielsen, Jacob Ruben Hansen og Kim Korup Eriksen |
| Klageemne: | Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso Depot - øvrige spørgsmål Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for forkert rådgivning om familielån, spørgsmål om frigivelse af sikkerhed i depot og berettigelse af overgivelse af restgæld til inkasso |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for forkert rådgivning om familielån, spørgsmål om frigivelse af sikkerhed i depot og berettigelse af overgivelse af restgæld til inkasso.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Nordea Danmark og havde blandt andet et depot -734 i banken.
H var ejer af anpartsselskab A, og M var ejer af anpartsselskab B.
H’s moder, HM, afgik ved døden i marts 2013. H’s fader, HF, solgte i 2018 sin ejendom, ejendom 1, og opnåede i forbindelse med salget et provenu på 4.000.000 kr.
Banken har oplyst, at HF ønskede, at H fik en andel af provenuet som led i et arveforskud. I den forbindelse afholdt banken og klagerne i 2018 et møde, hvor de drøftede muligheden for arveforskud og for at oprette et rente- og afdragsfrit familielån. Den 10. juli 2018 blev det aftalt, at H lånte 4.000.000 kr. af HF, og banken oprettede samtidigt et anfordringsgældsbrev.
Den 6. marts 2019 indgik klagerne en kreditaftale med banken. Det fremgår blandt andet af kreditaftalen, at banken gav klagerne en kredit på 1.800.000 kr. på konto -675. Rentesatsen for træk på kreditten var for tiden 2,5000 % p.a., og renten for overtræk var for tiden 10,0500 %. Herudover stillede klagerne sikkerhed for kreditten i henhold til et separat pantsætningsdokument.
Det fremgår af et pantsætningsdokument af 6. marts 2019, at H pantsatte sit depot -734 med de til enhver tid beroende effekter og konto -675 med den til enhver tid værende saldo til banken. Det fremgår herudover af pantsætningsdokumentet:
”…
Pantsætningen skal tjene til sikkerhed for opfyldelse af, hvad vi til enhver tid af hvilken som helst årsag bliver banken skyldig.
Pantsætningen tjener til sikkerhed for både nuværende og fremtidige forpligtelser overfor banken, herunder enhver af dens afdelinger, filialer og datterselskaber.
…”
Den 2. august 2019 afgik HF ved døden. Klagerne udarbejdede en åbningsstatus og indsendte denne til skifteretten. Klagerne har anført, at de udarbejdede åbningsstatussen i overensstemmelse med bankens rådgivning, hvorfor de ikke medtog lånet på 4.000.000 kr. Klagerne har oplyst, at SKAT opdagede lånet og anmodede banken om at udlevere HF’s kontooplysninger fra 2013 og indtil HF’s død, hvilket banken gjorde uden at meddele klagerne herom. Klagerne har oplyst, at SKAT herudover konstaterede beløb for 1.500.000 kr., som SKAT vurderede at være skattepligtige gaver. SKAT og skifteretten meddelte H, at der skulle udpeges en bobestyrer, hvilket H accepterede. Skifteretten udpegede i den forbindelse en bobestyrer, advokat A.
Den 28. oktober 2020 meddelte advokat A til H, at hun havde udarbejdet en åbningsstatus, og at det af denne fremgik, at boet efter HM og HF havde et tilgodehavende mod H på 5.500.000 kr. Advokat A meddelte, at der i åbningsstatussen blev indregnet det skønsmæssige honorar inkl. moms og retsafgiften på i alt 59.000 kr., skifteomkostninger i form af en kautionsforsikringspræmie på ca. 7.000 kr. samt et bankgebyr for oprettelsen af en klientkonto på 1.250 kr. Advokat A skønnede, at boafgiften ville blive ca. 740.000 kr., hvorfor boopgørelsen ville vise, at der var et behov for yderligere likvide midler på ca. 800.000 kr., som skulle indbetales til boets konto -550 i pengeinstitut P1 senest den 20. november 2020.
Den 15. november 2020 meddelte H til banken, at banken skulle sørge for, at der af H’s depoter blev solgt værdipapirer svarende til, at hun fredag den 20. november 2020 kunne overføre i alt 800.000 kr. til konto -550 i pengeinstitut P1. Klagerne fremsatte krav om, at banken godtgjorde dem udgifterne til advokat A på ca. 70.000 kr. grundet bankens dårlige rådgivning vedrørende familielånet.
Den 17. november 2020 afholdt klagerne og banken et telefonmøde. Det blev blandt andet aftalt, at klagerne skulle fremsende deres opfattelse af rådgivningsforløbet til banken via e-mail.
Samme dag skrev klagerne til banken, at de oprindeligt blev kunder i banken, fordi HF var kunde i banken. HF planlagde i 2018 at sælge ejendom 1, hvilket ville give HF et provenu på 4.000.000 kr., som banken ønskede at forvalte. Banken anbefalede i den forbindelse, at der blev lavet et familielån på 4.000.000 kr., som H ved HF’s død og ved en efterfølgende boopgørelse skulle ”glemme” eksistensen af. Klagerne spurgte ind til risikoen herved, hvorefter banken svarede, at der var en opdagelsesrisiko, men at den var lille. Familielånet blev etableret den 10. juli 2018, og senere i 2018 blev der etableret en forvaltningsaftale.
Den 11. december 2020 afviste banken klagernes krav. Banken kunne ikke genkende klagernes beskrivelse af, at den skulle have rådgivet dem om at ”glemme” familielånet. Banken mente ikke, der var en sammenhæng mellem den rådgivning, klagerne havde modtaget, og klagernes krav om godtgørelse af udgifter til en bobestyrer.
Den 14. december 2021 anmodede klagerne banken om at frigive H’s sikkerhedsdepot mod et ejerpantebrev i deres ejendom, ejendom 2, til sikkerhed for deres kredit -675.
Den 17. december 2021 anmodede banken klagerne om at indsende en række oplysninger, såsom klagernes skatte- og indtægtsoplysninger, budget, pensionsinfo og regnskab for deres selskaber, hvis den skulle undersøge nye løsninger.
Banken har fremlagt et mødereferat af 16. august 2022. Det fremgår blandt andet af mødereferatet, at klagerne og banken på et møde af 15. august 2022 drøftede klagernes faste udgifter og deres økonomiske planer. Klagernes låneydelse for ejendom 2 var 420.000 kr. årligt, hvorefter der kom udgifter til blandt andet el, vand, varme, forsikring, fællesudgifter og ejendomsskat m.m. Klagerne havde betalt denne låneydelse ved udtræk af et anpartsselskab, anpartsselskab A, som på tidspunktet for notatet havde et indestående på 219.000 kr. Banken anbefalede klagerne at sælge ejendom 2. Ved et salg kunne de sandsynligvis opnå en kontantpris på 18.000.000 kr., hvorfor de ville have et provenu på 3.800.000 kr. efter indfrielse af kreditter. Hvis klagerne satte ejendom 2 til salg og underskrev en formidlingsaftale med en ejendomsmægler, ville banken arbejde på at få en godkendelse på optagelse af et nyt lån på ca. 1.450.000 kr., hvor provenuet fra dette lån skulle gå til at lukke kreditten -675. De resterende 350.000 kr. skulle indgå fra H’s sikkerhedsdepot, hvorved klagerne ville kunne få frigivet de resterende ca. 300.000 kr. fra sikkerhedsdepotet, så klagerne havde penge ved siden af anpartsselskab A at leve for, indtil ejendom 2 var solgt.
Banken har fremlagt et mødereferat af 18. oktober 2022 fra et møde af samme dato. Det fremgår af referatet, at klagerne anmodede banken om hjælp til at betale deres regninger for september og oktober, da der ikke længere var midler til rådighed på deres kassekredit eller i anpartsselskab A til at betale regninger for. Banken kunne ikke være behjælpelig med en løsning, medmindre ejendom 2 blev sat til salg. Klagerne havde efter flere år med store udbetalinger i form af lån til deres søn ikke længere midler til at servicere deres kassekredit eller betale deres terminsydelser. Anpartsselskab A havde på dette tidspunkt et indestående på 50.000 kr. Klagerne havde meddelt banken, at det ikke kunne komme på tale at sælge ejendom 2, men hvis de misligholdt deres forpligtelser, ville ejendom 2 i sidste ende blive solgt på tvangsauktion. Begge kreditlån var på dette tidspunkt i restance og banken meddelte, at den ville fortsætte sin normale rykkerprocedure.
Den 2. januar 2023 sendte banken M en rykker, hvoraf det fremgår, at der var et overtræk på 107.878,06 kr. på klagernes konto -675. M skulle indbetale det manglende beløb senest den 11. januar 2023. Hvis beløbet ikke blev indbetalt, ville banken sende en ny rykker, og M ville risikere, at kortet til kontoen ville blive spærret.
Den 4. januar 2023 sendte banken M en anden rykker. Overtrækket pr. denne dato var 80.684,95 kr. på klagernes konto -675. Banken anmodede klagerne om hurtigst muligt og senest den 13. januar 2023 at indbetale det manglende beløb. Hvis beløbet ikke blev indbetalt, eller overtrækket blev øget yderligere, så ville banken sende et nyt rykkerbrev, og kortet til kontoen ville blive spærret.
Den 16. januar 2023 sendte banken M en tredje rykker. Overtrækket pr. denne dato var 93.977,83 kr. på klagernes konto -675. Hvis klagerne ikke senest den 25. januar 2023 indbetalte det manglende beløb, ville kontoen blive opsagt og sendt til inkasso, hvilket kunne medføre yderligere omkostninger for klagerne. Hvis klagerne ikke betalte overtrækket inden 15 dage, kunne banken på grund af misligholdelsen opsige klagernes øvrige private lån eller kreditter.
Banken har fremlagt en betalingsserviceoversigt af 18. januar 2023, hvoraf det fremgår, at klagerne blev anmodet om at betale 101.245,58 kr. senest den 1. februar 2023.
Den 19. januar 2023 gjorde klagerne indsigelse overfor banken over forløbet. Klagerne redegjorde for forløbet. Klagerne oplyste herudover, at banken den 11. marts 2019 havde flyttet 540.000 kr. frie midler til et sikkerhedsdepot uden aftale herom, og at banken i november 2020 havde flyttet værdipapirer til en værdi på 650.000 kr. tilhørende anpartsselskabet, anpartsselskab B, fra et åbent depot til et sikkerhedsdepot uden forudgående aftale herom. Klagerne oplyste, at restgælden i ejendom 2 var ca. 11.800.000 kr., og at en ejendomsmægler havde vurderet ejendommens salgspris til ca. 19.500.000 kr. Klagerne oplyste herudover, at banken uden forudgående aftale havde tømt H’s private konto, hvor hun blandt andet havde sin ratepension på 9.800 kr., men at banken havde tilbageført dette beløb. Klagerne havde i henhold til deres gældsplejeaftale med banken modtaget fem breve i e-Boks vedrørende muligheden for låneomlægning, men hver gang de henvendte sig, meddelte banken, at de skulle sætte deres lejlighed til salg. Herudover oplyste klagerne, at de den 16. januar 2023 modtog et brev om, at deres overtræk på kassekreditten skulle være inddækket senest den 25. januar 2023, men at deres kreditkort blev spærret uden varsel den 17. januar 2023.
Den 27. januar 2023 anmodede M banken om en drøftelse af hans snarlige inddækning af overtrækket på kassekreditten og udbetalingen af H’s ratepension af 1. februar 2023, da udbetalingen i januar ikke var foretaget korrekt.
Banken har fremlagt en kontoudskrift fra konto -675 for perioden 31. december 2022 til 1. februar 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at saldoen på kontoen den 1. februar 2023 var -2.034.180,26 kr.
Den 10. februar 2023 meddelte banken M, at den opsagde M’s engagement i banken, da den havde sendt flere rykkerbreve, men ikke modtaget betaling i overensstemmelse med disse. Det opsagte engagement var pr. 10. februar 2023 opgjort til 2.040.824,29 kr., og der ville blive lagt 15,75 % i renter til restancen, indtil beløbet blev betalt. Banken meddelte herudover M, at sagen var sendt videre til inkassovirksomheden, inkassovirksomhed A, som ville kontakte klagerne vedrørende det videre forløb. Banken opsagde herudover den pantesikrede del af gælden over for H, hvorfor den opsagde de sikkerheder, som H havde stillet for engagementet, hvilket var sikkerhedsdepotet -734 med pant i til enhver tid indeværende aktiver. Hvis M ikke indfriede sine forpligtelser eller kontaktede inkassovirksomhed A, så kunne inkassovirksomhed A sælge de pantsatte aktiver bedst muligt til nedbringelse af gælden. Hvis M ikke betalte sin gæld eller kontaktede inkassovirksomhed A med henblik på indgåelse af en aftale om afvikling af gælden, kunne sagen overdrages til behandling i retten, hvilket ville medføre yderligere omkostninger.
Den 16. februar 2023 afviste banken klagernes indsigelse af 19. januar 2023.
Banken har fremlagt en beholdningsoversigt af 17. april 2023 for H’s depot -734. Det fremgår af denne oversigt, at H’s portefølje havde en kursværdi på 609.403,34 kr. inklusive vedhængende rente.
Parternes påstande
Den 21. februar 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale 70.000 kr. i erstatning for advokatomkostninger, frigive sikkerhedsdepot -734 og tilbagekalde opkrævningen af deres engagement ved inkasso.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken har rådgivet dem til at glemme lånet på 4.000.000 kr. i forbindelse med boopgørelsen og uden deres vidende udleveret kontoudskrifter til SKAT. Banken taler usandt, når den siger det modsatte.
På grund af bankens dårlige rådgivning var det nødvendigt for skifteretten at udpege en bobestyrer, hvilket har kostet dem ca. 70.000 kr. Banken har ikke rådgivet dem om boafgiftslovens § 41, som ved overtrædelse kan medføre bødestraf eller fængsel.
På trods af deres skriftlige protester herimod flyttede banken 540.000 kr. fra deres frie midler til sikkerhedsdepotet. Banken havde ikke tilladelse til dette. Banken har uberettiget afvist at tilbageføre beløbet. Hvis banken havde frigivet deres ca. 600.000 kr., var deres kassekredit aldrig kommet i overtræk. Depotet skal frigives, og inkassosagen skal annulleres.
Nordea Danmark har anført, den ikke har handlet ansvarspådragende over for klagerne i forbindelse med udfærdigelsen af familielånet fra HF til H. Banken bestrider, at den havde anbefalet klagerne at ”glemme” låneforholdet i forbindelse med en eventuel boopgørelse. Tværtimod gjorde banken klagerne opmærksomme på, at den havde en oplysningspligt over for myndighederne om låneforholdet.
Banken har ikke været årsag til, at skifteretten besluttede, at der skulle udpeges en bobestyrer. Det var udelukkende forhold hos klagerne selv i forbindelse med udarbejdelse af åbningsstatus i boet efter HF, der var årsag til, at skifteretten udpegede en bobestyrer. Banken har dermed ikke været årsag til, at boet efter HF blev pålagt at betale omkostninger til en bobestyrer.
Klagerne har ikke lidt et erstatningsberettiget tab og har heller ikke dokumenteret dette.
Banken er ikke forpligtet til at frigive sikkerhedsdepotet. I forbindelse med bevilling af klagernes kredit, var det en betingelse, at banken modtog sikkerheder fra klagerne. I kreditkontrakten var det udtrykkeligt nævnt, at der blev stillet sikkerhed for kreditten i et separat pantsætningsdokument, som H underskrev.
Klagerne kan ikke have været i tvivl om, at der var stillet sikkerheder for kreditten. Klagerne hæfter i henhold til kreditkontrakten for gælden over for banken og er blevet oplyst om, at sikkerhedsdepotet alene kan frigives, hvis gælden bliver indfriet.
Banken har fremlagt forskellige løsninger over for klagerne, så klagerne kunne få frigivet værdierne i sikkerhedsdepotet. Klagerne har dog ikke accepteret nogen af bankens forslag til løsninger.
Det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse at beslutte, om den vil frigive sikkerheder.
Klagerne hæfter i henhold til kreditkontrakten for gælden over for banken.
Banken har sendt de nødvendige rykkere til klagerne om betaling af overtrækket. Rykkerne indeholdt oplysning om, at engagementet ville blive sendt til inkasso, hvis klagerne ikke inddækkede overtrækket. Banken har hele tiden i rykkerskrivelserne gjort klagerne opmærksom på konsekvenserne af ikke at inddække overtrækket på kreditten.
Da klagerne ikke indbetalte det skyldige beløb, sendte bankens inkassoafdeling en inkassoskrivelse til klagerne. Banken har overholdt gældende regler om varsler forinden overgivelse til inkasso.
Klagerne havde til enhver tid mulighed for at inddække overtrækket eller kontakte banken for at finde en løsning, så inkassosagen kunne undgås, men klagerne har ikke ønsket at inddække overtrækket. Hvis klagerne havde haft vilje til at betale gælden, havde det ikke været nødvendigt at overgive engagementet til inkasso.
Banken er berettiget til at overgive engagementet til en ekstern inkassovirksomhed og kan ikke pålægges at omstøde dette.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne, M og H, var kunder i Nordea Danmark og havde blandt andet et depot -734 i banken.
H var ejer af anpartsselskab A, og M var ejer af anpartsselskab B.
H’s moder, HM, afgik ved døden i marts 2013. H’s fader, HF, solgte i 2018 sin ejendom, ejendom 1, og opnåede i forbindelse med salget et provenu på 4.000.000 kr.
Banken har oplyst, at HF ønskede, at H fik en andel af provenuet som led i et arveforskud. I den forbindelse afholdt banken og klagerne i 2018 et møde, hvor man drøftede muligheden for arveforskud og for at oprette et rente- og afdragsfrit familielån. Den 10. juli 2018 blev et familielån på 4.000.000 kr. etableret, og banken oprettede samtidig et anfordringsgældsbrev.
Den 6. marts 2019 indgik klagerne en kreditaftale med banken. Det fremgår blandt andet af kreditaftalen, at banken gav klagerne en kredit på maksimalt 1.800.000 kr. på konto -675. Rentesatsen for træk på kreditten var for tiden 2,5000 % p.a., og renten for overtræk var for tiden 10,0500 %. Herudover havde klagerne stillet sikkerhed for kreditten i henhold til et separat pantsætningsdokument. Det fremgår af pantsætningsdokument af 6. marts 2019, at H pantsatte sit depot -734 med de til enhver tid beroende effekter og konto -675 med den til enhver tid værende saldo til banken.
Den 2. august 2019 afgik HF ved døden. Klagerne udarbejdede en åbningsstatus og indsendte denne til skifteretten. SKAT og skifteretten konstaterede blandt andet, at der i perioden fra HM’s til HF’s død var givet skattepligtige gaver for ca. 1.500.000 kr., og at H havde modtaget et lån på 4.000.000 kr., som klagerne ikke havde oplyst om i åbningsstatussen, hvorfor skifteretten udpegede en bobestyrer, advokat A, til at foretage skiftet. Advokat A’s honorar inkl. moms og retsafgift udgjorde 59.000 kr. H skulle herudover betale skifteomkostninger i form af kautionsforsikringspræmie på ca. 7.000 kr. og et bankgebyr for oprettelse af en klientkonto på 1.250 kr.
Klagerne har anført, at banken havde rådgivet dem til at modtage lånet på 4.000.000 kr. og glemme at medtage dette ved en efterfølgende boopgørelse, hvorfor bankens rådgivning havde medført, at de var blevet pålagt at betale advokat A’s honorar.
Banken har anført, at den ikke havde rådgivet klagerne om at glemme lånet, og at den havde oplyst klagerne, at den havde oplysningspligt over for myndighederne om låneforholdet.
Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, hvad banken rådgav klagerne om i forbindelse med optagelsen af lånet. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor at behandle klagernes krav vedrørende dette, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Det beror på bankens egen kreditmæssige afgørelse at beslutte, om den vil frigive sikkerheder. Da indeståenderne i sikkerhedsdepotet -734 og på konto -675 tjener som sikkerheder for den opnåede kredit på 1.800.000 kr., sammenholdt med at banken ikke har givet klagerne tilsagn om at ville frigive klagernes sikkerhedsdepot, finder Ankenævnet ikke, at banken kan pålægges at frigive sikkerhedsdepotet.
Banken har den 2. januar 2023, 4. januar 2023 og 16. januar 2023 sendt klagerne rykkerskrivelser. I meddelelsen af 16. januar 2023 meddelte banken klagerne, at hvis klagerne ikke senest den 25. januar 2023 indbetalte det manglende beløb, ville kontoen blive opsagt og sendt til inkasso, hvilket kunne medføre yderligere omkostninger for klagerne. Banken har den 10. februar 2023 sendt klagerne en inkassoskrivelse, hvoraf det fremgår, at banken opsagde klagernes engagement i banken og opgjorde restgælden til 2.040.824,29 kr. Banken meddelte herudover klagerne, at sagen var sendt videre til inkassovirksomhed A.
Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at opsige lånet til fuld indfrielse den 10. februar 2023 på grund af misligholdelse og overgive sagen til retslig inkasso.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende erstatning som følge af forkert rådgivning.
Klagerne får ikke medhold i klagen vedrørende kravet om frigivelse af sikkerhedskontoen og tilbagekaldelsen af opkrævningen af restgælden ved inkasso.